Aftale om den vederlagsfri fysioterapi på plads
16.10.2009, af
kommunikationschef Mikael Mølgaard
KL og Danske Fysioterapeuter har indgået en aftale om den vederlagsfri fysioterapi. Det betyder, at anbefalingerne til de praktiserende fysioterapeuter om at afslutte de mest behandlingskrævende patienter ikke længere gælder. Aftalen medfører, at der er mindre sandsynlighed for at honorarerne næste år bliver reguleret nedad, og at der kommer bedre procedurer for og mere dokumentation om hvordan den vederlagsfri ordning fremover bør udvikle sig.
Seks dages intensive forhandlinger skulle der til at få en aftale om den vederlagsfri fysioterapi på plads. Fredag formiddag kunne Danske Fysioterapeuter og KL sætte det sidste punktum i en aftale, som fremover skal sikre bedre muligheder for at give det rette sundhedsfaglige tilbud inden for den økonomiske ramme.
KL har indvilget i at sætte en række aktiviteter i gang, der giver bedre procedurer og mere dokumentation for hvordan den vederlagsfri ordning fremover bør udvikle sig. Der vil komme bedre kontrolstatistikker, mere præcise procedurer for hvordan undtagelsesbestemmelser kan bruges, og så skal der kigges på hvordan udviklingen af særligt behandlingskrævende patienter har været i ordningen.
De mest behandlingskrævende patienter
Netop de mest behandlingskrævende patienter har Danske Fysioterapeuter ønsket at sætte fokus på af såvel økonomiske som faglige årsager. Mange meget behandlingskrævende patienter kan nemlig sprænge den økonomiske ramme, samtidig med at der er behov for løbende at vurdere hvor disse patienter får det fagligt bedste tilbud.
Derfor skal dialogen mellem kommunerne og de praktiserende fysioterapeuter styrkes om de mest behandlingskrævende patienter. Samtidig skal det undersøges hvilke tilbud kommunerne har til disse patientgrupper, i hvor stort omfang patienterne vælger tilbud i praksissektoren, og hvilke økonomiske konsekvenser de mulige forskydninger mellem sektorerne har på den økonomiske ramme.
KL er enige med Danske Fysioterapeuter om, at der er behov for at få udarbejdet kliniske retningslinjer for de vederlagsfri patienter, og at praksiskonsulenterne skal spille en mere aktiv rolle i forhold til at informere og vejlede klinikkerne.
Mindre sandsynlighed for honorarnedsættelser i 2010
Samtidig medfører aftalen, at sandsynligheden for at honorarerne på den vederlagsfri fysioterapi endnu en gang bliver reguleret ned i april 2010 er blevet markant mindre.
”Hvis det ikke havde været tilfældet, havde vi ikke indgået en aftale,” siger formanden for Danske Fysioterapeuter, Johnny Kuhr.
Selv om KL ikke har tilført flere penge, har helt nye statistikker vist, at det er mindre sandsynligt end først antaget at der sker overskridelser af rammen for den vederlagsfri ordning resten af 2009. Der er dog stadig en opgave i fremadrettet at få sikret en bedre sammenhæng mellem økonomi og patienternes behandlingsbehov.
Forpligtende samarbejde
”Men nu har vi fået forpligtet kommunerne og samarbejdsudvalgene til at samarbejde om den økonomiske ramme og indholdet i den vederlagsfri ordning. Vi har fået et fælles grundlag, så vi kan følge udviklingen i økonomien samtidig med at kommunerne har erkendt, at det er den sundhedsfaglige vurdering der gælder, når patienternes behandlingsbehov skal vurderes,” siger Johnny Kuhr og fortsætter:
”Det giver os et meget bedre grundlag for at få udviklet den vederlagsfri ordning. Men vi har stadig en række udfordringer, ikke mindst i forhold til økonomiprotokollatet, som vi vil tage op i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger næste forår.”
Aktionen havde en virkning
På spørgsmålet om aktionen, hvor de praktiserende fysioterapeuter blev bedt om at afslutte de mest behandlingskrævende patienter og henvise dem til kommunerne, har haft nogen virkning, siger Johnny Kuhr:
”Helt klart. Hvis ikke der havde været så stor opbakning til aktionen, var det ikke lykkedes at få KL tilbage til forhandlingsbordet. Jeg har kunnet mærke under forhandlingerne, at det har gjort indtryk på KL, at så mange praktiserende har bakket op. Et af de klare mål ved aktionen var netop at finde en forhandlingsløsning, hvilket nu er tilfældet. Og så ser jeg selvfølgelig frem til at vi sammen med KL kan finde de gode løsninger, til glæde for patienter og fysioterapeuter.”
Aftalen betyder samtidig, at Danske Fysioterapeuters anbefaling til de praktiserende fysioterapeuter om at afslutte de mest behandlingskrævende patienter, svarende til 8 pct. af patienterne i ordningen, ikke længere gælder.
