Ny lov om vederlagsfri ordning vedtaget
13.06.2008, af
Ann Sofie Orth
Som en af de sidste handlinger inden sommerferien vedtog Folketinget i går de nye regler for vederlagsfri fysioterapi. Ændringen indebærer bl.a., at patienten får frit valg mellem praktiserende fysioterapeut og kommunale tilbud. Danske Fysioterapeuter opfordrer sundhedsministeriet til at lave ny vejledning hurtigst muligt.
Føljetonen om ændringerne for den vederlagsfrie ordning er nu ved at finde en ende: Folketinget har vedtaget de nødvendige ændringer i sundhedsloven, som er forudsætningen for den nye ordning.
Sundhedsloven får tilføjet en ny §140a, hvoraf fremgår, at det er kommunalbestyrelsens opgave at tilbyde vederlagsfri fysioterapi hos en fysioterapeut i praksissektoren. Patienten kan få denne behandling efter lægehenvisning og skal derfor ikke gennem f.eks. kommunal visitation. Kommunalbestyrelsen kan herudover tilbyde vederlagsfri behandling hos en fysioterapeut efter lægehenvisning ved at etablere tilbud om fysioterapi på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser eller private institutioner. De nærmere regler om patientens frie valg skal fastsættes af Sundheds- og Forebyggelsesministeriet.
Danske Fysioterapeuter opfordrer ministeriet til at have vejledningen til de nye §§ klar hurtigst muligt.
Lovforslaget blev enstemmigt vedtaget.
Danske Fysioterapeuter forhandler tilpasninger af landsoverenskomsterne om henholdsvis fysioterapi og vederlagsfri fysioterapi med Danske Regioner og KL, herunder vedrørende praksisplanlægning, samarbejdsudvalgsstruktur og administration. Nyt herom forventes inden sommerferien.
Redigeret af :
Sanne-Maria Bjerno,
14.12.2012
Til top