Fysio

 

Dokumentation for kvaliteten i vederlagsfri fysioterapi

10.02.2011, af journalist Anne Guldager


 
9

Kommunernes Landsforening ønsker mere styr på vederlagsfri fysioterapi. Det skal derfor være tydeligere, hvad kommunerne får for pengene, mener man i Danske Fysioterapeuter, der lancerer en plan for en øget dokumentation af kvaliteten.

vfstolmain

Patienter, der skal have vederlagsfri fysioterapi, skal gennemgå en kommunal visitation, og der skal ikke være en fælles overenskomst på området, men derimod kommunale aftaler med hver enkelt klinik. Med andre ord bør vederlagsfri fysioterapi organiseres på samme måde som genoptræning efter sygehusindlæggelse.

Det mener Kommunernes Landsforening (KL), der derfor gør, hvad de kan for at overbevise Indenrigs- og Sundhedsministeriet om det samme – senest på et møde i ministeriet i tirsdags.

Ifølge KL’s forslag skal lægen fortsat være indgang til ordningen, men dernæst skal patienten gennemgå en kommunal visitation. KL understreger i sit udspil, at de praktiserende fysioterapeuter fortsat vil skulle spille en stor rolle som leverandør af tilbuddet; ikke med baggrund i en fælles overenskomst som i dag, men med en aftalemodel, hvor den enkelte kommune indgår aftaler med de enkelte klinikker.

KL begrunder sit forslag med, at det vil sikre patienterne et mere sammenhængende tilbud, fordi patienterne i den vederlagsfri ordning ofte er kendt af kommunen i forvejen. Desuden vil det, mener KL, medføre en bedre udnyttelse af ressourcerne, fordi kommunen vil kunne etablere tilbud de patienter, der passer bedst i kommunale rammer, og indgå aftaler med praktiserende om at levere tilbud til de patienter, der passer bedst i klinikkerne. Og endelig vil det forbedre kommunernes mulighed for at styre økonomien, fordi kommunerne vil få indflydelse på indholdet i de konkrete tilbud til borgerne, herunder behandlingens varighed.

Kommunerne skal have mest muligt for pengene
Hos Danske Fysioterapeuter er man af den overbevisning, at den nuværende organisering, hvor grundlaget er en sundhedsfaglig vurdering og ikke et kommunalt serviceniveau, er den bedste. Og det er den holdning, man har lagt frem for ministeriet, fortæller formand Johnny Kuhr.

Han glæder sig derfor over, at det ikke var organiseringen, men derimod dokumentation af kvaliteten, der stjal opmærksomheden på mødet i ministeriet, hvor også Danske Handicaporganisationer og Sundhedsstyrelsen deltog. 

Danske Fysioterapeuter vil nemlig gerne være med til at sikre, at kommunerne får mest muligt for de 780 millioner kroner, de får til at levere vederlagsfri fysioterapi for.

”Ordningen har været under beskydning, lige siden den blev etableret, og i denne vinter er den under større pres, end vi hidtil har set. Men hvis man skal se positivt på det, giver det os en anledning til at løfte den kvalitetsdagsorden, som vi har ønsket længe, men som vi har haft svært ved at løfte alene. Vi vælger at se det her som et window of opportunity, hvor vi byder ind med vores syn på, hvad der kan blive bedre i forhold til vederlagsfri fysioterapi”, siger formanden.

Der er mere end pengene på spil
Når Danske Fysioterapeuter vælger at besvare en økonomisk dagsorden med en dagsorden om kvalitet, er det fordi, der er mere end pengene på spil, forklarer Johnny Kuhr.

”Det er klart at vi har en stor interesse i, at de 780 millioner kroner bliver i ordningen - uanset hvilken sektor den så er organiseret i – men lige så vigtigt er det, at vores omdømme er på spil, når der bliver sået tvivl, om samfundet får valuta for pengene. Vi ved, at det, vi leverer, har kvalitet og effekt, men vi skal blive ved med at udvikle kvaliteten fremadrettet, og vi skal dokumentere effekten”.

Danske Fysioterapeuters kvalitetsudspil består af 10 punkter, blandt andet udvikling og implementering af kliniske retningslinjer på udvalgte områder, udvikling af en bedre behandlingsplan og gennemførelse af patienttilfredshedsundersøgelse.

Særligt udviklingen af kliniske retningslinjer kræver ressourcer, men både KL og Sundhedsstyrelsen har nikket til, at det er en vigtig opgave, og at finansieringen er et fælles projekt. Danske Fysioterapeuter kommer dog ikke udenom at måtte til lommerne, og blandt andet den kvalitets- og udviklingspulje, som de praktiserende betaler til via deres kontingent, kommer til at finansiere en del af kvalitetsudspillet.

”Ved at gå offensivt ind i en kvalitetsdagsorden sendes noget af presset tilbage i kommunerne”, forklarer Johnny Kuhr om baggrunden for strategien. ”KL har nikket til strategien, og de krav, vi stiller til kvaliteten i praksissektoren, skal naturligvis også gælde for de tilbud, kommunerne selv stiller til rådighed”, mener han.

Johnny Kuhr understreger, at der ikke er tale om, at det er galt med kvaliteten i vederlagsfri fysioterapi, men alene om at foreningen erkender et medansvar for fremadrettet udvikling og manglende dokumentation.

Analyse af ordningen
Den manglende dokumentation viser sig blandt andet i en analyse, Danske Fysioterapeuter netop har fået gennemført blandt ordningens interessenter: Danske Handicaporganisationer, praktiserende læger, KL, Danske Regioner, sundhedsordførere i Folketinget og embedsmænd i centraladministrationen. Analysen viser, at den vederlagsfrie fysioterapi grundlæggende opfattes positivt, men alle savner dokumentation for kvaliteten og mener, at det er Danske Fysioterapeuters ansvar at levere den nødvendige dokumentation.

På mødet i Indenrigs- og Sundhedsministeriet tirsdag blev det aftalt, at ministeriet og Sundhedsstyrelsen skal komme med et oplæg til, hvordan man kommer videre med processen omkring udviklingen af kliniske retningslinjer – ikke mindst finansieringen, der forventes at løbe op i en rund million pr. retningslinje.  

Hertil siger Johnny Kuhr: ”Det bør være muligt inden for de 780 millioner kroner der er sat af til vederlagsfri fysioterapi at finde de 5-8 millioner, det her kommer til at koste”.

Det videre forløb
Mens kliniske retningslinjer afventer en endelig aftale om finansiering, er der dele af kvalitetsudspillet, som kan rulles ud mere eller mindre med det samme, for eksempel udviklingen af en ny behandlingsplan.

Desuden sætter Danske Fysioterapeuter gang i en kommunikationsindsats, fortæller Johnny Kuhr:

”Analysen blandt vore interessenter viser, at politikere og beslutningstagere ikke har tilstrækkelig viden om værdien af den vederlagsfri ordning. Derfor skal vi invitere dem ud af kontorerne og ud i klinikkerne for at møde nogle af de 50.000 patienter i ordningen og se, hvad det betyder for dem at få deres fysioterapi. Jeg tror ikke, det bliver svært at finde en klinik i hver af de 98 kommuner, der har lyst til at vise for eksempel socialudvalgsformanden, hvad det er, der foregår”.

Læs mere:

Hvad siger Danske Handicaporganisationer? Hvad mener interessenterne generelt om ordningen med vederlagsfri fysioterapi? Hvad er det, KL vil? Og hvad er indholdet af Danske Fysioterapeuters kvalitetsudspil? Læs mere her: 

Et flot kvalitetsudspil, der kommer lidt sent En god ordning, men det kniber med dokumentationen KL: Pengene skal strække længere Kvalitetsudspil

 

Redigeret af : Anne Larsen, 28.02.2011

Til top
9

Kommentarer på artiklen

10.02.2011 Ken Chr. Heiden I må gerne komme ned på vores klinik og se hvordan de vederlagsfri pt behandling foregår! I er meget velkommen!
 