Redigeret af : Christoffer Grann, 16.10.2009
Til top
16.10.2009
sune Krogh Hansen
godt arbejde!
16.10.2009
per lind
Hvad med den aktuelle reduktion i honoraret? Hvor længe skal det fortsætte?
En del af problemet er jo, at honoraret er sat ned uden forhandling. Er det nu accepteret, eller har KL indvilget i at mødes om årsagerne til ramme-overskridelserne?
16.10.2009
Birthe Stahmer
Helt enig med Sune. Godt arbejde og godt DF stod fast og bakkede de praktisrende op i, at det er den sundhedsfaglige vurdering, der gælder. Jeg har været med, siden den vederlagsfrie ordning blev oprettet og startede som et Tag-selv-bord for snart sagt alle grupper af patienttyper. Så skal jeg da til gengæld love for, der siden da blev spændt et bæltehul ind ved hver overenskomst, og hver gang blev det de praktiserende fysioterapeuters sure opgave at håndtere de nye stramninger og meddele dem til patienterne. Skønt vi aldrig har haft henvisningsretten til den vederlagsfrie behandling, blev vi stillet til ansvar for overholdelse af de økonomiske rammer og kunne straffes på økonomien, hvis feks. lægerne ikke rettede ind efter de nye, strammere regler. Vi har mange gange været klemt mellem patienter, læger og overenskomsten.
Kommunerne fandt ligeledes snart ud af at sænke deres økonomiske udgifter ved at få mange af deres plejehjemsbeboere og andre typer patienter med behov for hjemmepleje ind over den vederlagsfrie ordning vedr. fysioterapi. Selvsagt handler dette om meget behandlingskrævende ptt., Kommunerne kunne således nedsætte antallet af distriktsfysioterapeuter ved at bruge de praktiserende fysioterapeuter til at behandle patienter.
Da myndighedsansvaret for vederlagsfri fysioterapi så blev overdraget til kommunerne skete det som frygtet, at de ikke var klædt på til opgaven gennem de mange års samarbejde, der havde været mellem amter og DF. Som frygtet regnede kommunerne med at de havde fået en ny flok ansatte at dirigere rundt med efter de forhåndværende penges princip og ikke efter de sundhedsfaglige vurderinger, og de havde helt glemt at lægge de penge, de selv sparede ved ikke at skulle servicere den tungeste gruppe borgere med i puljen. Man kunne måske have ønsket, at amterne i sin tid havde afkrævet honorar af kommunerne. Der kan vist ikke være tvivl om, at den vederlagsfrie fysioterapi fylder meget i klinikkerne, og at det er tunge og tidskrævende grupper, vi har med at gøre. Da det samtidig er de svageste grupper, der samtidig ofte ikke kan råbe op, når de rammes, er det desto vigtigere, at både fysioterapeuter, patienter, patientforeninger, pårørende og nu forhåbentlig også kommunerne står sammen om at sikre et sundhedsfagligt anstændigt tilbud til denne gruppe patienter og vide, at godt nok fylder gruppen meget økonomisk på klinikkerne; men det kræver sandelig også et store resourcer og store fasciliteter at servicere svært handicappede mennesker.
TAK til DF for resolut reaktion.
16.10.2009
Sanne Jensen
Dejligt med en løsning, dog med en noget vag formulering "mindre sandsynligt at honorarerne justeres ned til næste år" er glasset mon halvfyldt eller halvtomt?
Men vi opnåede hvad vi ville, fik KL til forhandlingsbordet og gjort klart at de ikke bare kan trække noget ned over hovederne på os privat praktisende.
Et klart krav til næste OK må være: Slut med kollektiv afstraffelse for overskridelse af rammen! Lad os sætte det på dagsorden og lade dem der bør straffes tage skraldet.
Men godt gået til forhandlingsdelegationen og go weekend, det har I fortjent;-)
16.10.2009
Allan Jensen
Super der er en forhandlingsløsning. Kommunerne ville slet ikke kunne lave en "nødløsning".
Godt arbejde.
16.10.2009
Ejnar Thorsen
Tillykke DF - flot arbejde. Nu er der et grundlag at arbejde videre på.
Bedre kontrolstatistikker og opstramning af brugen af særlig tidskrævende tillæg kan rydde lidt op i egne rækker. De særlig behandlingskrævende vil vi gerne behandle, hvis rammen giver plads. Hvad sker der med honorarnedsættelsen pr. 1.10.09.?
