Myndighedsansvaret for vederlagsfri fysioterapi er flyttet fra regionerne til kommunerne. Dette gælder også for vederlagsfri ridefysioterapi. For at kunne modtage vederlagsfri fysioterapi, er det fortsat en betingelse, at patienten er henvist af en læge.
Kommunerne er forpligtede til at tilbyde ridefysioterapi i praksissektoren og patienterne vil frit kunne vælge mellem et tilbud om vederlagsfri ridefysioterapi hos ridefysioterapeuter og tilbud om ridefysioterapi, som kommunen eventuelt har etableret ved egne institutioner eller indgået aftale om med private institutioner.
Overenskomsten om ridefysioterapi er ikke blevet endeligt tilpasset med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening. Det er derfor fortsat den overenskomst, der trådte i kraft d. 1. januar 2008, der gælder. Dette betyder eksempelvis, at al kommunikation vedrørende af og -tilmelding af ydernummer, deling af ydernummer, godkendelse af rideskoler mv. indtil videre skal ske til regionen.
Det er administrativt aftalt, at ridefysioterapeuterne frem til 1. januar 2012 skal afregne vederlagsfri fysioterapi med regionen på samme måde som nu. Regionen afregner herefter udgiften med kommunen. Regionen kan afvise regningen, hvis det ikke fremgår, i hvilken kommune patienten bor. Så husk at angive dette på regningen.