Sundhedsminister Astrid Krag afviser, at arbejde for en ventetidsgaranti på genoptræning. I et svar til Danske Fysioterapeuter skriver hun, at hun ikke vil lægge sig fast på et bestemt antal dage, man skal vente.
Formanden for Danske Fysioterapeuter Johnny Kuhr mener, at det er skuffende og uansvarligt, at ministeren ikke vil gøre mere på området.
”Ved at afvise at arbejde for en garanti på området spiller hun højt spil i forhold til borgernes førlighed. For lang ventetid kan i sidste ende betyde meget i forhold til, om borgerne kan genvinde deres fulde førlighed efter operation eller sygdom.”
Kommunerne skal lære af hinanden
Astrid Krag anerkender dog i sit svar, at ventetiden er vigtig. Hun har derfor bedt ministeriet sammen med KL og Danske Regioner om at se på, hvad det er de kommuner, som har kort ventetid gør anderledes end kommuner med lang ventetid. Fokus vil i den forbindelse blandt andet være på koordineringen af genoptræningsforløbet.
Johnny Kuhr roser ministerens initiativ, men advarer imod at tro, at et sådant tiltag kan stå alene.
”Det er fint at understøtte læringen mellem sektorerne og mellem kommunerne. Men tiltaget kan ikke stå alene. Kommunerne har nu haft genoptræningsopgaven i 5 år, og ventetiden er fortsat for lang. Vores ønske er, at der fra centralt hold stilles krav om en uges ventetid. Det vil være et rimeligt krav at stille til de kommuner, der fortsat har for lang ventetid.”
08.01.2012
Jens Olesen
Hvad skal vi med en garanti på genoptræning?
Derimod ville en lovsikret garanti om kvalitet i genotræning være en god ide.
Hvor blev diskussionen herom af?
08.01.2012
Jens Olesen
Kvalitet af neurorehabilitering (Et oplæg til debat og diskussion i denne blogs stigende debatkultur)
Neurorehabilitering som rejsen der genskaber grebet om tilværelsen.
En blodprop i hjernen er en traumatisk hændelse, hvor dele af ens liv, historie og krop, symbolsk afgår ved døden. På et katastrofalt øjeblik mistes kontrollen over tilværelsen, Boylstein, Rittman & Hinojsa (2007). Her er det medicinske perspektivs potens overfor sygdom, som kan identificeres, måles og vejes samt behandles, heldigvis enormt. Alligevel er det impotent, overfor patientens individuelle lidelseshistorie, som netop er utilgængelig for medicinsk identifikation, kategorisering og behandling, Frank (2001). Neurorehabilitering kan derfor også beskrives, som rejsen der genskaber grebet om tilværelsen, og samtidig håndterer lidelseshistorien forbundet hermed, Faircloth, Boylstein, Rittman & Gubrium (2005).
Hvori består de aktive terapeutiske virkemidler i neurorehabilitering?
Neurorehabilitering består altså på den ene side af en fagspecialiseret professionel form for hjælp; medicinsk genoptræning og behandling af sygdommen. På den anden side er neurorehabilitering også hjælp til heling af den afledte lidelseshistorie. Dette dobbelte grundvilkår medfører videnskabelige udfordringer, fordi sundhedsfaglige asymmetriske, såvel som almenmenneskelige symmetriske relationer, begge er vigtige aktive terapeutiske virkemidler, i en sådan terapi, behandlings- og rehabiliteringsproces, Mosgaard (2003). Dette forhold gælder formentlig alle terapiformer. Det partnerskab som etableres via de symmetriske relationer, har central betydning for graden af mål opfyldelse. Der er eksempelvis evidens for, at fysioterapeut og patient relationen, i sig selv, har signifikant rehabiliteringseffekt, Hall, Ferreira, Maher, Latimer & Ferreira (2010). De symmetriske relationer er derfor også centrale, hvis rehabiliteringen, udover genoptræning, skal katalysere vellykket forandring og skabe nyt håb samt motivation, Olesen (2007).
Neurorehabilitering består altid mindst af to processer.
Der vil i neurorehabilitering således altid løbe mindst to processer. Dels medicinsk genoptræning og anden sundhedsfaglig behandling. Den anden proces er i en periode identitetssammenbruddet. Hvem er jeg nu, og hvilken tilværelse kan jeg leve fremover? Helingsprocessen heraf og partnerskabet herom, er forskellen på rehabilitering og genoptræning, Stikér (2002). Stikér mener, at det medicinske perspektivs indflydelse på genoptræning, medfører et overdrevent fokus på træning, som gør, at rehabiliteringen fokuserer for lidt på udfordringerne med heling og social reintegration. Praksis på disse områder bør derfor justeres, Hjelmblink (2008) og Pallesen (2011).
Patienter deltager ikke i neurorehabilitering for at opnå forbedringer på test.