12.02.2011 jens olesen Sjovt og interessant samt klogt, at KL ønsker en undersøgelse (dokumentation) for kvaliteten af vederlagsfri fysioterapi.

Sjovt og interessant samt mindre klogt, at KL, tilsyneladende ikke ønsker en undersøgelse (dokumentation) for kvaliteten af kommunens andre fys aktiviteter.

Og for den sags skyld, sjovt og interessant at Regionerne, tilsyneladende heller ikke undersøger (dokumenterer) kvaliteten af regions fys aktiviteter.

God weekend
Jens Olesen, MEd
Specialist i rehabiltering
 
12.02.2011 Christian Topp Det kan jo være starten på at få ryddet lidt op i de mange massage/varme behandlinger, der fortsat bliver lavet på/af de mange gammeldags klinikker/behandlerne, som ydernummer systemet holder kørende i bedste stil.
 
12.02.2011 Kasper Hejlesen Ser også positivt på det og håber der kommer mere debat om behandlingen af vederlagsfrie patienter samt ydernummersystemet. Helt enig med Christian Topp.
 
18.02.2011 Marianne Schultz Vi har talt om det på min arbejdsplads og den generelle holdning er, at vi gerne vil være med til at kvalitetssikre, men at den ekstra administrative arbejdsbyrde som dette vil medføre skal honoreres.
 
18.02.2011 jens olesen Kære Marianne,
Dit synspunkt forstår jeg egenlig godt.

Omvendt er det jo paradoksalt, selvom det ikke er din eller de prak. fyssers skyld, at vi offentlige ansatte pålægges den ene Danske Kvalitetsmodel og dokumentationskrav og jeg skal komme efter jer, efter den anden.

Dette betyder bl.a. at konfrontations/den aktive behandlingstid er for kraftigt nedadgående i det offentlige - altså en udtynding af normeringerne oveni i den tæppebombning af grønthøster besparelser der også præger det offentlige p.t.

Det er lige før - men også kun lige før - at jeg ville tilslutte mig at privatisere fysioterapi i primær og sekundær sektoren ;-)
 
25.02.2011 Johnny kuhr Kære Marianne
Du skriver, at administration ifm kvalitetssikring skal honoreres, men så let er denne sag desværre ikke. Danske Fysioterapeuter har spillet ud med et kvalitetsoplæg med i alt 10 forslag. Blandt de ti forslag er tre, der kræver en særlig finansieringsmodel. hvor overenskomstens parter må gå sammen, det gælder f.eks. udfærdigelse af kliniske retningslinjer. Det er klart, at man ikke kan indføre et helt kvalitetssikringssystem uden at afsætte ressourcer til det. Indførelsen af den danske kvalitetsmodel i praksissektoren vil naturligvis skulle finansieres på den ene eller anden måde.

Men der er også seks forslag, hvor finansieringen må findes i egne rækker, og hvor det nogle steder vil kunne opfattes som mere administration. Det gælder fx forslaget om at få alle klinikker med på godadgang.dk Et tiltag, der vil kræve noget af hver enkelt klinik, og hvor der ikke vil være selvstændig honorering.

Den korte begrundelse for den overordnede beslutning er, at politikere, myndigheder og patienter forventer det af os. Der er en forventning om, at faget og foreningen selv yder et væsentligt bidrag til at dokumentere, at der er kvalitet for pengene i ordningen for vederlagsfri fysioterapi. Samfundet afsætter årligt knapt 800 millioner kr årligt til ordningen, og vi må erkende, at det er en fuldstændig legitim interesse, at samfundet vil sikre sig, at midlerne ydes til en ordning med kvalitet. Jeg er ikke i tvivl om, at der er kvalitet - men også jeg har måtte indse, at vi skal være langt bedre til at dokumentere kvaliteten, og vi må som forening påtage os et selvstændigt ansvar for at løfte den opgave. Der er ikke andre til det, og uden dokumentation for kvaliteten for de 50.000 patienter i ordningen vil det være alt for nemt at begrænse tilbuddet om vederlagsfri fysioterapi.

