Barnet skal bæres på ryggen

En undersøgelse fra Nigeria viser, at der er en mindre belastning på ryggen, hvis børn i slynger bæres på ryggen fremfor foran eller på siden af hoften.
En mor bærer sit barn i en "wrap" (slynge) på ryggen. Foto: iStock

Man mærker virkelig, at verdenskongressen denne gang er på det afrikanske kontinent. Fx med denne undersøgelse, der blev præsenteret af fysioterapeut, ph.d. Chidozie Mbada fra Nigeria under titlen: ”African infant carrying techniques: which is a preferred mother-friendly method?”

Baggrunden for at sætte dette studie op var, at man mange steder i Afrika bærer spædbørn på kroppen mange timer i døgnet op til børnene er cirka 12 mdr. gamle, hvor de selv begynder at bevæge sig rundt. 

Barnet bæres i stort klæde

Børnene bliver båret både af kulturelle og praktiske årsager. Det er fx ikke muligt at køre rundt med en barnevogn, derfor bliver børnene båret i længere tid af deres mødre end i den vestlige verden, og de ergonomiske og fysiologiske belastninger på moderens krop kan blive et problem.

Der er forskellige traditioner for, hvordan man bærer barnet i en ”wrap” det vil sige en slynge (stort klæde) tæt på kroppen: på ryggen, på maven eller på hoften (back wrap, front wrap eller hip wrap). Den mest brugte teknik i Nigeria er back wrap, men der har været en tendens til, at man gerne ville bære børn i front wrap, som ligner måden børn bæres i bæresele i den vestlige verden.

Barnet skal bæres på ryggen

De tre typer bæreteknikker blev undersøgt i et set up, hvor man fik forsøgspersonerne til at gå 6-minutters gangtest på et løbebånd med en ”bamse” (teddy bear) på 10 kg spændt fast på kroppen.

Konklusionen på undersøgelsen var, at teknikken, hvor barnet var spændt fast på ryggen (den traditionelle metode i Nigeria) belastede moderens krop mindst. Med denne teknik var der mindst energiforbrug, længst skridtlængde og længst gangdistance målt med 6-minutters gangtest. Med denne teknik oplevede kvinderne desuden en mindre fysisk udmattelse (fatigue) sammenlignet med de andre teknikker.

Læs Chidozie Mbadas abstract fra verdenskongressen

Læs flere nyheder fra kongressen på den officielle hjemmeside

Del eller udskriv artiklen
0 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
Indsend kommentar