Fysio

 

Professionsudvikling på dagsordenen

25.05.2009, af Mikael Mølgaard


 
0

Hvor skal fysioterapi som profession bevæge sig hen de næste 10 år? Det giver Danske Fysioterapeuters strategi for professionsudvikling et bud på.

 Fysioterapi skal skabe mere værdi for samfundet, professionen og den enkelte fysioterapeut. Det er målsætningen for den strategi for professionsudvikling, som hovedbestyrelsen vedtog på det seneste møde. Strategien beskriver de mål og indsatsområder, som foreningen skal arbejde for de kommende 10 år.

 Strategien skal sikre, at fysioterapi og fysioterapeuter kan bidrage til mere sundhed i samfundet, blandt andet ved at fysioterapeuter skaber og tilegner sig ny viden og metoder og ved at bidrage med mere effektiv og ressourcebesparende løsninger, eksempelvis ved at lægge nye perspektiver på sundhed. Større professionel autonomi og anerkendelse skal give mere værdi for professionen og sikre en stærk faglig profil og et positivt omdømme i samfundet.

Mens værdien for den enkelte fysioterapeut vil være i form af gode faglige udviklingsmuligheder samt attraktive jobs og løn.

Udgangspunktet er, at fysioterapi skal være evidensbaseret. Fysioterapi skal være baseret på forskning og videnskabelighed og være kendetegnet ved, at fysioterapeuter systematisk anvender evidensbaseret behandling og metoder i den kliniske praksis.

I strategien opstilles indsatsen på tre hovedområder: forskning, uddannelse og praksisudvikling.

Mere forskning og flere forskere

De seneste år har Danske Fysioterapeuter været med til at udvikle en forskningsenhed på Syddansk Universitet, hvor der er etableret to professorater. Desuden er der et klinisk professorat på Københavns Universitet. Derudover uddeler foreningens to fonde, Forskningsfonden og Praksisfonden, hvert år 5,5 millioner til forsknings- og udviklingsprojekter, mens foreningen senest har nedsat et videnskabeligt råd, som skal rådgive hovedbestyrelsen, ligesom det er besluttet at etablere en fundraisingfunktion for at skaffe forskningsmidler til foreningens medlemmer.

Frem mod 2019 er målene at sikre mere forskning og flere forskere. Om 10 år skal der være 200 færdige ph.d.er, der skal beskæftige sig med forskning såvel som være en integreret del af den kliniske praksis.

Det skal blandt andet ske ved, at foreningen arbejder for at skaffe flere forskningsmidler, sikre adgang for fysioterapeuter til relevante forskningsmiljøer og udvikle attraktive stillinger og løn til de færdige ph.d.er. En opgave er endvidere at sikre direkte adgang til ph.d.-uddannelser og stipendier til de studerende.

Forskningsbaseret uddannelse

Danske Fysioterapeuter har de seneste år etableret en specialistordning, der i dag omfatter otte specialer og omfatter 59 specialister, og foreningens Jubilæumsfond uddeler hvert år mere end en halv million kroner til fysioterapeuter, der videreuddanner sig.

Det overordnede mål de næste 10 år er at sikre fysioterapeuter forskningsbaseret grund-, efter- og videreuddannelse. Det skal blandt andet ske ved, at der bliver skabt en forskningsbaseret kandidatuddannelse i fysioterapi, etableret masteruddannelse inden for relevante fysioterapispecialer, og at fysioterapeuter på kandidatniveau sikres direkte adgang til ph.d.

Opgaverne for foreningen de næste år er blandt andet at sikre, at grunduddannelsen giver direkte adgang til kandidatuddannelsen, få udviklet elektronisk registrering af fysioterapeuters kompetencer på mitfysio.dk og få udarbejdet en strategi for recertificering af specialister i fysioterapi.

Kunsten at omsætte forskning til praksis

Danske Fysioterapeuter driver i dag Enheden for kliniske retningslinjer samt måleredskaber, der via fysio.dk giver medlemmerne adgang til kliniske retningslinjer og måleredskaber. Begge dele er med til at sikre, at forskningsresultater kommer i brug i praksis. Fag & Forskning på fysio.dk giver endvidere adgang til forskningsartikler, afhandlinger m.v.

Det overordnede mål på praksisudviklingen frem mod 2019 er at sikre, at borgeren og samfundet får fysioterapiydelser, der er baseret på forskning. Det betyder, at fysioterapeuter skal kunne omsætte forskning til praksis, og at der bliver etableret videnskabelige selskaber i alle relevante specialer inden for fysioterapi.

Opgaverne for Danske Fysioterapeuter de kommende år er blandt andet via overenskomsterne at skaffe fysioterapeuter tid i hverdagen til udviklingsarbejde, at få etableret udviklingsstillinger og sikre, at alle fysioterapeuter får adgang til videnskabelige artikler og databaser. Og så skal der etableres udviklingsmiljøer og udviklingsklinikker.

Tid og retning
 Som sagt er der tale om en politisk strategi, der rækker 10 år frem i tiden. Nogle af målene er foreningen godt i gang med at få indfriet, andre er det formentlig realistisk at opnå i løbet af nogle år, mens en del af målene tidligst vil være nået i 2019.

I Plan 2010, som prioriterer foreningens aktiviteter frem til repræsentantskabsmødet i efteråret 2010, indgår en række aktiviteter fra strategiplanen for professionsudvikling.



Redigeret af : Ann Sofie Orth, 03.07.2009

Til top
0

Kommentarer på artiklen

Kommentar

Felter markeret med * skal udfyldes

       
Send din kommentar