17.10.2009
Marianne Breyen
Tillykke med det opnåede resultat. Godt at den igangværende konflikt ikke kom til at vare resten af året, både for os og for patienterne. Jeg er dog bekymret for den honorarnedsættelse der er sket, vi er gået 1,5% ned i honorar på de vederlagsfri patienter, hvilket selvfølgelig ikke er acceptabelt, specielt fordi vi ikke har fået dokumentation for at det er vores adfærd der har ændret sig. Hvordan stiller KL sig til dette? Er det bare en besparelse for kommunerne indtil 1. april 2010 som vi skal betale?
18.10.2009
Mona Blenstrup
Dem der "tager skraldet" er for eksempel mig. Men jeg tager også de patienter, som ingen andre gider røre ved, fordi de netop er meget personale- og behandingskrævende. Min klinik er bygget til formålet.
Hvis jeg skal "tage skraldet" for andre må det også være andre, der hjælper med at bære skraldet ud. Jeg har dog investeret i plads, udstyr og hjælpepersonale,
hvilket andre ikke har gjort. Derfor kan (vil) de fortsat ikke tage vare på den type lægehenviste patienter.
Så det synes for mig også at være ukollegialt at læsse skraldet over på andre på op til flere måder.
Jeg tror at man kunne spare meget, hvis plejehjemsbeboere blev taget ud af statestikken. Der er klinikker, der netop bruger mange ressourcer på at køre kilometervis for at behandle denne type patienter. Og det er vel ikke rimeligt, at de tæller med i de andre vederllagsfri patienter? Det er direkte kommunalt arbejde i mine øjne.
19.10.2009
Tina Butzback Jensen
Kan kun bakke op omkring DF's flotte arbejde for at få et forlig på plads med KL - det kunne vi ikke være foruden.
Men når det så er sagt, så betaler vi praktiserende i den grad prisen i disse dage. De seneste uger har vi på opfordring fra DF arbejet intens på at underrette de hårdest ramte spec. 62 patienter om denne kritiske situation. Sluttet en masse af dem, skrevet epikriser til lægerne, underrettet kommunerne og ikke mindst skulle stå skoleret for de pårørende, som jo slet ikke kan sætte sig ind i situationen. Alt dette har kostet tid og kræfter, ulønnet vel at mærke, som jeg tror vi alle har været villige til at yde, da vi kæmpede for en fælles sag, nemlig for at undgå honorarnedsættelser fremover.
Så møder man på abejde her mandag morgen, første arbejdsdag efter DF har meldt ud at "aktionen" tilsyneladende er afblæst. Noget frustrerende for de patienter der for en uge siden fik af vide at behandlingen ikke kunne fortsætte. Det kan man forstå, men ærgeligt er det, at kommunerne tilsyneladende ikke er sene til at gøre de overleverede patienter opmærksomme på, at aktionen nu vitterlig er afblæst og at de nu trygt kan vende retur til deres respektive fysioterapeuter.
Giv os en chance kære kollegaer. Vi har idag haft såvel patienter som pårørende i telefonen, henvist fra kommunerne. De kan knapt have nået at behandle de sager vi har overdraget til dem, eller taget stilling til de patienter vi har sluttet, før vi praktiserende får dem alle retur igen - også dem på plejehjemmene............... Det kan ikke være rimeligt.
Kan vi dog ikke hjælpe hinanden i denne situation, så vi bærer byrden ligeværdigt, og udnytte denne aktion til at dele sol og vind lige. Der ligger et stort ansvar hos de praktiserende men det gør der i aller højeste grad også hos kommunerne. Hvor er det lige myndighedsansvaret ligger?
20.10.2009
Anders Jørgensen
Ja tillykke med at få KL til bordet. Men det er da slående at vi intet konkret har fået ud af det. Igen vage formuleringer som "mindre sandsynligt" og "hvordan ordningen bør udvikle sig"..... Ikke noget om nedsættelserne pr. 1.10.09 og sjovt nok heller ikke en reaktion fra DF på de mange ovenstående spørgsmål desangående.
Helt sikkert ros til "os" for at have fået dem til bordet men som jeg ser det har vi ikke rigtig fået serveret noget nyt! Spændende at høre hvad VI får ud af aftalen.
20.10.2009
Anders Jørgensen
Glemte lige at rose den store vinder KL som fik præcis den gratis omgang vi var flere der frygtede. TILLYKKE
20.10.2009
Mona Blenstrup
anders,jeg er helt og aldeles enig i dine synspunkter omkring resultat for denne triumf.
jeg kan slet ikke få øje på noget resultatandet end en snak. en sludder for en sladder - intet konkret.
Hvorfor dog råbe hurra og ønske tillykke for det?
Først smider man patienter ud med øjeblikkelig virkning, og nu skal de så tilbage, men honoraret er stadigt i en størrelse, der fik situationen til at opstå.
Jeg kalder det komplet talentløst.
20.10.2009
Lars Nielsen
Til dig Mona
Du virker enormt negativ, og jeg vil ikke kommentere på om du har ret eller ej. Jeg vil blot konstatere at jeg undrer mig over at du ikke deltog i mødet omkring emnet, der burde du havde forklaret alle os andre hvordan denne kage skulle skæres.
