Ridefysioterapeuter får ejerydernumre
07.06.2011, af
kommunikationschef Mikael Mølgaard
Fremover kan ridefysioterapeuter sælge deres ydernummer, når de ikke længere ønsker at praktisere. Det er et resultat af den ny aftale om en 2-årig overenskomst på praksisområdet.
Når en ridefysioterapeut i dag ikke længere ønsker at praktisere, bliver ydernummeret afleveret til regionen eller kommunen. Fremover får ridefysioterapeuten mulighed for at overdrage eller sælge ydernummeret til en anden fysioterapeut.
Det er resultatet af en ny aftale om en overenskomst på praksisområdet, som er indgået mellem Danske Fysioterapeuter og Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.
Ridefysioterapeuter kan også fremover udskrive et honorar, når de bruger tid på at kommunikere med sagsbehandlere i kommunen. Dermed får de samme vilkår som praktiserende fysioterapeuter, der i dag har mulighed for at få honorar for den tid, de bruger på tværfagligt samarbejde.
Formand Johnny Kuhr, Danske Fysioterapeuter, peger på, at de nye ejerydernumre giver ridefysioterapeuter bedre mulighed for at foretage mere langsigtede investeringer, eksempelvis ved at etablere egen rideskole.
”Det har været vigtigt for forhandlingsudvalget at sikre et bedre langsigtet driftsgrundlag for ridefysioterapeuter. Det vil forbedre kvaliteten, faciliteter og samarbejdsmuligheder for ridefysioterapeuter, når de er mere sikre på deres driftsgrundlag og i lighed med andre virksomheder kan videreføre aktiviteterne ved et salg,” siger Johnny Kuhr.
Hvis Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse godkender aftalen, kommer den efterfølgende til urafstemning blandt de berørte medlemmer. Hvis medlemmerne stemmer ja, træder den i kraft 1. januar 2012 og gælder to år frem.
Redigeret af :
Anne Larsen,
07.06.2011
Til top