Fysioterapeuter skal holde sig fagligt ajour
27.10.2010, af
faglig redaktør Vibeke Pilmark
For at fysioterapeuter kan arbejde så evidensbaseret som muligt er det nødvendigt at vedligeholde kompetencerne, lyder det fra Fagforum for henholdsvis Idrætsfysioterapi; Mekanisk Diagnostik og Terapi og Muskuloskeletal Fysioterapi.
Fysioterapeuter, der har gennemført de faglige uddannelser i de tre store fagfora for henholdsvis Idrætsfysioterapi, Mekanisk Diagnostik og Terapi og Muskuloskeletal Fysioterapi, er registrerede på faggruppernes hjemmesider som fysioterapeuter med særlige kompetencer.
For at sikre at de registrerede fysioterapeuter er opdaterede på den nyeste viden, opfordrer bestyrelserne i de tre fagfora, at fysioterapeuterne vedligeholder og fornyer deres viden.
I en fælles skrivelse ”Opfordring til vedligeholdelse af kompetenceniveau” giver de medlemmerne af fagfora et billede af, hvordan kompetencerne kan vedligeholdes og foreslår, at fysioterapeuter, som ikke føler sig opdaterede, trækker sig fra de publicerede lister.
Re-certificering i fremtiden
Bestyrelserne foreslår, at kompetencerne inden for undersøgelse, diagnostik, behandling og træning vedligeholdes ved at deltage på for eksempel årsmøder, kurser, kongresser, relevante efter- og videreuddannelsesforløb, temadage, supervision, studiegrupper mv.
På længere sigt er det bestyrelsernes plan at arbejde videre med en recertificeringsmodel.
Redigeret af :
Vibeke Pilmark,
28.10.2010
Til top
28.10.2010
Morten Topholm
Jeg er helt enige med de tre fagforaer i, at kompetencerne man erhverver sig dels på grunduddannelsen, og dels som efter- og videreuddannelse skal vedligeholdes i en eller anden form.
Recertificering af fysioterapeuters kompetencer er derfor en oplagt mulighed.
Jeg vil mene at på sigt er det formålstjensteligt for fysioterapifaget, at efter- og videreuddannelsesaktiviteter foregår i tæt samarbejde med UC'erne og universiteterne, således at de fysioterapeuter som tager efteruddannelse og videreuddannelse kan få gyldige ETCS points, som ville kunne anvendes meritmæssigt i forhold til at stykke en masse kurser sammen til et hele.
Dette kunne foregå ved at tilknytte ex. MDT, MT og idrætsuddannelserne til etablerede uddannelsesinstitutioner i Danmark, hvor undervisningen skal akkrediteres og eksamenerne leve op til undervisnings- og/eller videnskabsministeriet retningslinier.
Idag gives der ingen merit for den efter- og videreuddannelse, som fysioterapeuter tager på ex. MT, MDT og idrætsfysioterapiudannelserne, som alle foregår i privat regi. Det er ærgeligt, for det er min opfattelser at uddannelserne giver gode praktiske værktøjer for udøvende fysioterapeuter. Ved at der ikke er officiel offentlig anerkendelse af uddannelserne udelukkes det også, at fysioterapeuterne kan erhverve sig en overenskomstbaseret aftale på lønområdet.
Personligt mener jeg at alle tre uddannelser på sigt burde have en særskilt MSc (kandidat) på et anerkendt dansk universitet, således at fysioterapeuter der efter- og videreuddanner sig, kan lave forskning indenfor deres fysioterapeutiske felt bagefter, og herved understøtte den evidensmæssige udvikling. Her er sikkert lang vej, men første skridt er at komme væk fra de private kursusvirksomheder og over i det etablerede danske uddannelsessystem, med overbygninger som anerkendes af sundhedsvæsenet.
Recertificering af fysioterapeuter indenfor diverse fagområder virker noget tyndt uden den ovenstående forankring!
Med venlig hilsen
Morten Topholm
31.10.2010
stine bregenhøj
Jeg er helt enig med Morten i hans betragtninger omkring efteruddannelse og tilknytningen til de etablerede akademiske uddannelsesinstitutioner.
Det er dog vigtigt at holde fast i at de omtalte efteruddannelser er overvejene praktiske efteruddannelseskurser, hvor kursisterne lærer undersøgelsesmetoder og behandlingsteknikker baseret på den "sidste nye viden". Typisk ikke udelukkende teoretiske kurser. Det er jo også derfor disse kurser er meget søgte og umiddelbart anvendelige for kursisterne. Og man skal ikke undervurderer de kompetencer man opnår gennem erfaring og rutine i sin praksis. Det man kan opfordre til i den forbindelse og som også kunne være oplagt at diskutere er tid til refleksion over egen praksis. Dette kan både ske gennem journal skrivning, supervision, erfa grupper ect. Men det skal anerkendes som nødvendigt og værdifuldt på linje med patient undersøgelse og behandling for at blive prioriteret i den daglige praksis. Kunne vi få den praktiske efteruddannelsen ind i en akademisk setting ville refleksion ligge implicit i den akademisk praksis.
Jeg mener også der vil være flere fordele i at komme væk fra de private uddannelser. Der er en formaliseret kvalitetssikring af uddannelserne og man undgår risiko for nepotisme og korruption. Og udover ECTS og SU er der desuden service systemer for studerende med særlige behov eller handicaps, som de private udbydere ikke kan hjælpe med.
Med venlig hilsen
Stine Bregenhøj