Nye OK24-ændringer træder i kraft pr. 1. april

Som en del af OK24-forhandlingerne sker der en række ændringer for fysiopterapeuter ansat på det regionale, kommunale og det statslige område.
Det regionale område
På det regionale område bliver pensionsprocenterne forhøjet med 1,99 procentpoint pr. 1. april 2025.
De nye pensionsprocenter er:
- Fysioterapeuter: 18,75
- Ledende fysioterapeuter: 19,39
- Kandidater indplaceret på A-skalaen:20,57
Samtidig bliver der indført frit valgs-mulighed for den del af pensionen, der overstiger 15%.
Fra den 1. april 2025 bliver der også indført et årligt pensionsgivende tillæg på kr. 9.000 (18-niveau) til fysioterapeuter, der arbejder i behandlingsdelen (på sygehuse) inden for Børne- og ungdomspsykiatrien.
Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at kontakte os på ansat@fysio.dk eller på tlf. 3341 4620, hvis du har spørgsmål.
Det kommunale område
På det kommunale område forhøjes pensionsprocenterne med 2,22 procentpoint pr. 1. april 2025.
De nye pensionsprocenter er:
- Fysioterapeuter: 19,44
- Ledende fysioterapeuter: 20,62
- Kandidater indplaceret på A-skalaen: 21,0
Samtidig ændres frit valgs-ordningen. Udgangspunktet vil fremover være, at frit valgs-tillægget tilgår som pension, og ikke som hidtil som løn. Der vil fremover være frit valgs-mulighed for den del af pensionen der overstiger 15%.
Det hidtidige frit valgs-tillæg på 0,52% indgår som en del af det nye frit valgs-tillæg.
Det statslige område
Som en del af OK24 stiger lønnen for statsligt ansatte pr. 1. april 2025 med samlet 0,41%
Der er aftalt generelle lønstigninger på 1,27%, men reguleringsordningen udmønter væsentligt mere negativt end forventet på forligstidspunktet sidste år.
De generelle lønstigninger reduceres med den store negative udmøntning, og den samlede lønstigning bliver altså herefter 0,41%
Der er også pr. 1. april 2025 aftalt pensionsforbedringer med 0,97 %-point for statsligt ansatte.
De nye pensionsprocenter for fysioterapeuter er 18,07%, mens pensionsprocenten for undervisere på professionshøjskolerne er 18,97%.
Samtidig bliver frit valgs-muligheden forhøjet for den del af pensionen, der overstiger 15%.
Frit valg
På alle 3 overenskomstområder er der frit valg for den del af pensionen, der overstiger 15%.
Du kan vælge, at en del af- eller alt over 15% af pensionsbidraget i stedet for pension skal ydes som løn eller tilgå en opsparingskonto i pensionskassen
Frit valgs-tillægget ydes som pension, medmindre du aktivt giver besked til lønkontoret om, at du ønsker noget af- eller alt over 15% som løn eller tilført en opsparingskonto.
Valget gælder for ét år, og videre indtil du selv evt. giver besked om et ændret valg.
De statslige arbejdsgivere er klar til at håndtere ønsker om opsparingsbidrag, men desværre er de regionale og kommunale arbejdsgivere på nuværende tidspunkt (ultimo marts 2025) ikke endnu klar til at håndtere ønsker opsparing ifm. frit-valgs-ordningen.
Vi informerer så snart vi ved, at nu kan opsparingsmuligheden anvendes af kommunalt og regional ansatte.
Læs mere om opsparingsordningen i PKA
Opsparing af frihed
Fysioterapeuter i regioner og kommuner kan fra 1. april 2025 opspare op til samlet 15 dages frihed.
Du kan opspare frihed for over- og merarbejde (svarende til maksimalt 8 dage), samt for 6. ferieuge. Den opsparede frihed afvikles efter den ansattes ønsker og med den løn, som oppebæres på afviklingstidspunktet.
Ønsker du at udnytte muligheden for opsparing af 6. ferieuge frihed skal du give besked senest den 1. oktober.
Nyt Job & Vilkår
Den 1. april kan du se det ajourførte overenskomstmagasin Job & Vilkår på fysio.dk.
Her kan du bl.a. se de nye tal for pensionsbeløb.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.