Ridefysioterapi er en form for fysioterapi, hvor heste indgår som levende behandlingsredskaber. Ved hjælp af hestens bevægemønstre trænes patientens egne bevægemønstre, posturale kontrol, balance og muskelstyrke. Ridefysioterapi anvendes desuden til sansemotorisk og psykomotorisk træning og som kontrakturforebyggelse og -behandling.
Ridefysioterapi udføres efter lægehenvisning og foregår som holdtræning på rideskoler og rideklupper, der er godkendte af regionen.
Der er ca. 70 ridefysioterapeuter, der praktiserer ridefysioterapi med tilskud fra regionen/kommunerne fordelt i hele landet.
Hvem kan få lægeordineret ridefysioterapi?
Uden egenbetaling:
-Personer der i henhold til overenskomsten er berettiget til vederlagsfri fysioterapi
Med egenbetaling:
-Blinde og svagtseende
-Personer med Downs Syndrom og autisme, hvis regionen træffer særskilt beslutning herom
Personer som ikke opfylder alle de kriterier, der er en forudsætning for tilbuddet om vederlagsfri fysioterapi, men som har een af nedenævnte diagnoser, er efter regionens særskilte beslutning berettiget til ridefysioterapi:
- Reumatoid artritis
- Muskelsvind
- Handicap efter polio
- Amputationer og ulykkestilfælde
- Fysisk handicap som følge af medfødte eller arvelige sygdomme
Indikation for ridefysioterapi er nedsat bevægelseskapacitet grundet dysfunktioner i muskelskeletsystemet, i det neuromotoriske system eller psykofysiske dysfunktioner.
Det kræver en særlig uddannelse at være ridefysioterapeut
For at kunne blive godkendt til at praktisere ridefysioterapi med tilskud, er det et krav fra Danske Regioner, at nye ridefysioterapeuter gennemfører den af Danske Fysioterapeuter og Regionernes Lønnings og Takstnævn efteruddannelse i ridefysioterapi.
Efteruddannelsen veksler mellem teori og praksis på en rideskole.
Teoretisk bliver der lagt særlig vægt på evidens og effektmåling, neurologi, cerebral parese, test og målemetoder til voksne, test og målemetoder til børn, ICF som referenceramme, planlægning af behandling, hesten som fysioterapeutisk redskab samt pædagogik. Praktisk lægges der vægt på valg af hest, centreret ridning, bagrytterfunktion og ideer til behandling.
Læs om ridefysioterapeutuddannelsen og om hvornår næste kursus bliver afholdt via linket nederst.
Redigeret af : Anne Larsen, 16.06.2011
Til top