Test og funktionsevne beskrivelser anvendes i stigende grad til, at planlægge og evaluere neurorehabilitering. Neuropsykologerne Wilson, Gracey, Evans & Batemann (2010), mener ikke, at det altid er en god ide. Patienter deltager ikke, primært, i neurorehabilitering for, at opnå bedre resultater på diverse test eller funktionsevne beskrivelser. En sådan fremgangsmåde var måske acceptabel, hvis en direkte sammenhæng mellem forbedringer af test og funktionsevne samt bedre håndtering af tilværelsen fremover, var eftervist. Det er ikke tilfældet ifølge Wilson et al. (2010).
Patienters egne VAS målinger viser signifikant større effekt af neurorehabilitering.
Edwards, Playford, Hobart & Thompson (2002) påviser, at patienternes egne VAS (Visuel Analog Skala) målinger dokumenterer signifikant større effekt af neurorehabilitering, end eksperternes FIM og Barthel funktionsevne målinger, på de samme patienter. Det antyder en noget større effekt af neurorehabilitering end hidtil antaget.
Det er en stor udfordring til forskningen, fordi en evidensbaseret rehabiliteringspraksis, ikke i sig selv, er garant for en klientcentreret rehabiliteringspraksis, Wiseman-Hakes, MacDonald & Keightley (2010). Derfor er en evidensbaseret praksis, heller ikke nødvendigvis, nogen garanti for kvalitet i neurorehabiliteringen. Holmes, Murray, Perron & Rail (2006) mener, at det evidensbaserede paradigme, er en post-positivistisk og ekskluderende normativ videnskab, som udelukker andre videnskabsformer og behandler teknikker, som ikke kan valideres og evidenstestes.
Er anerkendelse af de symmetriske relationer en videnskabelig nødvendighed?
Der hvor evidensbaseret sundhedsvidenskabs rækkevidde og udsyn stopper, der stopper tilværelsen og mennesket, samt klientcentreret neurorehabilitering, heldigvis heller ikke. Klientcentreret neurorehabilitering omhandler, som allerede nævnt, mere end genoptræning. Både behandlerens og patientens handlinger, samt relationer, er derfor centrale for helings- og forandringsprocessen i klientcentreret rehabilitering. Behandlernes handling, ud over den konkrete genoptræning, er via den symmetriske relation, at vise, at noget er muligt. Patientens handling er, at genskabe grebet om tilværelsen igen, ved hjælp af dette, symmetriske klientcentrerede partnerskab.
Videnskabelig anerkendelse og inklusion af disse klientcentrerede symmetriske relationers terapeutiske og behandlingsmæssige effekt, i stedet for videnskabelig underkendelse og eksklusion, er derfor en essentiel sundhedsvidenskabelig nødvendighed, Holmes, Murray, Perron & Rail (2006). Dette synspunkt forstærkes af, at eksempelvis Bobath konceptet, hverken i praksis eller videnskabeligt forholder sig til, hvordan de symmetriske relationer, konkret anvendes til gavn for patienternes neurorehabilitering, Gjelsvik (2008) og Raine, Meadows & Lynch-Ellerington (2009).
08.01.2012
Morten Graversen
Jeg kan sagtens følge dig Jens, ift at skabt en debat om kvaliteten i genoptræningen, men vi skal være meget opmærksomme på at der er flere kommuner der ikke er deres opgave voksen når det gælder ventetid efter udskrivelse fra sygehuset. Den røde tråd der gerne skulle skabes mellem de tiltag en sygehus fys sætter i gang og det videre forløb som skal foregå hos en kommunal fys, går tabt, og det betyder at mange borgere kommer til at rende rundt i uvished omkring deres forløb, og ofte mister gnisten til at træne. Det frie valg der er på vederlagsfri området bør også gælde ift genoptræning i alle kommuner. Det vil give et bedre flow for borgerne og det vil være billigere for kommunerne.
08.01.2012
Peter Hansen
Til alle der åbenbart ikke har kendskab til at lovgivningen allerede har fastsat frist på, hvornår en genoptræning skal påbegyndes. Individuelt fra kommune til kommune.
Efter sygehusindlæggelse er det lægen der bestemmer via en genoptræningsplan. Som patienten SKAL have i hånden inden udskrivning, hvis lægen ønsker optræning.
Omvendt findes der, hvis kommunerne ellers overholder lovgivningen, hvad de IKKE gør i mange tilfælde, offentliggjorte frister på.
Eksempelvis fra en tilfældig kommune.:
http://ipaper.ipapercms.dk/MiddelfartKommune/Staben/Sagsbehandlingsfrister/
hvor der skrevet står og vedtaget af POLITIKERNE:
"Svar på henvendelsen inden 8 dage. Genoptræningen iværksættes indenfor 14 dage fra henvendelsestidspunktet"
Så hvad er problemet, udover at 50% af kommunerne IKKE vil overholde Retssikkerhedslovens §3 stk.2?
http://www.k10.dk/showthread.php?p=35616#post35616
http://www.k10.dk/index.php?pageid=svarfrister_kommuner
når disse link er læs og FORSTÅET er det mit håb at der kommer flere kommentarer som bekræfter ovenstående.
Med venlig hilsen
Peter Hansen
08.01.2012
Peter Hansen
Kære Morten Graversen
Du nævner: citat "Det frie valg der er på vederlagsfri området bør også gælde ift genoptræning i alle kommuner." citat slut.
Det er IKKE kommunen der bestemmer hvor og af hvem en borger skal modtage sin behandling af. Det er borgeren og den henvisende læge der bestemmer dette.
Men kommunerne kan og gør følgende for at tvinge borgeren hjem til kommunalt holdtræning, hvor sclerosepatienter, muskelsvindramte, rygpatienter etc modtager holdtræning. De allersvageste patienter, som også kræver transport, her nægter kommunerne at bevilge transporten til behandling, uden for det kommunal regi.
Helt lovligt iøvrigt.
Med venlig hilsen
Peter Hansen
08.01.2012
Morten Graversen
Kære peter
Der er vist noget der er gået min næse forbi. En borger med en genoptræningsplan må efter min opfattelse ikke selv vælge om de vil have et kommunalt tilbud eller et privat. Kommunen kan vælge at udlicitere genoptræningsopgavere men de kan også beholde træningen i eget regi. At kommunen så med stor sandsynlighed ikke spare penge ved at beholde opgave selv, er anden sag, som nok bliver svær at tage hul på.
Mvh morten
08.01.2012
Peter Hansen
Kære Morten
Læs følgende brev:
http://www.ft.dk/samling/20081/almdel/suu/spm/311/svar/608284/655757.pdf
og lad os blive enig eller finde ud af hvad der er korrekt.
Med venlig hilsen
Peter Hansen
08.01.2012
Morten Graversen
Kære Peter
Jeg har læst filen og kan ikke helt finde det der omhandler genoptræningsplaner, men kun se det der omhandler vederlagsfriordningen. Så hvordan vi bliver enige ved jeg ikke lige, men tror egentlig nok vi er det alligevel :)
Mvh morten
08.01.2012
Peter Hansen
Ja, Morten... livet er ikke for nybegyndere.
Men som udgangspunkt, hvorfor skulle kommunerne pludselig have retten til at bestemme i det tilfælde du nævner.
Men jeg kan se en ligende problematik har været taget op her:
http://fysio.dk/praksis/Overenskomst-og-takster/Vederlagsfri-fysioterapi/Svar-fra-folketinget/
Med venlig hilsen
Peter
09.01.2012
Kim
Peter, de links du henviser til omhandler vel vederlagsfysioterapi, som Morten også påpeger.
Når en borgere udskrives fra sygehuset med en genoptræningsplan, har borgeren selvfølgelig frit valg med hensyn til hvor genoptræningen skal foregå. Hvis borgeren vælger at knytte sin genoptræning til privatsektoren, så skal de selv betale, hvorimod hvis de vælger det kommunale regi, så er det et gratis tilbud.
Jeg arbejder selv kommunalt, og oplever oftest at ventetiden på 14dage(som jeg husker er lovgivningsbestemt) overholdes. At sænke ventetiden til en uge, vil kræve flere ressourcer eller en markant serviceforringelse i forhold til antallet behandlingstimer, borgeren tilbydes.
I første omgang vil det være at optimere overdragelsen af borgeren fra sygehusene til kommunerne, de elektroniske overleveringer. Altså det administrative arbejde inden genoptræningsplanerne lander hos de kommunale fysioterapeuter. Der kan gå en del dage inden det sker.
09.01.2012
Ann Sofie Orth, politisk konsulent Danske Fysioterapeuter
Kære debattører
Reglerne om frit valg på træningsområdet i kommunerne er lidt knudrede, så her kommer lige en kort gennemgang.
Specialiseret genoptræning efter sundhedsloven, dvs. med genoptræningsplan: I medfør af reglerne om frit sygehusvalg har patienten, der skal modtage specialiseret ambulant genoptræning, mulighed for at vælge et andet sygehus.
Almen genoptræning efter sundhedsloven, dvs. med genoptræningsplan: Der er frit valg til andre kommuners kommunale tilbud, men kun hvis den anden kommune har kapacitet. Der er ikke frit valg til andre kommuners aftaler med private leverandører f.eks. klinikker for fysioterapi. I egen kommune er der frit valg mellem kommunens egne tilbud, men kun frit valg til private leverandører, hvis kommunalbestyrelsen har besluttet, at der skal være flere tilbud end det kommunale.
Vedligeholdende træning efter serviceloven: Der er kun frit valg, hvis kommunalbestyrelsen har besluttet, at der skal være flere tilbud end det kommunale.
Vederlagsfri fysioterapi: Personer, der er henvist til vederlagsfri fysioterapi eller vederlagsfri ridefysioterapi, kan frit vælge mellem praktiserende fysioterapeuter eller kommunale tilbud. Der er også frit valg til andre kommuners kommunale tilbud, hvis den anden kommune har kapacitet.
Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse har i 2008 besluttet, at foreningen arbejder for udvidelse af patientens frie valg til også at dække genoptræning efter sundheds- og servicelovene.
Hele regelsættet fremgår af Vejledning om træning i kommuner og regioner, der kan læses i sin helhed på dette link https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=128698
Fortsat god debat.