Når det så er sagt, så er der allerede nu områder, hvor fysioterapeuter har redskaberne til at dokumentere, men hvor de bliver brugt i varierende omfang. Test og måleredskaber anvendes i vidt omfang allerede. Ligeledes er det jo helt naturligt for fysioterapeuter på baggrund af en beskrivelse af funktioner og funktionsnedsættelse at udarbejde målsætninger og plan for behandlingen i samarbejde med patienten sådan som det i øvrigt også fremhæves i sundhedsstyrelsen vejledning om vederlagsfri fysioterapi.
På dette område må hver enkelt fysioterapeut tage et ansvar for at synliggøre det grundlag som behandlingen i den vederlagsfri ordningen hviler på. Vi skal nok i foreningen levere de redskaber som kan gøre det effektivt og overskueligt i det daglige form af skabelon til behandlingsplan og nem adgang til relevante tests og måleredskaber.
Heldigvis er det vores oplevelse fra medlemsmøder og på praksiscertifikatet at rigtig mange fysioterapeuter er optagede lige netop at få mere synlighed og dokumentation ind i behandlingsforløbet.

Jeg håber, at du og dine kolleger vil være med at tage ansvar for at dokumentere den gode kvalitet i ordningen.

mvh Johnny Kuhr
 
05.10.2011 Julie Bolvig Hansen Det er et super spændende udspil, som kunne være interessant at følge op på! Vi sidder i vores studiegruppe til Ledelses- og kvalitetsudviklings opgave og vil rigtig gerne finde ud af, hvordan kvaliteten af vederlagsfri fysioterapi dokumenteres? Er der nogen som ved hvor langt det er nået?

Venligst hilsner
Julie Bolvig Hansen (og studiegruppe)
 
07.10.2011 Gurli Petersen
Kære Julie

Danske Fysioterapeuter præsenterede som sagt i februar 2011 et forslag til kvalitetspakke for ordningen om vederlagsfri fysioterapi. Pakken indeholder ti konkrete pejlemærker som enkeltvis og tilsammen danner grundlag for indsatser, som har til formål at udvikle og dokumentere kvalitet i vederlagsfri fysioterapi.

Anbefalingerne om kvalitet gælder hele ordningen og alle fysioterapeuter uanset, om de arbejder i praksissektoren eller kommunerne.

I forhold til dit spørgsmål om dokumentation af kvaliteten vil vi gerne som et af de ti pejlemærker etablere en klinisk kvalitetsdatabase, som systematisk opsamler data om patienter i den vederlagsfri ordning herunder data fra anvendelse af test og måleredskaber. Databasen skal give mulighed for at trække data ud om patienternes funktionsniveau over tid og lave faglige audits, ligesom der skal skabes et grundlag for at lave sundhedsøkonomiske analyser specifikt på vederlagsfri ordningen. Kvalitetsdatabasen skal af samme årsag være tværsektoriel, så patienter i alle sektorer får gavn af indberetning.

Status på ovenstående er, at der er i relation til overenskomsten på praksisområdet er øremærket 2 mio.kr. til implementering af kliniske retningslinjer. Fagligt Udvalg nedsætter nu en arbejdsgruppe, som skal undersøge, hvorledes kliniske retningslinjer bedst implementeres og som skal komme med forslag til hvorledes midlerne bedst anvendes. Muligheden for at anvende de 2 mio. kr. til etablering af en database for (i første omgang) de vederlagsfri grupper, som der nu laves kliniske retningslinjer på, skal indgå i arbejdsgruppens overvejelser.

Jeg håber dette besvarer dit spørgsmål.

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar

 

 

 

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld