Traineeordning til nyuddannede ledige

Som fysioterapeut med et nyt eksamensbevis har du mulighed for at få praktik og ekstra uddannelse i jagten på dit første job, hvis du er medlem af Danske Fysioterapeuter og DSA. OBS: Traineeordningen slutter pr. d. 31. december 2022.

OBS: Traineeordningen er lukket pr. d. 31. december 2022.

En hjælp til nyuddannede

Traineeordningen er en hjælp til nyuddannede medlemmer af Danske Fysioterapeuter og DSA med at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Formålet med traineeordningen er, at du efter forløbet ikke bare har erhvervet et langt bedre CV, men også står meget stærkere i jagten på beskæftigelse på almindelige vilkår.

Traineeforløbet

Et traineeforløb består af to dele: Praktik og opkvalificering.

Du kommer i virksomhedspraktik i op til 8 uger, og du vil under hele forløbet være ca. 37 timer på arbejdspladsen og modtage dagpenge under forløbet. 

Som nyuddannet har du indtil 22. november 2022 mulighed for at være i virksomhedspraktik i op til 8 uger. Dette skyldes en forsøgsordning, som løber fra 16. maj 2021 til og med 16. november 2022. Vil du nå at gøre brug af din mulighed for 8 uger, må praktikperioden gerne overskrive udløbsdatoen, hvis blot aftalen er underskrevet og godkendt af jobcentret inden den 22. november 2022. Du vil stadig have mulighed for at benytte traineeordningen herefter, dog kun med 4 ugers praktik.

Opkvalificeringen består af relevante kurser inden for det fysioterapeutiske arbejdsområde.

Et traineeforløb kan f.eks. blive etableret på klinikker, private virksomheder, kommuner og sygehuse.

Ordningen er begrænset til kun at omfatte nyuddannede, dvs. fysioterapeuter, der er ledige og har afsluttet deres uddannelse inden for de seneste to år.

Sådan kommer du med i traineeordningen

  • Find en arbejdsplads, som vil have dig i virksomhedspraktik og/eller i jobtilskud/jobrotation
  • Kontakt dit jobcenter inden du påbegynder praktikken og få virksomhedspraktikken godkendt af dem
  • Undersøg hvilke fagligt relevante kurser du ønsker til max. 8.000 kr.
  • Kontakt Danske Fysioterapeuter senest 14 dage før virksomhedspraktikken slutter for at få oprettet dit traineeforløb

Kontakt os, hvis du vil med i ordningen

Hvis du ønsker at komme med i traineeordningen, skal du skrive til trainee@fysio.dk eller kontakte Karen Madsen på tlf.: 3341 4643