Om at arbejde som fysioterapeut i England
Ansøgningsskemaet
Da fysioterapeut, ligesom i Danmark, er en beskyttet titel, skal man ansøge det engelske Health & Care Professions Council (HCPC) for at få godkendt sin uddannelse. Ansøgningsskemaet findes på www.hpc-uk.org. HCPC kan bedst sammenlignes med den regulerende funktion som sundhedsstyrelsen har i Danmark.
Vær beredt på at bruge lang tid på at indsamle de nødvendige papirer og på at finde personer, som kan sige god for dig.
Der er en rigtig fin check-liste på første side. Brug den løbende – det gjorde jeg, og det var en kæmpe hjælp.
Nyuddannet på ansøgningstidspunktet
Hvis du, som jeg, er nyuddannet på ansøgningstidspunktet, kræver det en del mere arbejde – forestiller jeg mig – end hvis du har mere eller mindre erfaring som fysioterapeut. Jeg var helt nyuddannet, da jeg sendte ansøgningen og eftersendte siden et bevis på mit første arbejde, et vikariat som jeg havde fået i Danmark, mens de behandlede sagen.
Jeg var så heldig at få en fuld godkendelse i første omgang, men man kan også risikere en delvis godkendelse eller selvfølgelig en afvisning.
Fornyes hvert andet år
Registreringen hos HCPC er to-årig og skal således fornyes hvert andet år. Ved hver fornyelse udvælges tilfældige fysioterapeuter, som skal indsende bevis på ”Continuous Professional Development” (CPD). Det er et arbejde der løbende skal pågå, hvor læring og ikke mindst læringsudbyttet – formelt som uformelt – registreres i en portfolio. Det er vigtigt at vide, hvis man ikke regner med at skulle af sted lige efter ens registrering.
God ide med engelsk fagforening
Når man er registreret hos HCPC er det en god ide også at melde sig ind i Chartered Society of Physiotherapy (CSP), den engelske fagforening. Det kan give en hel masse fordele og hjælp når man skal søge job herovre.
Praktik for studerende
Hvis du sidder og er under uddannelse og ved, at du gerne vil arbejde i Storbritannien efter endt uddannelse, så er mit vigtigste råd til dig at forsøge at få en praktik herovre. Stort set alle jobs – selv dem for nyuddannede – kræver tidligere erfaring fra National Health Service (NHS), som er det offentlige sundhedssystem. Derfor er mit råd til dig at skynde dig at få noget erfaring, mens du har muligheden.
Margit M. Hanssen