Som alle øvrige aftaler, der er lavet det seneste års tid, er overenskomstaftalen præget af, at det offentlige ikke har afsat nye midler til området. Reguleringsordningen bliver dog bevaret, så de praktiserendes honorarer reguleres med pris- og lønudviklingen i perioden.
I den nuværende økonomiske situation har Danske Fysioterapeuter prioriteret af få fornyet overenskomsterne på området og dermed skabe ro om overenskomstgrundlaget for sektoren de kommende år. Selvom vi ikke har opnået alt det, vi gerne ville denne gang, er der flere gode resultater, som du kan læse mere om, før du træffer dit valg.
Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse mener, at overenskomstforliget er det bedst opnåelige i en økonomisk vanskelig situation. En enig hovedbestyrelse anbefaler derfor medlemmerne at stemme ja til resultatet.
20.06.2011
Victor Ladegourdie
Jeg synes det er trist at vi ikke kan få mere ud af den overenskomst. Jeg savner at man ikke tage hårdere fat om kerne problemerne. Det første er det omstændige og omkostningsfulde ved at bibeholde en ikke tidsvarende ordning som henvisninger. Det vil helt sikkert lette på udgifterne til lægekonsultationer for blot at udstede henvisninger. Herudover vil det smidiggøre processen for udredning og iværksættelse af relevant biomekaniske strategier for patienterne. Det er ulogisk at man skal henvises til fysioterapeut, men ikke til kiroprakter.
Jeg er også forundret over kiroprakterne ikke er underlagt limitering i forhold til sygesikringen, på samme måde som vi er. Det er klart de kan ansætter fysioterapeuter, når der er fri adgang mht. honorering fra sygesikring.
Vi kan ikke få samme adgang ved at ansætter kiroprakter. Det ender med fysioterapi blive en appendix til kiropraktik. Vi er altså på vej til at elminere fysioterapi i primære sektoren.
Der er heller ikke logik i det offentlige skal spare, men samtidig øger man gradvis tilskuddet til kiropraktik.
Jeg savner i den grad, at man konfronterer politikerne, med disse ulogiske forhold. Denne konfrontation burde ske på DF's foranledning.
Venlig hilsen
Victor Ladegourdie
21.06.2011
Mona Blenstrup
Jeg er meget enig i victors indlæg, og jeg har den samme frygt for at vi kommer til at være vedhæng eller supplement til kiropraktisk behandling.
Hvor er ambitionerne for den selvstændige fysioterapi med evner for diagnostik og behandling?
22.06.2011
Johnny Kuhr
Kære Victor Ladegourdie,
Danske Fysioterapeuter havde også gerne set, at aftalen havde indeholdt et gennembrud for direkte adgang for patienterne til fysioterapi med tilskud fra sygesikringen. Det ville kunne effektivisere patientforløb på tværs af behandlergrupperne. Internationale erfaringer viser, at det er muligt både at gøre den fysioterapeutiske behandling mere effektiv, opnå større patienttilfredshed og opnå økonomiske gevinster på samme tid. Direkte adgang kan godt tilrettelægges, så den ikke forringer samarbejdet og koordinationen mellem praktiserende læge og fysioterapeut. Men det var desværre ikke muligt at få en imødekommelse fra RLTN på dette punkt.
Men spørgsmålet om direkte adgang er sat på den politiske dagsorden. Både i folketinget og regionalt. Spørgsmålet handler om patienternes ret og adgang til fysioterapi uden at midste betalings tilskudet. Vi har jo i dag fuld faglig anerkendelse af at vi kan tage patienter i behandling uden en henvisning fra en læge. Det er min vurdering at denne sag skal fremmes politisk og ikke ved forhandlingsbordeti forbindelse med OK forhandlingerne. Processen er kun lige begyndt, men vær ikke i tvivl om at der arbejdes på den.
Det er korrekt, at kiropraktorerne har mulighed for at ansætte fysioterapeuter som hjælpepersonale, som kan foretage ydelser med tilskud efter overenskomsten om kiropraktik. Omvendt har fysioterapeuterne også mulighed for at ansætte kiropraktorer som hjælpepersonale, som kan foretage ydelser med tilskud efter overenskomsten om fysioterapi. Fysioterapeuternes mulighed for brug af hjælpepersonale blev indført ved overenskomstfornyelsen i 2007.
22.06.2011
Victor Ladegourdie
Kære Johnny Kuhr
Jeg er opmærksom på den politiske aspekt, hvorfor jeg, i mit indlæg, beder DF om at føre en politisk strategi.
Det jeg forsøger er at sige, er at den økonomisk argument holder ikke, når man samtidig åbner så meget op for kiroprakternes adgang til sygesikringen. Jovist kan vi ansætter kiroprakter, men dette kan ikke ske uden det kompromere de limiteringer der er os pålagt. Derimod er kiroprakterne frit stillet.
Essensen i min holdning, er at vi blive sejlet agterud, som aktører i sundhedsvæsenet. Jeg savner en målrettet indsats fra DF's side mht. at promovere os og støtte os overfor kommunerne og vores rolle i sundhedsvæsenet som så.
