Mere vejledning om træning af børn
18.02.2009, af
Michael Harbo Paulsen
Velfærdsminister Karen Jespersen giver Danske Fysioterapeuter og Ergoterapeutforeningen medhold i, at der er behov for mere vejledning om træning af børn.
”Undervisningsministeriet, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Velfærdsministeriet er opmærksomme på de problemstillinger, som bl.a. Danske Fysioterapeuter og Ergoterapeutforeningen har givet udtryk for i forhold til den nuværende vejledning”. Sådan lyder det i brev af 6. februar 2009 fra velfærdsminister Karen Jespersen.
Karen Jespersen skriver videre, at det vil blive præciseret, at den reviderede vejledning omfatter både børn og voksne. Det vil også blive tydeligere, hvilke regler i sociallovgivningen, der gælder for børn, og der vil blive henvist mere klart til undervisningsministeriets lovgivning. Ministeren skriver endelig, at foreningerne vil blive inviteret til et møde med de involverede ministerier for at gå i dialog om de problemer, foreningerne har rejst.
Brevet er et svar på henvendelse om problemer med træning af børn fra Ergoterapeutforeningen og Danske Fysioterapeuter af 11. november 2009. I brevet har foreningerne slået på, at der er uklarhed i lovgivningen, mangel på tværfaglige kompetencer og store udsving i udbud og kvalitet i kommunerne. Foreningerne har derfor foreslået, at ministerierne udarbejder en ny vejledning om træning i kommuner og regioner.
Danske Fysioterapeuter og Ergoterapeutforeningen har den 18. februar 2009 orienteret Folketingets Social-, Sundheds-, og Uddannelsesudvalg om svaret.
Redigeret af :
Ann Sofie Orth,
03.07.2009
Til top