Tillidsrepræsentanter på sygehuse: Vi er under pres
”Der er en stigende forventning om, at fysioterapeuter skal deltage i plejeopgaver på hospitalerne. Vi efterlyser derfor en handleplan, så vi kan være på forkant med de drastiske ændringer, forventninger og krav, som fysioterapeuter, der er ansat på hospital, mødes med.”
Sådan lød oplægget fra de to tillidsrepræsentanter Lene Jæger og Rune Myrup Andersen, og arbejdsmiljørepræsentant Mikkel Hellesøe på repræsentantskabsmødet i weekenden.
De tre sygehusansatte nævnte, at ikke alene er fysioterapeuter på landets hospitaler under stigende pres for at deltage i plejeopgaver. Flere og flere fysioterapeuter ansættes uden monofaglig ledelse og kommer i stedet under sygeplejeledelse, direkte i det enkelte afsnit, som det senest er sket på Odense Universitetshospital. Forventningen er, at udviklingen vil fortsætte på de nye supersygehuse.
”Hospitalerne er pressede, på udgifter til medicin, og på indfrielsen af ventetidsgarantierne. Derfor ser vi oftere og oftere, at fysioterapeuter deltager i plejeopgaver som led i, eller før, der indtænkes fysioterapeutisk træning til patienterne”, sagde Lene Jæger.
De tre forslagsstillere frygter, at fysioterapistanden bliver opslugt og integreret i plejen, at fagligheden udvandes, og i sidste ende bliver helt udfaset.
Lene Jæger med Rune Myrup Andersen i baggrunden. Foto Carsten Bundgaard.
Fysioterapeuter står i dilemma
Rasmus Gormsen Hansen fra Dansk Selskab fra Fysioterapi genkendte problematikken, som han mener er en tendens, som gælder bredt i den offentlige sektor.
”Det, at I oplever, at medarbejderne skal hjælpe i plejen, det kommer rullende lige om lidt ud i kommunerne,” sagde han.
Lis Jensen, som selv er tillidsrepræsentant og medlem af regionsbestyrelsen i Region Syddanmark, var enig i, at der skal lægges en strategi fra foreningen.
”Vi skal blive bevidste om, hvad det er for roller, vi står foran, for vi bliver presset ud i et andet behov end det, vi er uddannet til. Vi har brug for en strategi og en udmelding fra Danske Fysioterapeuter om, hvad vi skal. Og det skal bredes ud blandt andre faggrupper, så de ikke tænker os med ind i plejeopgaver,” sagde hun og fortsatte:
”Vi kan godt lave nogle ting, men det skal være med en fysioterapeutisk tilgang. Jeg ser mange plejehjemsledere, der siger, hvad skal vi sætte jer til, hvis vi ikke kan sætte jer til det, vi står og mangler? Det stiller den enkelte fysioterapeut i et forfærdeligt dilemma. Derfor skal vi have en klokkeklar strategi, så ingen er i tvivl om hvad man kan sætte fysioterapeuter til.”
Inviterer til dialog
Derudover efterlyste de tre forslagsstillere et øget fokus på faglig udvikling for hospitalsansatte fysioterapeuter, som er ansat i en basisstilling, og mulighed for tilsvarende karrieremæssig udvikling og løntrin.
Formand Jeanette Præstegaard anerkendte, at der er udfordringer i sektoren:
”Der skal ikke være tvivl om, at vi har stort fokus på at værne om fagligheden. Derfor stillede vi krav i OK 24, og ud fra det kom projekt faglighed, hvor vi nu samarbejder med Ergoterapeutforeningen om sikre, at fysioterapeuter skal lave fysioterapi og ergoterapeuter ergoterapi. Det vil også være relevant at tage med i OK 26.”
Jeanette Præstegaard inviterede derfor, på hovedbestyrelsens vegne, forslagsstillerne og andre interesserede offentligt ansatte medlemmer til dialog om udfordringerne i 2025.
Det blev ligeledes besluttet, at der skal evalueres på samarbejdet, som skal afrapporteres på repræsentantskabsmødet i 2027.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.