Hovedbestyrelsen
§ 19.
Stk. 1. Hovedbestyrelsen består af:
formanden
5 regionsformænd
6 øvrige hovedbestyrelsesmedlemmer
1 fysioterapeutstuderende medlem med observatørstatus
Valg af formand
Stk. 2: Formanden, der skal være ordinært medlem af foreningen, vælges ved urafstemning af og blandt samtlige stemmeberettigede medlemmer. Stemmeafgivningen kan ske elektronisk eller skriftligt ved anvendelse af stemmesedler.
Der kræves simpelt absolut flertal af de afgivne stemmer for at blive valgt som formand.
Er dette ikke opnået sker der omvalg mellem de 2 kandidater, der har opnået flest stemmer.
Ved stemmelighed frasorteres ved lodtrækning så mange kandidater blandt de med det højeste stemmetal, at der tilbage er 2 kandidater.
Stk.3: Valget gælder for 4 år og genvalg kan finde sted.
Stk. 4: Funktionstiden starter 1. april i lige år.
Stk.5: Kandidatanmeldelse af formandskandidater skal ske senest 1. december kl. 12 i hvert andet ulige år bilagt mindst 25 stillere af og blandt ordinære medlemmer. Siddende formand, der genopstiller, skal ikke aflevere 25 stillere.
Såfremt der ikke inden nævnte dato er anmeldt kandidater til formandsposten skal hovedbestyrelsen sørge for, at der opstilles mindst 1 kandidat til posten som formand.
Er der ved fristens udløb kun opstillet 1 kandidat, bortfalder valget.
Stk. 6: Kandidaternes navne offentliggøres i førstkommende fagblad og på foreningens hjemmeside og meddeles skriftligt til regionsbestyrelserne.
Stk. 7: Stemmeafgivningen ved formandsvalg skal finde sted 10.-20. februar i lige år efter samme regler, som er angivet i Danske Fysioterapeuters love § 16 stk. 2 d og e.
Optælling af stemmesedler foretages af en af hovedbestyrelsen nedsat optællingskomite.
*Stk. 8: Formanden oppebærer et af repræsentantskabet godkendt vederlag.
Stk. 9: Ved formandsvakance i løbet af formandsperioden, indtræder næstformanden i formandens sted. I ovennævnte tilfælde eller i tilfælde af næstformandens fratræden inden udløbet af funktionsperioden udpeger hovedbestyrelsen en stedfortræder blandt hovedbestyrelsens medlemmer, indtil der snarest belejligt kan ske nyvalg for den resterende del af valgperioden.
Stk. 10: Ved mistillid til formanden kan 25 % af de stemmeberettigede medlemmer forlange urafstemning om valg af formand. Hovedbestyrelsen sørger for, at valgproceduren iværksættes jfr. stk. 3 senest 14 dage efter anmodningens fremsættelse. Frist for anmeldelse af formandskandidater senest 1 måned fra iværksættelse af valgprocedure. Der gælder samme tidsinterval mellem anmeldelse af kandidater og selve valget som ved ordinært valg.
Funktionstiden starter til den 1. en måned efter optælling af valget.
Valget gælder til næste ordinære valg skulle finde sted.
Hovedbestyrelsen konstituerer en formand i tilfælde af vakance i forbindelse med mistillidsvotum.
Valg af 11 hovedbestyrelsesmedlemmer:
Stk. 11. Hovedbestyrelsens 11 medlemmer vælges således:
5 regionsformænd - valgt ved urafstemning i regionerne
6 hovedbestyrelsesmedlemmer - valgt af og blandt repræsentantskabets medlemmer
Ved valg af hovedbestyrelsesmedlemmer tildeles hvert medlem af repræsentantskabet et antal stemmer, der svarer til det antal pladser, der ved valget skal besættes i hovedbestyrelsen. Der må maksimalt afgives 1 stemme på hver kandidat.
Valget gælder for 2 år ad gangen, og genvalg kan finde sted.
Stk. 12. Såfremt et medlem af hovedbestyrelsen udtræder af repræsentantskabet på grund af, at vedkommende udtræder af regionsbestyrelsen, bestyrelsen i fagforum / fraktion / faggruppe eller ophører som tillidsrepræsentant / arbejdsmiljørepræsentant / SU-medlem og dermed ikke valggrundlaget i orden, indtræder suppleanten i den resterende valgperiode. Hvis et hovedbestyrelsesmedlem ikke genvælges til repræsentantskabet men stadig har valggrundlaget i orden, fortsætter vedkommende i hovedbestyrelsen indtil næste repræsentantskabsmøde.
