Da praksissektoren ved den seneste overenskomstfornyelse fik en aftale igennem om et forsøg med etablering af udviklings-klinikker, var det opfyldelsen af et længe næret ønske i Danske Fysioterapeuter.
Udviklingsklinikken startede op d. 1. april 2010 og har indgået en aftale med Praksisfonden med på forhånd godkendte vilkår vedrørende opgaveløsning og økonomi. Fagligt Udvalg er styregruppe for projektet og udvalget har opstillet kriterier og krav til udviklingsklinikken. Dette gælder blandt andet krav til faciliteter, faglighed og kompetencer på klinikken og krav til udviklingsklinikkens projektansvarliges kvalifikationer.
Det er aftalt, at indsatsområdet bliver patienter med nakkebesvær og at fokus i kvalitetsudviklingsprojektet på udviklingsklinikken lægges på implementering af nuværende viden og evidens.
Som en del af udviklingsklinikken vil der indgå et ph.d. projekt og den videnskabelige institution bliver Forsknings Initiativet i Fysioterapi, Syddansk Universitet. Fokusområdet for ph.d. projektet bliver forskning indenfor undersøgelse og behandling af nakkeområdet, tæt knyttet til best practice i implementeringsstudiet og med fokus på effekten hos patienten.