Specialiseringsråd nedsat

Dansk Selskab for Fysioterapi har nedsat et specialiseringsråd, der blandt andet skal vurdere ansøgninger om klinisk specialisering i fysioterapi.

Efter en åben ansøgningsproces har Dansk Selskab for Fysioterapi (DSF) på deres seneste bestyrelsesmøde nedsat et specialiseringsråd. Specialiseringsrådet skal blandt andet vurdere ansøgninger om specialisering.

DSF har blandt bestyrelsens medlemmer udpeget Heidi Marie Brogner som formand for specialiseringsrådet. Ved åbent opslag er de resterende tre pladser i specialiseringsrådet blevet besat af Kirsten Nordbye-Nielsen, Eva Hauge Rasmussen, og Behnam Liaghat.

Ud over de fire faste medlemmer af specialiseringsrådet indstiller de faglige selskaber desuden repræsentanter fra de ti specialer i fysioterapi. Disse repræsentanter vil bidrage til specialiseringsrådets vurdering af konkrete ansøgninger indenfor deres specialeområde.

Stærke kandidater

DSF har haft fokus på, at specialiseringsrådets medlemmer til sammen skal have kendskab til forskning, grunduddannelsen på professionshøjskolerne samt klinisk praksis.

”Jeg er glad for, at vi med de valgte kandidater har fået nedsat et stærkt specialiseringsråd med forskellig erfaring og kompetencer indenfor både forskning, professionsbacheloruddannelsen i fysioterapi og klinisk praksis. Specialiseringsrådet står foran en stor opgave med vurdering af ansøgninger om specialisering i fysioterapi, og jeg tror på, at vi med de stærke kandidater og i tæt samarbejde med de faglige selskaber er klar til at løfte opgaven” siger formand for specialiseringsrådet, Heidi Marie Brogner.

Travl periode

DSF har siden lanceringen af den nye specialiseringsordning oplevet en væsentlig interesse fra både fysioterapeuter, der gerne vil igangsætte et specialiseringsforløb men også fra erfarne fysioterapeuter, der allerede lever op til kravene i specialiseringsordningen.

”Jeg håber og tror på en masse gode ansøgninger. Jeg kan i hvert fald konstatere, at interessen for specialiseringsordningen har været stor siden lanceringen. Forhåbentligt giver det udslag i en masse ansøgninger til første ansøgningsrunde og derfor en rigtig travl periode for specialiseringsrådet, ” siger Heidi Marie Brogner.

Der er første ansøgningsfrist for godkendelse af specialisering d. 1. februar 2018.  

Del eller udskriv artiklen
2 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
  • Lars Henrik Larsen

