Det er bl.a. aftalt, at Praksisfonden skal arbejde med forslag om etablering af en eller flere udviklingsklinikker for en periode på mindst 3 år samt at praksiscertifikatet skal være obligatorisk.
Obligatorisk praksiscertifikat
Det er aftalt, at alle, der tiltræder overenskomsten, senest 18 måneder efter tiltrædelsen skal have gennemført praksiscertifikatet (s. 12 i aftaleteksten).Praksiscertifikatet vil også fremover være gratis, idet praksisfonden finansierer kursusforløbet. For eksisterende ydere er praksiscertifikatet fortsat frivilligt og indtil videre gratis.
Udviklingsklinik/enhed til stimulering af evidensbaseret fysioterapi
Det er aftalt, at Praksisfonden skal arbejde med forslag om etablering af en eller flere udviklingsklinikker for en periode på mindst 3 år (s. 7 i aftaleteksten).
En udviklingsklinik skal fortsat have patienter som alle øvrige klinikker, men får friere rammer til at organisere arbejdet på nye måder og bruge tid på dokumentation mv.
Vi har aftalt med RLTN, at Praksisfonden skal arbejde med et konkret forslag til, hvorledes en eller flere udviklingsklinikker kunne fungere i praksis.
Etablering af regionale kvalitetsudviklingspuljer
Praksisfonden skal afsætte midler, som de regionale samarbejdsudvalg kan disponere over til kvalitetsudviklingstiltag (s. 7 i aftaleteksten).
Det regionale samarbejdsudvalg (SU) tager stilling til, hvordan midlerne skal anvendes. I den nye aftale peges også på muligheden for at nedsætte et regionalt kvalitetsudviklingsudvalg under SU til at arbejde med kvalitetsudvikling i sektoren og på tværs.
Mulighed for at praktisere på flere adresser
Hvis det er i overensstemmelse med praksisplanen, kan en klinik fremover henlægge noget af aktiviteten til et andet sted – eksempelvis i tilknytning til et lægehus, sundhedscenter mv. (s. 12-13 i aftaleteksten).
Det betyder dels, at fysioterapeuter kan være til stede på ”nye sundhedsadresser” uden at skulle flytte hele klinikken. Det betyder også, at en fysioterapeut med særlige kompetencer/interesser såsom fx børnebehandling kan servicere et større geografisk område.
Hovedreglen er dog fortsat, at man kun kan have én klinikadresse. Man kan fortsat ikke eje mere end en klinik eller flere ydernumre.
Anvendelse af flere adresser skal være i overensstemmelse med praksisplanen.
Fremtidige krav til indretning af klinikker
Fremover skal alle praktiserende tilstræbe, at klinikkerne er tilgængelige til bevægelseshæmmede, og at der er handicapegnede toiletfaciliteter (s. 13 i aftaleteksten).
I praksisplanlægningen bør det tilgodeses, at der er handicapegnede tilbud i alle lokalområder (s. 8 i aftaleteksten).
Indtil udgangen af 2006 skulle alle klinikker godkendes af embedslægeinstitutionen, men fra og med i år er der ingen særlig godkendelsesprocedure eller regler for klinikindretning.
I overenskomsten har der hidtil været en formulering om, at klinikkerne ved etablering, indretning og ændring bør tilstræbe at tilgodese forholdene for bevægelseshæmmede.
Formuleringen præciseres altså i form af, at det fremover er alle fysioterapeuter, der skal tilstræbe egnede forhold for bevægelseshæmmede.
I samme forbindelse skrives det ind i overenskomsten, at klinikkerne ved nybygning eller væsentlig ombygning skal overholde gældende bygningsreglement vedr. adgangsforhold, mv. for handicappede.
Honorar for deltagelse i tværfagligt samarbejde om konkrete patienter
Fysioterapeuter bliver fremover honoreret for telefonisk kontakt og deltagelse i møder med forvaltningspersoner/sundhedspersoner i region og kommune, når det er nødvendigt for at afklare og koordinere indsatsen omkring patienten (s. 21-22 i aftaleteksten).
Praktiserende vil således blive honoreret for at deltage i det tværsektorielle/tværfaglige samarbejde med kommuner og sygehuse.
