Pensionsaftalen med PFA bliver forbedret

Danske Fysioterapeuter har aftalt en række forbedringer til pensionsaftalen med PFA for fysioterapeuter på det private område. Aftalen indebærer både en bedre forsikringsdel og lavere omkostninger.
De nye forbedringer giver en forbedret forsikringsdel med bl.a. bedre dækning ved tab af erhvervsevne. Foto: iStock

Den nye aftale giver en forbedret forsikringsdel med blandt andet bedre dækning ved tab af erhvervsevne. Ved faginvaliditet bliver der fremover ikke set på, om man konkret har mistet indtjening, mens man har været syg, men alene til om man er syg. Man skal altså ikke længere bekymre sig om det konkrete indtægtstab i sygeperioden, da det er uden betydning.

Samtidig bliver udbetalingen forbedret i de tilfælde, hvor man som syg risikerer at miste kommunale ydelser som følge af kommunernes modregning, når man er i ressourceforløb. Konkret betyder det, at man får en ekstra årlig udbetaling fra PFA, som modsvarer det maksimale beløb, man risikerer at miste i offentlig ydelse under ressourceforløb.

Lavere omkostninger

De nye vilkår i pensionsaftalen medfører en lavere pris for forsikringsdækning og lavere administrationsomkostninger. Det bliver derfor også billigere med den nye aftale. Har man som praktiserende eller privatansat fysioterapeut standardordningen i PFA, vil man i gennemsnit spare godt 600 kr. pr. år. Har man yderligere sundhedsforsikringen (PFA Helbredssikring) sparer man i omegnen af 800 kr. årligt i gennemsnit.

De nye forbedringer er gældende fra den 1. maj 2018, og Danske Fysioterapeuter vil informere yderligere om de nye vilkår i den nærmeste fremtid. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Esben Riis på tlf. 3341 4619 eller på mail er@fysio.dk

Læs om PFA’s forsikrings- og pensionsordning her

Del eller udskriv artiklen
2 kommentarer til artiklen
×Skriv en kommentar
  • Esben Riis, Danske Fysioterapeuter

    Kære Anders Rasmussen,
    Nogle selskaber har ganske rigtig haft en særlig ydelse under ressourceforløb som man så betaler ekstra for. Det er først nu PFA er klar med produktet. Vi er blandt de første til at få den indarbejdet i ordningen og vi har forhandlet os frem til at den ikke skal koste ekstra som i andre selskaber.

    Venlig hilsen
    Esben Riis, Chefkonsulent
    Danske Fysioterapeuter
  • Anders Rasmussen

    Det har i godt nok været længe om at ændre.
    Andre pensionsselskaber har haft den mulighed i flere år - hvorfor har i ventet så længe med at opdatere aftalen?
Indsend kommentar