Fysio

Sundhedspolitik

 


Princip:

Sundhed er fysisk, psykisk og socialt velvære og ikke kun fravær af sygdom eller svækkelse (WHO). Det er et mål for Danske Fysioterapeuter at give mennesker mulighed for at handle ud fra denne sundhedsopfattelse og på en måde, som understøtter og er i overensstemmelse med deres egne mål, planer eller forestillinger.
Danske Fysioterapeuter arbejder for at fremme sundhed, livskvalitet og handlekompetence samt forebygge funktionstab og begrænsninger hos det enkelte menneske.

Danske Fysioterapeuter mener:

  • At det er en offentlig opgave at stille sundhedsydelser til rådighed for borgerne. Danske Fysioterapeuter er tilhænger af et stærkt offentligt sundhedsvæsen, der har de nødvendige faglige og økonomiske ressourcer.
  • At der skal være information om kvaliteten af og tilgængeligheden til sundhedsvæsenets ydelser.
  • At det offentlige, det være sig stat, region eller kommune, har ansvaret for at sikre fri og lige adgang til sundhedsydelser, herunder ydelser inden for forebyggelse og sundhedsfremme.
  • At brugerbetaling på sundhedsydelser bør afskaffes.


Derfor arbejder Danske Fysioterapeuter for:

  • At det samlede sundhedsvæsen tilføres de nødvendige ressourcer til behandling, forebyggelse og sundhedsfremme.
  • At hvis der anvendes brugerbetaling sker det ud fra gennemsigtige sundhedsfaglige og politiske prioriteringer.
  • At der ved opgavernes organisering tages hensyn til lokale og regionale muligheder.
  • At borgernes valg af sundhedsydelser skal ske på et kvalificeret og oplyst grundlag.
  • At der nationalt laves faglige kvalitetsstandarder, som enhver leverandør af sundhedsydelser, uanset sektor er forpligtet til at følge.
  • At den fysioterapeutiske indsats under hensyntagen til fagligheden tilbydes i borgernes nærmiljø.
  • At den fysioterapeutiske indsats sikres faglige ressourcer samt gode rammer og normeringer
  • At klinikker for fysioterapi fortsat skal indgå som del af det offentlige sundhedstilbud og udvikles i lighed med de øvrige offentlige tilbud.
     


Danske Fysioterapeuter mener:

  • At forbedring af folkesundheden er et samfundsanliggende.
  • At behandlende, forebyggende og sundhedsfremmende aktiviteter skal imødegå den sociale ulighed i sundhed og fremme sundhed for alle borgere.
  • At der bør være en stærk sammenhæng mellem social- og sundhedspolitik.
  • At opgaven med at fremme befolkningens sundhed er et tværfagligt og tværsektorielt anliggende, der har udgangspunkt i et sundhedsvæsen, der til enhver tid tilgodeser befolkningens og den enkeltes behov for sundhedsfremme, forebyggelse og behandling.
  • At sundhedsvæsenet bør fungere som et koordineret og sammenhængende system, hvor den fysioterapeutiske kompetence kommer til udtryk både selvstændigt og i sammenhæng med de øvrige sundhedsprofessionelle.


Derfor arbejder Danske Fysioterapeuter for:

  • At det tværsektorielle samarbejde tager sit udgangspunkt i borgerens behov, og at ansvarsfordelingen tydeliggøres til gavn for borgere og samfund.
  • At der sættes særligt fokus på udsatte befolkningsgrupper.
  • At det tværfaglige samarbejde mellem faggrupper, professioner og organisationer styrkes såvel nationalt som lokalt.
  • At få indflydelse på sundhedsplanlægningen nationalt og lokalt, således at den fysioterapeutiske indsats sikres og udvikles.
  • At den fysioterapeutiske indsats anerkendes som et vigtigt og gennemgående element i sundhedsindsatsen over for borgeren.


Redigeret af : Karin Kofoed Næsager, 30.06.2009

Til top

 

 

 

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld