Forår i regionerne
Foråret er på vej og sæsonen er for alvor gået i gang i regionerne. Det betyder også en masse spændende lokale arrangementer for fysioterapeuter.
Fysioterapeuter i Region Hovedstaden kan på professionshøjskolen Metropol deltage i en gratis lederkonference for ledere og udviklingsmedarbejdere i sundhedssektoren. Her fortæller lektor Hans Henrik Knop om positiv psykologi og hvordan den kan udnyttes i ledelse og organisation.
Har du interesse for ridefysioterapi kan du i komme til temadag i Suså Hestesportscenter. Her kan du møde andre med interesse for dette felt og være med til at gennemgå en hemiplegibehandling og høre mere om, hvilke behandlinger der er relevante for denne patientgruppe. Dagen vil desuden byde på en gennemgang af de nye regler vedr. ydernummer for ridefysioterapi, afregningsprocent for vikarer og annoncering af ridefysioterapi i Regionerne.
I region sjælland præsenterer de fysioterapeutstuderende fra University College Sjælland deres bachelorprojekter.
I region Midtjylland er der også masser af arrangementer på kalenderen. I Silkeborg afholder FTF fyraftensmøde om ledelse af en helt ny type medarbejder på arbejdspladsen – nemlig primadonnaen. Hun er krævende, egenrådig, ledelsesfremmed, barnlig og vil altid have sin vilje… Men hun er samtidigt også energisk, klog, kreativ og initiativrig. Hør meget mere i Silkeborg d. 9. februar. I Viborg kan du komme til temadag om jobrotation og høre mere om anvendelsesmulighederne af jobrotationsordningen.
Også Institut for mekanisk diagnostik og terapi (IMDT) holder fyraftensmøde. Denne gang om kliniske og håndteringsmæssige overvejelser ved rodtryk - diskus prolaps - reversible/irreversible symptomer i lumbal columna . På mødet vil tre undervisere, Steen Jepsen, fys Dip MDT, Mads Ottow, fys Dip MDT, Heidi Eirikstoft, fys Dip MDT, med udgangspunkt i konkrete cases diskutere diagnostisk triage og håndteringsmæssige udfordringer ved konservative forløb.
I Århus kan du komme til debatmøde om udfordringer der opstår i krydsfeltet mellem statslig og regional ledelse. Med udgangspunkt i byggeriet af Det nye Universitetshospital vil Regionsdirektør Bo Johansen, Professor og medlem af regeringens ekspertpanel vedr. sygehusinvesteringer, Kjeld Møller Petersen og forsker Mads Leth Jakobsen, Statskundskab, Aarhus diskutere de ledelses- og styringsmæssige udfordringer en offentlig leder står overfor når han eller hun skal navigere i et farvand der dels er præget af en storpolitisk dagsorden, en presset økonomi, modsatrettede faglige krav og stort mediefokus.
For Kommunalt ansatte og privatpraktiserende fysioterapeuter i Ålborg er der fyraftensmøde. På mødet vil det blive diskuteret, hvordan man kan styrke samarbejdet mellem den private og den offentlige sektor på træningsområdet.
Tidligere studerende på UCC i Aalborg kan komme til alumnearrangement, møde gamle venner, medstuderende og undervisere og ikke mindst høre et spændende oplæg om stresshåndtering og mindfulness ved psykolog Morten Sveistrup Hecksher.
Danske Fysioterapeuter inviterer til fyraftensmøde om hvordan man motiverer kroniske smertepatienter til at træne gennem en ”trin-for-trin-model”
UCN og Kontoret for Sundhed & Sammenhæng i Region Nordjylland arrangerer et gratis kursusom kommunikation og sundhedspædagogik med kroniske smertepatienter og ikke mindst på tværs af faggrænserne i behandlingen af dem.
I marts kan du komme til et spændende foredrag ved Karen-Marie Lillelund om stress, og om hvordan man kan bruge humor som afstressning. I region Nordjylland er der desuden møde i netværksgruppen for rygfysioterapi.
FTF har gennemført en større undersøgelse af, SU/ MED-systemet på de danske arbejdspladser og i forbindelse med rapporten afholder de en række fyraftensmøder om hvordan vi sikrer, at de tillidsvalgte har reel medindflydelse. Det første møde afholdes i Region Sjælland d. 9 februar. Region Nordjylland holder møde d. 28. februar, mens mødet i region Midtjylland finder sted d. 1. marts. I Region Hovedstaden er der møde d. 11. april, mens Region Syddanmark afrunder med et møde d. 12. april. Der er endnu ikke faslagt noget sted og program for møderne i Region Nordjylland, Syddanmark og Hovedstaden, men hold øje med regionernes hjemmesider for flere informationer
Redigeret af :
Ida Jørgensen,
17.01.2012
Til top