Sundhedsstyrelsens vejledning indeholder en beskrivelse af en ny personkreds uden svært fysisk handicap, men med en progressiv lidelse, reglerne for patienters valgmuligheder og for anvendelse af ordningen i praksis. Begge vederlagsfri grupper er påvirket af ændringerne. Det er nødvendigt at du kender vejledningen i sin helhed for at kunne anvende den korrekt.
Henvisningskriterier
Vederlagsfri fysioterapi kan efter lægehenvisning gives til børn og voksne, som opfylder en række fastsatte kriterier. De konkrete henvisningskriterier for de to grupper er beskrevet i Sundhedsstyrelsens vejledning, som du finder i linket ude til højre.
Henvisende læge bør inddrage patienten i overvejelser om vederlagsfri fysioterapi er relevant, eller om andre indsatser i højere grad kan opfylde behovet.
Personer der henvises til vederlagsfri fysioterapi kan frit vælge mellem fysioterapi hos fysioterapeut i praksissektoren, i de tilbud som kommunen eventuelt har i egne eller private institutioner samt tilbud i andre kommuner. Der kan være begrænsning i adgangen til tilbud i andre kommuner.
Der kan ikke henvises til vederlagsfri fysioterapi, hvis der alene er tale om en dublering af eksisterende tilbud, som personen modtager efter andre bestemmelser. Personen kan således godt modtage forskellige tilbud efter ordningen om vederlagsfri fysioterapi.
Diagnoser
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en diagnoseliste. Diagnoselisten er suppleret med en præcisering af hvilke diagnoser/tilstande der klassificeres som progressive sygdomme.
Tvivlsspørgsmål
Hvis den henvisende læge er i tvivl om, hvorvidt patienten er omfattet af ordningen vedrørende vederlagsfri fysioterapi, kan lægen forelægge spørgsmålet for Sundhedsstyrelsen, der præsenterer sagen i Diagnosekomiteen.
Lægen fremsender en kortfattet sygehistorie, herunder en nøje beskrivelse af handicapgraden, funktionsnedsættelsen samt relevante diagnoser
Materialet fremsendes til:
Sekretariatet for Diagnosekomiteen
Kommunernes Landsforening
Weidekampsgade 10
2300 København S.
Att. Kontoret for Social-og Sundhedspolitik
Målsætningerne
Målsætningerne for den vederlagsfrie fysioterapi er at:
- give adgang til fysioterapi for at forbedre, vedligeholde og forhale forringelse af funktioner hos voksne og børn med et varigt svært fysisk handicap eller en funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom.
- etablere fysioterapi i form af holdtræning i dertil egnede lokaler/bassiner/-institutioner efter nærmere bestemmelser.
- give adgang til fysioterapi for personer med progressive sygdomme tidligt i sygdomsforløbet
Udbydere
Vederlagsfri fysioterapi tilbydes hos praktiserende fysioterapeuter, som er omfattet af overenskomsten, men kommunerne har også mulighed for – men ikke pligt til – at oprette tilbud om vederlagsfri fysioterapi ved egne institutioner eller ved private institutioner, som kommunen indgår aftale med.
Personer, der henvises til vederlagsfri fysioterapi, har frit valg mellem at modtage vederlagsfri fysioterapi hos en praktiserende fysioterapeut eller i eventuelle kommunale tilbud i bopælskommunen eller i andre kommuner.
Redigeret af : Ditte Aggerholm, 21.09.2009
Til top