Anerkendt professor skal styrke forskning i fysioterapi

Nyudnævnt gæsteprofessor Maurits Van Tulder skal styrke forskningen i fysioterapi og ergoterapi på Aarhus Universitetshospital.

 

Professor Maurits Van Tulder fra Holland er udnævnt til gæsteprofessor i Evidensbaseret fysioterapi og ergoterapi for en femårig periode på Aarhus Universitetshospital og bliver tilknyttet Fysioterapi- og ergoterapiafdelingen.

Fysioterapeuter med interesse for muskuloskeletal fysioterapi vil kende Van Tulder fra hans engagement i evidensbasering af behandling af patienter med ryg- og nakkeproblematikker. Hans forskning har fokus på kliniske og økonomiske evalueringer af interventioner, specielt inden for bevægeapparatslidelser.

Det er første gang Fysioterapi- og ergoterapiafdelingen får tilknyttet en professor og ledelsen ser frem til, at den nye professor vil stå for styrkelse af den forskning, der varetages i afdelingen med henblik på at evidensbasere undersøgelses- og behandlingsmetoder.

Betydning af internationale kræfter

"Det er glædeligt, at det er lykkedes Aarhus Universitetshospital at tiltrække en så stor kapacitet som Maurits Van Tulder. Det vil utvivlsomt få betydning ikke kun for ergo- og fysioterapi på Aarhus Universitetshospital, men også for andre sygehuse i Danmark. Jeg hæfter mig især ved Van Tulders store arbejde med udvikling og implementering af kliniske retningslinjer inden for ryg- og nakkeproblemer og hans sundhedsøkonomiske tilgang, der har betydning, når sundhedsvæsenet skal prioritere, hvilke behandlingsmetoder der skal tilbydes patienterne", siger Tina Lambrecht, formand for Danske Fysioterapeuter. 

 

Del eller udskriv artiklen
1 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
  • Tom Petersen

    Sikken et scoop at få Maurits til Danmark. Jeg har kendt ham i mange år, og har er en af de bedste (og derudover en meget behagelig person). Stort tillykke!!!
Indsend kommentar