Ventetiden på genoptræning stiger
04.11.2011, af
politisk konsulent Janus Pill Christensen
En helt ny undersøgelse viser, at ventetiden på genoptræning i kommunerne stiger. Der er brug for et meget større politisk fokus på genoptræningsområdet, siger Johnny Kuhr i et interview med P1 morgen.
Ventetiden på genoptræning efter udskrivelse fra sygehus er steget. I dag er det kun 32 pct. af kommunerne, der kan tilbyde genoptræning inden for en uge. I 2010 var det tilfældet i 36 pct. af kommunerne. Det viser en undersøgelse af genoptræningsområdet, som Danske Fysioterapeuter har fået foretaget i samarbejde med Ergoterapeutforeningen, Ældre Sagen og Danske Handicaporganisationer.
Formand for Danske Fysioterapeuter Johnny Kuhr efterlyser mere politisk vilje til at prioritere genoptræningsopgaven.
"Der skal mere politisk fokus på genoptræningsområdet. Det er måske et problem, at der i dag er 98 forskellige kommuner, der skal tage stilling til, hvorledes dette sundhedsområde skal håndteres. Derfor er det positiv, at KL vil arbejde for en fælles ventetidsgaranti i alle kommuner på en uge", siger Johnny Kuhr i et interview med P1 morgen.
Hør hele interviewet med Johnny Kuhr i P1 morgen.
KL - ikke godt nok
Formanden for KL's Social- og Sundhedsudvalg Anny Winther mener ikke, at det er godt nok, at det går den forkerte vej.
"Det er ikke godt nok, at ventetiden i enkelte kommuner er op til 5 uger. Og udviklingen i ventetiden skal ikke gå den forkerte vej", siger Anny Winther til P1 morgen.
Men hun peger samtidig på, at mange kommuner løser opgaven godt, og at der kan være flere forklaringer på, at ventetiden er længere end en uge. Fx venter kommunerne i nogle tilfælde på genoptræningsplanerne fra hospitalerne.
Ministeren har også et ansvar
KL vil tage initiativ til at drøfte ventetiden med ministeren. Anny Winther mener, at kommunerne skal have flere penge til at løfte opgaven, fordi at der har været en stigning i antallet af genoptræningsplaner fra 2008 til 2010 på mellem 20 - 25 pct. uden at kommunerne har fået tilført ekstra midler til opgaven.
Hør hele interviewet med Anny Winther i P1 morgen.
Redigeret af :
Janus Pill Christensen,
09.11.2011
Til top