Johnny Kuhr: Flere penge til efteruddannelse
22.09.2008, af
Christoffer Grann
Kommunerne har svigtet deres løfte om at efteruddanne fysioterapeuterne til de nye opgaver, de har fået efter kommunalreformen, skriver Berlingske.dk.
Tre fjerdedele af de kommunalt ansatte fysio- og ergoterapeuter har fået nye opgaver, men under halvdelen af dem har modtaget efteruddannelse til at varetage disse opgaver. På sygehusene har en tredjedel fået nye opgaver, mens det kun er 15 pct., der har fået efteruddannelse.
Det viser en undersøgelse, som Scharling Research har lavet for Danske Fysioterapeuter. Undersøgelsens resultater får formanden for Danske Fysioterapeuter, Johnny Kuhr, til at forlange handling fra kommunerne:
”Borgerne har en forventning om at møde den nyeste viden i sundhedsvæsenet, men det får de ikke ude i kommunerne nu. Så vi må simpelthen have kommunerne i gang med at opdatere niveauet ved at skrue op efteruddannelsen. Det er deres forpligtigelse,” siger Johnny Kuhr til Berlingske.dk.
Undersøgelsen viser, at det særligt er på områder for ortopædkirurgi og apopleksi, der mangler efteruddannelse. Undersøgelsens samlede resultater bliver offentliggjort i dag på konferencen ”Den gode genoptræning” på Christiansborg. Her vil både kommunal- og landspolitikere mødes med Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen, Ældre Sagen og Danske Handicaporganisationer.
Læs mere om konferencen via linket i faktaboksen.
Redigeret af :
Ann Sofie Orth,
18.08.2009
Til top