20.10.2009
Freddie Julsgaard
Jeg mener der ligger et arbejde ovenpå denne omgang, nemlig at der bliver ryddet op i egne rækker, fx mht tillæg 114(tidskrævende indsats), så er det ikke i orden at det skrives på hver gang, uden nogen anden grund end at det er en vederlagsfri pt!
Ellers synes jeg at det har været godt at se opbakningen omkring aktionen, som også tilsyneladende har haft en gennemslagskraft. Det har gjort ondt på både fysser og pt'er, men heldigvis ikke ret længe.
At få KL til bordet igen var vel formålet med aktionen og det er jo lykkedes. Omend der snakkes i temmelig vage vendinger mht at undgå yderligere takstnedsættelser. Takstnedsættelsen pr. 1 okt kan jeg leve med.
21.10.2009
Jens Peter Vejbæk
Det er Danske Fysioterapeuters opfattelse, at beslutningen om honorarmodregningen pr. 1. oktober 2009 blev taget af RLTN udelukkende ud fra et økonomistyringshensyn. Det er også vores opfattelse, at beslutningen blev taget uden at overskridelsen af rammen for 2008 var afdækket og analyseret. Men vi må konstatere, at RLTN ikke har været indstillet på at åbne op for forhandlinger vedrørende den aktuelle modregning i honorarerne. Honorarmodregningen vil derfor fortsætte, indtil enten den økonomiske ramme er overholdt eller der er indgået en anden aftale, herunder i forbindelse med den årlige vurdering af udgiftsudviklingen i forhold til rammen og forhandlingerne herom, samt de kommende forhandlinger om fornyelse af overenskomsten. Det er vores opfattelse, at den aftale vi har indgået nu giver os et bedre grundlag for at undgå honorarmodregning i fremtiden.
21.10.2009
Ulla Høgsman
Jeg har paresis cerebralis infantilis, og jeg har i mere end 40 år haft glæde af fysioterapi ydet som rideterapi, og jeg har haft den fornøjelse persoligt at kende stifteren af ordningen om vederlagsfri rideterapi, nu afdøde Gurli Andrsen, Ribe, og har fulgt med i udviklingen af denne ordning fra starten. Det er fint, at der holdes fokus på de sværest handicappde brugere af den vederlagsfri ordnning, fordi det er nødvendig til stadighed gennem dialog at vurdere den fysiske og psykiske og sociale effekt af behandlingen, samt at sætte fokus på fysioterapeuternes kompetencer og ressourcer.
21.10.2009
Tina Bruhn
Som kommunalt ansat terapeut, har det været og er det en skræmmende læsning der i disse dage foregår på Fysio.dk.
Der er et klart dilemma ved at private og kommunale terapeuter repræsenteres af samme forening. For hvor er jeg som kommunal terapeut repræsenteret i disse dage, når der skydes med skarpt på hvad kommunen kan og vil levere til dens borgere?
På samme måde som de privatpraktiserende fra den ene dag til den anden skulle overdrage deres tunge vederlagsfrie ptér til kommunen, ja- så skulle vi være klar til at modtage dem på ordentlig vis...også fra den ene dag til den anden. Pt´erne var begyndt at komme, og der var ansat en terapeut til at tage denne opgave. Den skulle løses ordentligt, og borgeren skulle have det træning de er så afhængige af og har krav på. Nu kan vi så, lige som de praktisrende, blæse det hele af...og fortsætte vores gode arbejde.
Det ville være rart med et lidt nuanceret billede af hvordan ændringer også påvirker andre end lige de praktiserende, og lidt respekt for den store gruppe af kommunale terapeuter der også repræsenteres i foreningen.
Samtidigt tillykke med sejren. Det betaler sig at råbe op og holde sammen, når man har en sag at kæmpe for.
22.10.2009
Mona Blenstrup
Lars. du synes jeg er negativ, men måske kan jeg bare slet ikke få øje på det faglige ved at smide patienter ud af økonomiske årsager og så tage dem tilbage under samme økonomi. Det virker helt talentløst på mig.
Derudovoer kunne du have læst andet sted i denne debat, at jeg var til møde på Fyn samme aften, som informationsmødet skulle holdes på Sjælland.
For mig at se er der slet ikke skabt noget resultat i denne pseudokonflikt.
Bagrunden for at annulere behanldingen af de svageste patienter, var at man ikke ville arbejde til nedsat takst, og det har man så allievel beslutet at fortsætte med.
Det var da et skridt frem og et tilbage.
Det kan da godt være at du har denmening, at man er negativ, når man ikke er enige, men det er nu engang forudsætningen for dialog. ellers er det jo bare eftersynkronisering.