I aftalen er der fastsat takster baseret på fysioterapeutens tidsforbrug til møder. Ved et møde i kommunen på f.eks.1 times varighed honoreres fysioterapeuten med 2 x normalbehandling, tidsforbrug til transport samt statens takst for kørsel i egen bil til mødestedet.
Ved telefonisk kontakt honoreres for 1/6 normalbehandling pr samtale.
De aftalte takster gælder med mindre, der lokalt er en anden aftale.
Nedsættelse af Udvalg for kvalitet og faglig udvikling
Der etableres et fast fagligt udvalg, der også skal tage sig af kvalitetsstrategi mv. Udvalget får en fast formand, og der afsættes midler til driften (s.4-7).
Med nedsættelsen af et fast udvalg på dette område får vi en vigtig platform til at drøfte den faglige udvikling og de behov, der, set med fysioterapifaglige briller, er for udvikling og ændringer af de overenskomstmæssige rammer, eksempelvis introduktion af nye ydelser eller ændringer i eksisterende ydelser eller indikationsområde. Udvalget skal også tage sig af overordnede kvalitetsudviklingstiltag og skal samarbejde med Praksisfonden om konkrete tiltag og initiativer.
Formanden for udvalget skal have et godt fagligt kendskab til fysioterapipraksis. Udover de medlemmer som overenskomstparterne udpeger, skal Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet hver udpege en person til udvalget.
I aftalen har vi præciseret hvilke opgaver udvalget skal prioritere i den kommende periode:
1) Anvendelse af specialistkompetencer i praksissektoren
Det faglige udvalg skal drøfte, hvorledes specialistkompetence bedst udnyttes og fastholdes i praksissektoren.
Vi har etableret en specialistordning. Mange af specialistområderne er relevante for praksissektoren. Gennem fagligt udvalg får vi nu en platform til at drøfte, hvordan sektoren og patienterne bedst muligt kan få gavn af fysioterapeuter med særlige kompetencer.
2) Rammeaftale eller eventuelt ny ydelse vedrørende udvidet rygudredning
I 2-3 regioner er der igangværende ordninger, hvor der er særlige udredningsprocedurer mv. for rygudredning. Fysioterapeuterne honoreres særligt for denne indsats, der er mere tidskrævende og som forudsætter bestemte kompetencer inden for f.eks. klassifikation af rygpatienter. Det faglige udvalg skal afklare, om der er grundlag for at udvide overenskomsten med en rammeaftale eller eventuelt en ny ydelse vedrørende udvidet lænderyg-udredning.
3) Overveje implementeringen af Den Danske Kvalitetsmodel i praksissektoren
Regeringen har aftalt med Danske Regioner og KL, at også praksissektoren på et tidspunkt skal være dækket af en akkrediteringsmodel. Det faglige udvalg skal drøfte, hvorledes dette konkret kan implementeres på vores område.
4) Modernisere ydelsesbeskrivelsen
Ydelsesbeskrivelsen skal moderniseres og justeres, så ydelserne bliver sammenlignelige med Sundhedsvæsnets Klassifikationssystem (SKS). Ydelsesbeskrivelsen er allerede nu i hovedsagen baseret på SKS beskrivelserne, men enkelte ydelser skal justeres. Vi forventer ikke, at det får nogen væsentlig indflydelse på den eksisterende praksis og procedurer på klinikken.
Projekt om kronikerforløb i praksissektoren
Praksisfonden skal arbejde med forslag til projekt om kronikerforløb i praksissektoren, hvor fysioterapi er en væsentlig del af indsatsen (s. 7 i aftaleteksten).
Mulighed for individuel behandling og holdtræning samme dag
Det vil i særlige tilfælde blive muligt at tilbyde individuel behandling og holdtræning samme dag (s. 19-20 i aftaleteksten).
Det kan i nogle tilfælde være fagligt relevant, at patienterne kan få individuel behandling og holdtræning samme dag. Udbredelsen af kombinationen vil blive fulgt i statistikopfølgningerne. Det er en forudsætning for ordningens videre skæbne, at den gennemsnitlige behandlingsudgift ikke stiger som følge af anvendelsen af muligheden.
Redigeret af : Christoffer Grann, 21.12.2011
Til top