Fysio

Øvrige ændringer

31.10.2007, af Jens Peter Vejbæk

 

Godtgørelse ved inddragelse af ydernumre samt udvikling i anvendelse af IT er nogle af de nye elementer i aftalen.

Godtgørelse ved inddragelse af ydernummer (s. 9 i aftaleteksten)

Overenskomsten indeholder en bestemmelse om indskrænkning af antallet af fysioterapeuter. I henhold til bestemmelsen har regionen skullet betale en godtgørelse på 55 pct. af omsætningen inkl. patientandelen de sidste 3 år til den fysioterapeut, hvis ydernummer er blevet inddraget. Det er nu aftalt, at bestemmelsen ændres, så godtgørelsen ved inddragelse af ydernummer skal svare til fysioterapeutens faktiske tab efter en konkret vurdering.

Udvikling i anvendelsen af IT (s. 14 og 15-18 i aftaleteksten)

Det er aftalt, at fysioterapeuternes anvendelse af praksisdeklarationen på sundhed.dk skal udvikles, så de oplysninger, der i dag er frivillige, fremover bliver obligatoriske. Det er bl.a. oplysninger om åbningstider og klinikkens særlige arbejds- og interesseområder og supplerende oplysninger af saglig og relevant karakter. Det er klinikindehaveren, der skal opdatere disse oplysninger på sundhed.dk ved brug af en digital signatur. Samtlige fysioterapeuter skal senest den 01-08-2007 oprette en digital signatur med henblik på at kunne benytte sundhed.dk’s informations- og kommunikationstilbud.

Endvidere er det aftalt, at overenskomstens parter mødes i løbet af 2008 med henblik på at drøfte og fastsætte de nærmere krav til offentliggørelse af ventetidsoplysninger på praksisdeklarationen. RLTN har vist stor forståelse for, at der skal findes en løsning, som ikke indebærer en administrativ byrde af betydning for fysioterapeuterne, og som giver en hensigtsmæssig information til borgerne.

Endelig forventer RLTN, at der primo 2008 etableres et elektronisk ”henvisningshotel”, der kan modtage, lagre og videreformidle elektroniske behandlingshenvisninger. Formålet er, at henvisninger til bl.a. fysioterapi kan sendes elektronisk, uden at man på forhånd vælger en bestemt behandler, når henvisningen sendes, og dermed sikre, at patienterne kan have frit valg mellem de aktuelle fysioterapeuter. Vi har aftalt, at samtlige fysioterapeuter skal afhente elektroniske henvisninger på henvisningshotellet, når henvisningshotellet er i drift og har vist driftsstabilitet i 6 måneder.

Brug af sundhedskortet (sygesikringsbeviset) til registrering af patienthenvendelse (s. 23 i aftaleteksten)
Det er aftalt, at det skal være muligt for alle fysioterapeuter at anvende sygesikringsbeviset til elektronisk registrering/underskrift af patienthenvendelse. Muligheden understøtter brugen af IT i praksis og kan give en administrativ lettelse. Underskrift via sundhedskortet kan ske én gang pr. regning. Overenskomstens krav om klinikkens/fysioterapeutens opbevaring af underskrevne regningskopier i 2 år bortfalder for regninger underskrevet med sundhedskortet, når ordningen efter 1 kvartal fungerer tilfredsstillende.

 



Redigeret af : Christoffer Grann, 21.12.2011

Til top

 

 

 

Title

Få nyheder fra fysio.dk på e-mail hver uge

Afmeld Tilmeld