Få delt dine resultater ved at præsentere dit projekt på fagkongressen
Arbejder du med forskning eller udvikling? Og har du et afsluttet projekt, som du gerne vil dele med andre medlemmer af Danske Fysioterapeuter?
Så er det nu, du skal spidse ører.
Du har nemlig mulighed for at præsentere resultaterne eller evalueringen af projektet på Danske Fysioterapeuters Fagkongres 2025, så andre kan blive klogere på, hvordan de kan bruge dine resultater i deres arbejde.
Det kan du gøre på forskellige måder på fagkongressen; ved en kort mundtlig præsentation, med en poster eller ved at deltage i Ph.d. Cup 2025.
Vil du lave en kort mundtlig præsentation?
Til en såkaldt kort mundtlig præsentation har du i alt 15 minutter til at præsentere dit forsknings- eller udviklingsprojekt. Det fortæller faglig konsulent, Janne Dyrby, der er projektleder for det faglige program på fagkongressen.
”Din præsentation kan formidle den viden, som du har fået gennem sit projekt, og måske være med til at sikre en hurtigere implementering af dine resultater i praksis,” siger Janne Dyrby.
Du kan indsende dit forslag til en præsentation gennem ansøgningsskemaet til formålet. Herefter vil medlemmer af det videnskabelige panel bedømme dit forslag ud fra flere kriterier. Forslag med de højeste scorer kommer i spil til programmet.
Læs mere om kriterierne for de forskellige korte sessioner
Lav en poster, og modtag en pris
Du kan også formidle dine resultater på en poster under fagkongressen. Så skal du stå ved din poster i bestemte pauser og dele dine pointer med deltagerne på fagkongressen.
”Det er en rigtig god måde at få vist dit projekt frem. Og så er du også med i puljen, når der uddeles ”Bedste poster”-prisen,” siger Janne Dyrby.
Sidste års modtager af ”Bedste poster”-prisen var Signe Hulsbæk, postdoc og projektkoordinator ved DanAmp. Hun har flere gode råd til dig, der overvejer at søge om at få din poster med på fagkongressen.
”Få sendt dit abstract af sted, så du kan skabe opmærksomhed omkring dit projekt,” siger Signe Hulsbæk og fortsætter:
”Brug billeder for blikfang, figurer til præsentation af resultater, og fremhæv konklusion eller hovedbudskabet med en bestemt farve eller typografi. Posteren skal være let overskuelig på afstand.”
Sådan indsender du forslag
For at indsende et forslag om dit forsknings- eller udviklingsprojekt, skal du udfylde ansøgningsskemaet i E-fond.
Forslag kan indsendes frem til den 23. september 2024.
Fagkongressen finder sted fra den 13.-15. marts 2025.
Ph.d. Cup er lærerigt for både dig og kollegerne
Er du ph.d.-studerende og næsten færdig med dit projekt, eller har du færdiggjort et ph.d.-forløb inden for de seneste fem år, kan du ansøge om at præsentere dine resultater på en let og forståelig måde i et helt særligt afsnit på Fagkongressen 2025.
”Den nye Ph.d. Cup var en stor succes ved den seneste fagkongres, så det gentager vi selvfølgelig i 2025,” siger Janne Dyrby.
Hvis du bliver udvalgt blandt ansøgerne, får du mulighed for få trænet dine formidlingskundskaber gennem præsentations-coaching forud for kongressen.
Pristager af Ph.d. Cup 2022, seniorforsker og ph.d. Karen Hjerrild Andreasson, bliver stadig rigtig glad og stolt, når hun tænker tilbage på det.
”Kåringen gav meget opmærksomhed på mit forskningsprojekt om astma og breathing retraining, så bagefter har jeg været ude og fortælle mange gange om projektet og svaret mange kolleger på e-mail,” siger Karen Hjerrild Andreasson.
Hendes bedste råd til de kolleger, som gerne vil deltage i Ph.d. Cup 2025, er at springe ud i det.
”Har du et metodisk solidt ph.d.-projekt, så meld dig. Også selvom du endnu ikke ved, hvordan du skal gøre det levende og betydningsfuldt på fem minutter på en scene foran alle kollegerne. Processen med at skærpe og fokusere, så det bliver til god formidlingskunst, er svær, men lærerig og superanvendelig, og du får vejledning undervejs – glæd dig til det,” siger Karen Hjerrild Andreasson.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.