    Kære Maria,
    Jeg har desværre ikke set din kommentar før nu, beklager det forsinkede svar. Tak for din kommentar, som er rettet mod en bred diskussion af muligheder og rammer for faglig udvikling. Det er vigtigt for mig at understrege, at DSFs kerneopgave netop er at fokusere på faglig udvikling og kvalitetssikring - og specialiseringsordningen er en vigtig brik i den sammenhæng. Ordningen er netop en mulighed for, at fysioterapeuter kan systematisere og få bevis for sin kliniske specialisering i fysioterapi og er henvendt til alle klinikere uanset hvilken sektor, de er beskæftiget i.
    Vi håber med specialiseringsordningen derfor først og fremmest at skabe basis for den faglige udvikling og kvalitetssikring, men DSFs forventning er desuden, at specialisering fører til både skærpede muligheder for at varetage funktioner og jobs der kræver særlige kompetencer. Derfor er forventningen endvidere, at der på sigt kan følger ekstra lønkroner med specialisering, og her arbejder vi naturligvis tæt sammen med Danske Fysioterapeuter.
    Vi håber og tror på, at alle arbejdsgivere - både offentlige og private – anerkender medarbejdere med specialiserede kompetencer. Ledere får med ordningen derfor en mulighed for at sikre, at fx uddannelsesbudgetter anvendes mere målrettet til at løfte fagligheden blandt medarbejderne, eksempelvis gennem målrettet efteruddannelse af medarbejdere til certificeret kliniker eller specialist i fysioterapi, så de kan varetage mere komplekse opgaver, udvikle klinisk viden indenfor specialeområderne, medvirke til udvikling af andre fysioterapeuters kompetence eller løfte andre kerneopgaver, der kræver dokumenteret kompetence, viden og erfaring.
    Dine synspunkter om at specialiseringsordningen er målrettet fysioterapeuter i ydersporet, rummer derfor en række bagvedliggende udfordringer af både politisk og faglig karakter og jeg synes det vil være meget ærgerligt at blande diskussionen af vilkår i sektorerne ind i debatten om de faglige kriterier for at opnå specialisering. DSFs opgave er primært at understøtte, at fysioterapeuter løfter faglige problemstillinger bedst muligt på basis af stærke kompetencer og viden indenfor det enkelte speciale. Hvis arbejdsvilkårene og udviklingsmidlerne til at understøtte dette er urimelige, er det netop vores håb, at fokus på kompetence - som i den nyligt lancerede specialiseringsordning - kan medvirke til at sætte fokus på vilkårene for en stærk faglighed.
    Du spørger desuden konkret til argumentet er for at man skal være medlem af et fagligt selskab i fysioterapi for at kunne ansøge om specialisering. Det skyldes ganske enkelt, at ordningen udvikles og administreres for midler, der er prioriteret ud fra kontingent og DSF kan derfor på nuværende tidspunkt ikke forsvare overfor medlemmerne at der anvendes ressourcer på at behandle ansøgninger fra ikke-medlemmer.
    Jeg håber at du og mange andre fra din sektor kan finde ressourcer til at ansøge om specialisering og på alle måder høste anerkendelse for dette.
    Bedste faglige hilsner,
    Lars Henrik Larsen, Formand, Dansk Selskab for Fysioterapi
  • Maria Schou Witthøft

    Som udgangspunkt er det positivt at vi nu kan støttes i at vælge en kliniker-vej med god kvalitet og vi også får mulighed for at dokumentere den. Dog er der bare et kæmpe problem med vores faglige udviklings-muligheder som profession som jeg ser og oplever det i min hverdag. Der er ikke lighed i mulighederne herfor. Der er som fysioterapeut en kæmpe udgift i at videreuddanne sig. At tage en eksamineret vej indenfor hvilken som helst af de 10 speciale-retninger koster mange penge som vi der eksempelvis er ansat i kommunen må finde i vores private økonomi. "Jamen hvorfor gør du dog det"? spørger folk fra andre professioner mig. Øhhhhh det gør jeg da bare for min egen faglige stoltheds skyld og fordi jeg som fysioterapeut bare har et brændende ønske om at hjælpe min patient bedst muligt. Jeg kan ikke få mere i løn og det er utopi at min arbejdsplads skulle støtte 40 terapeuters ønske om certificering. Vi taler så ofte om ulighed i sundhed, men der er i den grad også ulighed indenfor mulighederne for at erhverve sig kompetancerne indenfor vores sundhedsfaglige fag. Der er derfor en reel risiko for at denne ordning kun er lavet af og lavet til de fysioterapeuter som kører i ydersporet med 100 km. i timen og har de finansielle muligheder. Jeg møder så mange virkelig dygtige klinikere i min hverdag med 10 og 20 års erfaring på deres felt, som mangler at blive støttet i at komme videre mod at leve fuldt op til de krav ordningen indeholder, men sådan som systemet er sat op bliver det aldrig dem som vi får løftet. Vi giver blot et mærkat til de som allerede
    står på bjergtinden!
    Derudover undrer jeg mig over at man for at blive godkendt under ordningen skal være medlem af et fagligt selskab indenfor fysioterapi. Hvad er dog argumentet herfor? Idag er der SÅ mange måder at holde sig opdateret på sit felt. Set fra den helt almindelige hverdags-udførerende fysioterapeut lugter det lidt at bondefangeri og politik.
    Mvh. Maria Witthøft
Indsend kommentar