Den bio-psyko-sociale tilgang øger effekten af øvelser
De fleste RCT-studier finder kun moderat effekt af øvelser til at behandle nakkesmerter. Hvorfor? Sådan indledte fysioterapeut, professor Deborah Falla fra universitetet i Birmingham i sit oplæg på Dansk Selskab for Muskuloskeletal Fysioterapis jubilæumskongres.
Hun forklarede den manglende effekt af øvelser i forskning med, at alle patienterne i studierne får den samme behandling. ”Men det skal de ikke have, for der er en kæmpestor forskel på patienterne, og smerterne giver sig til udtryk på mange forskellige måder hos forskellige patienter. Med andre ord: One size does not fit all,” sagde Deborah Falla.
Ændret muskelaktivering
Først og fremmest reagerer patienterne vidt forskelligt på smerterne. Deborah Falla viste resultaterne af avancerede målinger af muskelaktivitet under statisk arbejde og ved gentagne løft. Personer uden smerter, der bliver bedt om at holde armen abduceret i længere tid, aktiverer nye dele af muskuskulaturen for at undgå udtrætning, hvorimod patienter med nakkesmerter bliver ved med at bruge den samme del af musklen og bliver hurtigt udtrættede. Hvordan og hvor i musklen, der er aktivitet, vil være forskelligt fra patient til patient og kan kun registreres med avancerede skanninger.
Også i forbindelse med gentagne løft vil den raske person uden smerter aktivere nye dele af musklen, så de undgår overbelastning. Dette sker ikke hos personer med rygsmerter.
Den nedsatte bevægelighed i nakken, som ses hos patienter med nakkesmerter, fører til nedsat muskelstyrke. Nye studier viser desuden, at patienter med smerter bevæger sig langsomt, og at der er en sammenhæng mellem angst for bevægelsen og smerter, nedsat kraft og langsomme bevægelser.
Individuel tilgang nødvendig
Patienter med milde nakkesmerter har ofte god effekt af øvelser, mens effekten er mindre hos patienter med flere smerter. Hos patienter med whiplash, der ofte har andre problematikker som fear avoidance, psykiske problematikker mm., har øvelser mindst effekt, fortalte Deborah Falla.
Patienterne, der rapporterer en smerteudbredning over store dele af kroppen, har mindre effekt af øvelser end dem, hvor smerterne er afgrænsede til et mindre område. Men fysioterapeuter har mulighed for at øge effekten af øvelser hos patienterne, hvis de i behandlingen inddrager alle de faktorer, de har identificeret i forbindelse med undersøgelsen.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.