Danske Handicaporganisationer kritiserer overenskomst
08.10.2009, af
Anne Guldager, ag@fysio.dk
I et brev til blandt andre KL og sundhedsministeren fremhæver Danske Handicaporganisationer det uacceptable i en aftale, der ud fra rent økonomiske kalkuler bestemmer det sundhedsfaglige serviceniveau
Danske Handicaporganisationer (DH) melder sig nu også på banen i konflikten mellem Danske Fysioterapeuter og KL om reguleringen af honoraret for behandling af vederlagsfri patienter.
DH ønsker ikke at vælge side og skriver, at ingen af parterne må tage patienterne som gidsler. Men samtidig kommer organisationen med en skarp kritik af den måde, økonomien i ordningen reguleres på. I brevet står blandt andet:
”Det er uacceptabelt, at overenskomsten mellem Kommunernes Landsforening og Danske Fysioterapeuter omfatter en aftale, der, ud fra rent økonomiske kalkuler, bestemmer det behandlingsfaglige serviceniveau".
"Denne del af aftalen begrænser fysioterapeutens frihed til at skræddersy behandlingen efter den enkelte patients behov. Og når en overskridelse af budgettet modregnes i honorarerne, modtager fysioterapeuterne en ringere honorering for behandling af borgere med ”et svært handicap” end for andre borgere. Det er ikke rimeligt".
"Vi vil derfor gerne benytte lejligheden til endnu en gang at tage afstand fra ordningens nuværende aftalegrundlag, hvor kvaliteten baseres på en økonomisk formel og ikke på borgernes behov”.
DH opfordrer derfor til, at sundhedsministeren i løbet af foråret 2010 vil tage initiativ til den kvalitetsudviklingsproces af ordningen, som var del af den politiske aftale fra 2007 om overflytning af myndighedsansvaret.
Redigeret af : Christoffer Grann, 16.10.2009
Til top
09.10.2009
Anders Jørgensen
Hej Alle.
Her er så en artikel hvor den kære formand fra KL demonstrerer at han godt ved den er gal når man straffer et system som er hårdt belagt. Kan kvit og frit benyttes til kontakt med KL.
http://politiken.dk/politik/article805938.ece
M.V.H.
12.10.2009
jannie viholt
Det er simpelthen for meget, at så store organisationer tager en så lille gruppe mennekser, som har så hårdt brug for deres behandling, som gidsler!!
Jeg har selv en handicappet datter, som har brug for hendes behandlinger for overhovedet at kunne fungere.
Det her rammer de forkerte - de har ingen indflydelse på økonomien i dette spil og jeg håber at der komme nogle politikere frem og sørger for at denne lille gruppe ikke skal vente i måneder på at få en rimelig tilværelse.
For en kørestolsbruger betyder manglen på disse behandlinger, at kroppens sener vil blive for korte på ganske kort tid og det vil medføre en masse besvær og faktisk gøre den i forvejen lammede dårligere.
Desuden vil nogen få så mange spamer at de ikke kan klare sig selv længere, fordi benene vil trække dem ned fra toilet, badestol o.s.v.
FIND EN LØSNING!!! OG DET KAN KUN GÅ FOR LANGSOMT!!!
En mor som intet har til overs for nogen af de "institutioner" som kan få sig selv til at bruge menneskers nød som "bekæmpningsmiddel".
12.10.2009
Mona Blenstrup
Kære Jannie
Det er en skrækkelig situation, du er kommet i.
Jeg er helt enig i dit synspunkt, at det kun går ud over de svageste.
Havde håbet, at vi havde holdt en totalstrejke i stedet. Det havde ramt alle og haft større effekt.
Denne form for aktion, kan jeg slet ikke gå ind for.
13.10.2009
Sune Krogh Hansen
Jeg er helt enig med dig Jannie, i at det er en skrækkelig situation Kommunernes Landsforening har sat patienterne i.
Jeg mener at de patienter vi, pga KL stramning, ikke længere må behandle, har brug for fysioterapi. Det er på tide KL løfter sit ansvar sætter sig til forhandlingsbordet og finder en løsning som tjener patienternes bedste.