Valg af suppleanter til hovedbestyrelsens 6 repræsentantskabsvalgte medlemmer:
Stk. 13. Suppleanter til hovedbestyrelsens 6 repræsentantskabsvalgte medlemmer vælges af og blandt repræsentantskabets medlemmer
a. Som første suppleant fungerer den kandidat med det højeste stemmetal; kandidaten med det næsthøjeste stemmetal er anden suppleant osv.
b. En suppleant fungerer som stedfortræder for et hovedbestyrelsesmedlem ved vakance. Såfremt et hovedbestyrelsesmedlem ikke er blevet genvalgt til regionsbestyrelsen anses dette ligeledes som vakance.
c. Hvis en suppleant permanent indtræder i stedet for et hovedbestyrelsesmedlem, sidder pågældende svarende til funktionsperioden for det pågældende hovedbestyrelsesmedlem.
d. Suppleanterne tilsendes det samme materiale ( fortrolige sager personsager) fra foreningen som hovedbestyrelsesmedlemmerne.
e. Suppleanterne indkaldes 1 gang årligt til at deltage i et hovedbestyrelsesmøde som observatører
f. Ved valg af suppleanter til de repræsentantskabsvalgte hovedbestyrelsesmedlemmer tildeles hvert medlem af repræsentantskabet et antal stemmer, der svarer til det antal suppleanter, der ved valget skal vælges til hovedbestyrelsen.
Valg af et fysioterapeutstuderende medlem med observatørstatus
Stk. 14. Observatør samt suppleant til hovedbestyrelsen vælges af og blandt samtlige fysioterapeutstuderende medlemmer ved afstemning i september/oktober måned (lige år). Stemmeafgivning kan ske elektronisk eller skriftligt.
For at være gyldig skal Danske Fysioterapeuter have modtaget stemmerne inden det fastsatte tidspunkt for valghandlingens afslutning. Danske Fysioterapeuter foranstalter en vejledning om gennemførslen af valghandlingen.
Valget gælder for 2 år og genvalg kan finde sted.
Ved vakance foretages ekstraordinært valg. Såfremt der i et lige år har været ekstraordinært valg, undlades valget i september/oktober måned, og observatøren sidder til næste valg.
Opgaver
§ 20.
* Stk. 1. Hovedbestyrelsen har ansvaret for ledelsen af Danske Fysioterapeuters virksomhed mellem repræsentantskabsmøderne, den handler under ansvar for repræsentantskabet og skal så vidt muligt forelægge vigtige sager for dette.
Stk. 2. Hovedbestyrelsen er bemyndiget til at foretage de til foreningens drift nødvendige økonomiske dispositioner, herunder træffe bestemmelse om hvorledes foreningens midler skal anbringes.
Hovedbestyrelsen kan meddele prokura.
Stk. 3. Foreningen tegnes af formanden, ved køb, salg og pantsætning af fast ejendom dog af formanden og 2 hovedbestyrelsesmedlemmer i forening.
Stk. 4. Hovedbestyrelsen kan nedsætte rådgivende udvalg og arbejdsgrupper, hvis medlem-mer ikke behøver at være medlemmer af hovedbestyrelsen. Hovedbestyrelsen fastsætter retningslinier for gruppernes sammensætning og virksomhed.
Forretningsorden
§ 21.
Stk. 1. Hovedbestyrelsen begynder sin funktionstid straks efter det ordinære repræsentantskabsmøde.
Stk. 2. Den konstituerer sig på sit første ordinære møde ved at vælge en næstformand og fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.
Stk. 3. Hovedbestyrelsen sammenkaldes til møde af formanden så ofte denne eller 2 medlemmer af hovedbestyrelsen finder det ønskeligt.
Indkaldelse og dagsorden udsendes senest 1 uge før mødet.
Stk. 4. Hovedbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 7 af dens medlemmer er til stede, og den træffer sine afgørelser ved simpelt flertal.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 5. Godkendt referat udsendes til repræsentantskabet snarest efter godkendelse i hovedbestyrelsen.
Stk. 6. Til hovedbestyrelsesmedlemmer og medlemmer af arbejdsgrupper og udvalg udbetales rejsegodtgørelse og godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste efter samme regler som for repræsentantskabets medlemmer.
Kollegiale vedtægter
§ 22.
Repræsentantskabet fastsætter det nærmere indhold af foreningens kollegiale vedtægter.
Foreningens sekretariat
§ 23.
Hovedbestyrelsen drager omsorg for at etablere et sekretariat. Hovedbestyrelsen ansætter det til sekretariatets drift nødvendige personale, herunder en leder.
Fagbladet
§ 24.
Danske Fysioterapeuter udgiver et fagblad, som sendes til samtlige medlemmer.
Regnskab og revision
§ 25.
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Ved regnskabsårets slutning drager hovedbestyrelsen omsorg for, at der udarbejdes driftsregnskab, status og budget. Regnskabet skal revideres af den af repræsentantskabet valgte statsautoriserede revisor.
Redigeret af : Janus Pill Christensen, 05.01.2011
Til top