Venlig hilsen
Victor
27.06.2011
Johnny Kuhr
Kære Victor Ladegourdie,
Du sætter fokus på mulighederne for at fysioterapeuter fortsat kan have en stigning i antallet af patienter og omsætningen/aktiviteten i sektoren. På det punkt, er vi faktisk lykkedes bedre end de 3 seneste aftaler, der er indgået på andre praksisområder. På andre områder er der sat en grænse for hvor mange nye patienter og meraktivitet der må være, uden det vil give modregning i honorarerne. I forhold til det aktuelle forhandlingsresultat lægger Danske Fysioterapeuter vægt på, at økonomiprotokollaterne i vores overenskomster fortsat ikke fastsætter en ramme for de samlede udgifter, men kun en ramme for udgiften pr. patient. Der er således mulighed for en udvikling på området, hvis der kommer flere patienter.
Overenskomstens parter er enige om, at ansættelse af hjælpepersonale i fysioterapipraksis må forventes at betyde en stigning i den samlede aktivitet. Det vil sige, at det er anerkendt, at brug af hjælpepersonale kan give mulighed for at behandle flere patienter og dermed betyde en stigning i omsætningen. Hvis ydernummeret er pålagt en omsætningsbegrænsning i forbindelse med en deling, gælder denne begrænsning dog altid. Overenskomsten fastsætter også, at den gennemsnitlige udgift pr. patient ikke må stige i faste priser, hverken hos den enkelte fysioterapeut i kraft af kontrolstatistikkerne eller på landsplan i kraft af økonomiprotokollaterne. Denne økonomistyring kendes også på andre praksisområder. F.eks. indeholder kiropraktoroverenskomsten også kontrolbestemmelser vedrørende den enkelte kiropraktor og et økonomiprotokollat vedrørende de samlede udgifter.
Det er derfor vores vurdering, at de økonomiske udviklingsmuligheder i vores nye aftale er fuldt på højde med de seneste, der er på andre praksisområder. Så vi bliver ikke sejlet agterud, men alle praksisområder har måttet sænke farten set i lyset af den økonomiske genopretningssituation vi står i.
29.06.2011
Lars Bo Berg
I disse tider er der dels besparelser(Forringelser..???) på de ydelser der sker på de offentlige sygehuse og dels bliver det mere og mere god etik at prøve konservativ behandling af diverse lidelser.Senest var det fremme i medierne at man skulle være mere tilbageholdende med operationer i ryg,skulder og knæ.
Det kan derfor undre at Regionerne er forholdsvis restriktive i hvor meget vi som praktiserende må yde...der er dog en vis form for selvbetaling på området.
Resultatet bliver at man vil behandle konservativt,ikke yde behandlingen på de offentlige sygehuse og vi som praktiserende har loft på vores ydelser..!!?!
Det virker da lidt sært...!!
30.06.2011
Morten Topholm
Jeg har idag læst KL's kommentar til den nye overenskomst på praksisområdet. Her står at fysioterapeuter efter den nye overenskomst skal skrive epikriser pr. 1/1-2012 - jeg læser overenskomsten som at fysioterapeuter bør skrive epikriser, hvorefter nogle særlige situationer fremhæves.
Da jeg pt. underviser en del praktiserende fysioterapeuter i epikriseskrivning, kunne jeg godt tænke mig at vide om det er et skal eller et bør, da det juridisk gør en stor forskel.
Pressemeddelelsen er her nedenfor.
http://www.kl.dk/Arbejdsgiver--og-lonforhold/Artikler/86740/2011/06/Nye-overenskomster-pa-fysioterapipraksis-lofter-kvaliteten
Oprettet den 07.06.11
Der er indgået aftale om nye overenskomster på fysioterapipraksis med fokus på kvalitet i en tid med stram økonomi for regionerne og kommunerne.
0
Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Danske Fysioterapeuter indgik natten til tirsdag nye overenskomster på almen fysioterapi, vederlagsfri fysioterapi og ridefysioterapi
Aftalen betyder et reelt kvalitetsløft på området. Bl.a. skal fysioterapeuterne fremover give en tilbagemelding (epikrise) til patientens egen læge om resultatet af behandlingen. Samtidig er der afsat midler til udvikling og implementering af kliniske retningslinjer på området, der skal sikre, at patienterne modtager den bedst mulige behandling hver gang.
De to forhandlere fra Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Jens Stenbæk (Danske Regioner) og Michael Ziegler (KL) er godt tilfredse med aftalen:
"Set i lyset af den stramme økonomiske situation, som regioner og kommuner står i, er vi godt tilfredse med resultaterne af forhandlingerne. Vi har fået flere kvalitetstiltag ind i overenskomsterne til gavn for patienter, der modtager fysioterapi i praksissektoren. Samtidig har vi holdt fast i den økonomistyring, der hidtil har været på området," siger Jens Stenbæk og Michael Ziegler.
Overenskomsterne træder i kraft 1. januar 2012 og gælder i to år.
01.07.2011
Jens Peter Vejbæk
Kære Morten,
Aftalen og overenskomsten er klar. Der er nu en beskrivelse af de tilfælde, hvor fysioterapeuten bør sende en epikrise. KL's pressemeddelelse kan godt læses sådan, at den praktiserende fysioterapeut i alle tilfælde skal sende en beskrivelse. Dette er misvisende.
vh Jens Peter Vejbæk,
Forhandlingskonsulent i Danske Fysioterapeuter