Dårligt syn fører til nakkeproblemer og dårlig balance
Dårlig balance- og nakke-skuldersmerter er ikke nødvendigvis en naturlig aldersforandring men kan skyldes degenerative forandringer i synet. Det viser en ny ph.d.
Mens nedsat syn er relativ sjælden blandt unge, er den langt mere almindelig hos ældre. Således lider cirka 30 procent af ældre over 80 år af nedsat syn. Både aldersforandringer og nedsat syn fører til dårlig balance. Desuden har man fundet, at både ældre og yngre med synsproblemer har smerter fra nakke og skuldre.
Men betyder dårligt syn en ekstra stor belastning på skulder og nakke og har synsproblemerne betydning for den dårlige balance? Det har den svenske optometrist Christina Zetterlund fra Örebro Universitet undersøgt i forbindelse med sit ph.d.-studie.
Dårligt syn giver dårlig balance
De fleste ældre tror, at den dårlige balance er en naturlig del af aldersprocessen ligesom smerter fra skuldre og nakke kan være det. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Mennesker med dårligt syn viste i Christina Zetterlunds studie allerede at have smerter fra nakke-skuldre og en dårlig balance fra 45-årsalderen og symptomerne forværredes over tid.
Det dårlige syn gav mennesker i arbejde en større belastning på skulder og nakke end andre med tilsvarende jobs har. Desuden viste hendes undersøgelser, at des flere synshjælpemidler, des flere problemer fik de ramte med balancen og med muskuloskeletale smerter.
Den dårlige balance hos mennesker med synsproblemer skal ifølge Christina Zetterlund håndteres med et øget fokus på balancetræning.
Download afhandling
Christina Zetterlunds afhandling kan frit downloades. ”Visual, musculoskeletal and balance symptoms in people with visual impairments.”
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.