Sundhedsforsikringer og fysioterapeuter
16.03.2009, af
Michael Harbo Paulsen
Hovedbestyrelsen har efter nøje overvejelser lagt sig fast på en holdning til sundhedsforsikringer. Der er ingen tvivl om, at det er en offentlig opgave at levere sundhedsydelser. Danske Fysioterapeuter tager dog til efterretning, at knap en million danskere i dag har en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring
”Det har været en lang proces, men nu er vi til gengæld landet på et godt og afbalanceret resultat”, siger formand Johnny Kuhr. ”Jeg mener, at holdningspapiret om sundhedsforsikringer tager højde for både de etiske overvejelser og det forhold, at sundhedsforsikringer udgør et marked for fysioterapeuter. Samtidig kan vi ikke se bort fra, at der nu rent faktisk findes knap en million sundhedsforsikringer”.
Hovedbestyrelsen i Danske Fysioterapeuter har drøftet foreningens ståsted i forhold til sundhedsforsikringer og sundhedsfremmeordninger siden september 2008. Emnet er bl.a. blevet drøftet på hovedbestyrelseskonferencen i januar. Punktummet på et holdningspapir blev sat på hovedbestyrelsesmødet den 11. marts.
Overvejelser
Der har været flere gennemgående temaer i drøftelserne. Et af temaerne var risikoen for, at sundhedsforsikringer vil underminere det offentlige sundhedsvæsen. Foreningens klare udgangspunkt er nemlig, at det er en offentlig opgave at skal stille sundhedsydelser til rådighed for borgerne.
”Det er klart noget, vi skal holde øje med”, siger Johnny Kuhr. ”Vi skriver derfor i holdningspapiret, at vi mener, at de ansvarlige offentlige myndigheder skal monitorere markedet for sundhedsforsikringer for at sikre sig mod en sådan underminering. Indtil videre er der dog ikke tegn på, at sundhedsforsikringerne har forringet de offentlige ydelser.”
Et andet tema har været spørgsmålet om bruttolønstræk for sundhedsordninger i det offentlige. ”Det har vi sagt nej til”, siger Johnny Kuhr. ”Vi kan ikke støtte, at det offentlige med sundhedsforsikringer konkurrerer med sundhedsydelser, som de offentligt ansatte fysioterapeuter selv er med til at levere.”
Et marked for fysioterapeuter
Under drøftelserne har hovedbestyrelsen hele tiden haft for øje, at ydelser efter sundhedsforsikringer også er en indtægtskilde for de private klinikker.
Der har været enighed i bestyrelsen om, at der er behov for at gå ind i et tættere samarbejde med forsikringsselskaberne om kvaliteten af forsikringsydelserne. Det er bl.a. vigtigt at sikre, at patienterne får det rigtige antal behandlinger i forløbet og den enkelte behandling tager den tid og indeholder de faglige elementer, der er sundhedsfagligt forsvarligt.
Sundhedsfremmeordninger
Sundhedsfremmeordninger på arbejdspladsen har hovedbestyrelsen været positive overfor under hele forløbet . Foreningen mener dog, at der skal stilles visse kvalitetskrav til ydelserne for at sikre det faglige indhold.
Redigeret af :
Ann Sofie Orth,
03.07.2009
Til top