Fysio

 

Patienter er tilfredse med vederlagsfri fysioterapi

11.10.2011, af kommunikationschef Mikael Mølgaard


 
1

96 procent af de patienter, der får vederlagsfri fysioterapi, er tilfredse med behandlingen. Det viser en spørgeskemaundersøgelse blandt 3000 patienter. Læs undersøgelsen, der kan downloades fra fysio.dk

vf-main I maj 2003 gennemførte man en lignende undersøgelse, nemlig en evaluering af 289 klinikker i Danmark. Også dengang var tilfredsheden udbredt, dog ikke i forhold til de fysiske rammer, så her er der tale om en mærkbar forbedring.

Hent undersøgelsen

96 procent af patienterne, der får vederlagsfri fysioterapi, er tilfredse med den behandling, de får hos deres fysioterapeut. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, ”Patienters vurdering af vederlagsfri fysioterapi”, der er udført af Enheden for Brugerundersøgelser på vegne af Danske Fysioterapeuter. Spørgeskemaet er udsendt til 3000 patienter, og 74 procent har besvaret skemaet, hvilket er en høj svarprocent.

Den fysioterapeutiske behandling hjælper patienterne med at bevare deres funktionsniveau, og fysioterapeuten er god til at lytte. Sådan lyder vurderingen fra henholdsvis 96 og 97 procent af patienterne. I undersøgelsen peges der på, at disse to forhold tillægger patienterne stor betydning.

Gode fysiske rammer
Generelt er der stor tilfredshed med de fysiske rammer på klinikkerne. 96 procent vurderer, at behandlingsrummet er behageligt at være i, og at klinikkerne råder over de nødvendige behandlingsredskaber. Der er også tilfredshed med træningslokalerne når det gælder individuel træning, mens der er lidt færre, som vurderer at træningslokalerne er velegnede til holdtræning. Her er 11 procent ikke tilfredse.

Patienterne er også generelt tilfredse med servicen på klinikkerne. Det er let at kommer i kontakt med klinikkens personale, og vurderingen er, at hjemmesiderne indeholder de relevante informationer. Der er dog lidt færre, som er tilfredse med tidsbestillingen. Her ønsker 9 procent bedre muligheder for at vælge behandlingstider, som ”passer til mig.”

Knap 3 ud af 4 patienter gør brug af muligheden for selv at vælge hvilken klinik, de ønsker at bliver behandlet på, mens 12 procent ikke kender til fritvalgs-ordningen. Når patienterne vælger klinik, lægger de primært vægt på fysioterapeutens viden om deres sygdom, samt de anbefalinger, som den praktiserende læge eller hospitalslægen kommer med.

Plads til forbedringer
Selv om der generelt er tilfredshed med den fysioterapeutiske behandling, er der på nogle områder plads til forbedringer, påpeges det i undersøgelsen. Hver 10. patient vurderer, at de ikke er blevet undersøgt godt og grundigt at deres fysioterapeut eller informeret godt om deres sygdom. Størst utilfredshed er der i relation til behandlingsplanen og patientinddragelsen. Her vurderer 15 procent, at der ikke er lagt en plan med klare mål for behandlingen, 16 procent at de ikke har været inddraget i at opstille mål og plan for behandlingen, mens 18 procent ikke mener, at fysioterapeuten i tilstrækkelig grad har vejledt om livsstilens betydning for sygdommen.

Interviews med patienter og fysioterapeuter
Undersøgelsen er den første af to undersøgelser, som skal kortlægge patienternes overordnede vurdering af den vederlagsfri fysioterapi. Den efterfølgende undersøgelse er lige sat i gang og bygger på interviews med patienter og fysioterapeuter. Her vil der være fokus på inddragelse af patienter, behandlingsplan og vejledning om livsstilens betydning for sygdommen. De tre områder, som denne undersøgelse har vist, at patienterne er mindst tilfredse med.

Der er omkring 55.000 mennesker i Danmark med svære fysiske handicaps, der får vederlagsfri fysioterapi.

Hent undersøgelsen

Redigeret af : Christoffer Grann, 11.10.2011

Til top
1

Kommentarer på artiklen

28.11.2011 lise neukirch Tak for undersøgelse, glimrende at der bliver set på dette felt, Blot er det beskæmmende at DF i sine rapporteringer af undersøgelsesresultaterne (se resumé) ikke fremhæver at patienterne med erhvervede neurologiske lidelse ikke er tilfredse med fysioterapeuternes grundighed i den kliniske undersøgelse samtidig med at de peger på manglende information om sygdommen. En meget vigtig pointe, der fremhæver at fysioterapeuterne ikke er tilstrækkelig professionelle i deres eget fag!. Meget beklageligt! Dette burde DF femhæve og problematisere.

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar

Relevante emneord

 

 

 

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld