Fysio

 

Manglende genoptræning skal koste

30.04.2009, af Anne Guldager


 
0

Kommunerne skal straffes økonomisk, hvis de ikke sørger for en en ordentlig genoptræning, mener sundhedsministeren

"Kommunerne er ikke kommet op i det gear, som borgerne fortjerner." Sådan karakteriserer sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) over for netavisen Altinget den generelle kommunale indsats i forhold til rehabilitering - herunder genoptræning.

"En af de tanker, jeg har gjort mig, er at øge den kommunale medfinansiering. Og hvis kommunerne gør det godt ved at undgå mange genindlæggelser, og hvis de sikrer en god genoptræning, så får de lov at beholde en større del af de penge. Omvendt: Ryger mange patienter ud i den specialiserede genoptræning på sygehusene, så må de pågældende kommuner også regne med at betale en større del af denne indsats," siger Jakob Axel Nielsen blandt andet.

Ministeren slår fast, at genoptræning er et kommunalt ansvar. "Nogle kommuner gør det godt, andre gør det ikke godt. Og vi kan fra centralt hold ikke blive ved med at se på, at nogle ikke får de tilbud, som de har krav på," siger Jakob Axel Nielsen.

KL: Dårlige forslag fra minister
 

Kommunernes Landsforening (KL) mener ikke, det står så slemt til, som ministeren giver udtryk for. Og i alle tilfælde løses problemerne ikke ved at udvikle et økonomisk belønnings- og straffesystem, mener Tove Larsen (S), som er formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg.

Tove Larsen mener ikke, der nogensinde før har været så meget fokus på genoptræning og rehabilitering som nu undrer sig derfor over ministerens kritik.

Tove Larsen mener ikke indsatsen kan forbedres med hverken pisk eller gulerod, men at det, der skal til, er et godt samarbejde mellem sygehus, almen praksis og kommune om klar arbejdsfordeling og gode tilbud.

Aftale om bedre rehablitering

De første, der får glæde af ministerens brug af pisk og gulerod, bliver apopleksipatienterne. Sammen med Dansk Folkeparti indgik regeringen forleden en aftale om bedre rehabilitering efter apopleksi.

Regeringen har med aftalen forpligtet sig til at komme med forslag til et økonomisk belønningssystem, så de kommuner, som er gode til at genoptræne hjerneskadede, bliver belønnet, mens de dårlige genoptrænings-kommuner straffes.

Ifølge aftalen skal Sundhedsstyrelsen sikre, at lægelige eksperter sammen med repræsentanter for kommuner og regioner udarbejder faste retningslinjer for, hvordan genoptræningen skal foregå. Det skal stå klart, hvordan og hvornår sygehuse, kommuner og den praktiserende læge har ansvaret for patienternes behandling og genoptræning.

Direktøren i HjerneSagen, Lise Beha Erichsen, betegner det som "fantastisk", at politikerne nu vil gøre noget på området, men havde gerne set, at patienterne får et retskrav på en ordentlig rehabilitering. Hun ærgrer sig desuden over, at politikerne ikke har medtaget HjerneSagens anbefalinger omkring øget forebyggelse og forskning i den politiske aftale. Desuden finder hun det bekymrende, at der i aftaleteksten ikke nævnes løfter om flere penge til området.

Ifølge Altinget vil sundhedsministeren skaffe pengene til indsatsen fra de 585 millioner afsat til behandlingen af kronikere.

"Samtidig bliver denne indsats også et emne, vi tager op med kommunerne under de årlige økonomiforhandlinger," siger Jakob Axel Nielsen.



Redigeret af : Ann Sofie Orth, 03.07.2009

Til top
0

Kommentarer på artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar