Finanslov: Barselsfond og sundhedsløft

Et løft på 600 millioner til psykiatri, penge til flere sygeplejersker og en barselsfond for selvstændige. Det er blandt elementerne i den nye finanslovsaftale.
En barselsfond for selvstændige er blandt elementer i aftalen om finanslov for 2020. Foto: Istock

Efter lange forhandlinger landede regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet i går aftes en aftale om næste års finanslov.

Den indeholder en lang række elementer, men især tre vækker glæde hos Danske Fysioterapeuter.

Barselsfond

For cirka fire måneder siden indgik Danske Fysioterapeuter en alliance med blandt andre Journalistforbundet og SMV-Danmark om at få oprettet en barselsfond for selvstændige. Det er nu en del af finansloven for 2020.

”Det er en simpelthen det hurtigste resultat, jeg nogensinde har oplevet fra Christiansborg. Men det er også indlysende fornuftigt at gøre det lettere for selvstændige at få børn, så flere tør kaste sig ud i det,” siger Tina Lambrecht.

Hun oplever, at en væsentlig grund til, at forslaget om barselsfond er blevet taget så godt imod af politikerne, er, at Danske Fysioterapeuters selvstændige medlemmer har været gode til at fortælle, hvad den manglende barselsdækning har betydet for dem.

”Det gør indtryk, når vi fortæller, at folk belåner huset, korter deres barselsorlov ned eller helt fravælger at være selvstændige,” siger Tina Lambrecht.

Hun håber, at der vil være opbakning fra hele Folketinget, når modellen ligger fast.

Psykiatri-løft

Partierne bag finansloven er også enige om, at psykiatrien fra næste år får 600 millioner kroner mere. Danske Fysioterapeuter har sammen med en lang række andre sundheds- og patientorganisationer i årevis presset på for flere penge til psykiatrien.

”Psykiatrien har meget store udfordringer. Den nye bevilling er en god start på at løfte niveauet, men det er vigtigt at minde om, at det kun er en start,” siger Tina Lambrecht.

Mens patienttallet i psykiatrien er vokset 30% fra 2009 til 2017 er antallet af fysio- og ergoterapeuter i psykiatrien kun vokset 2% i samme periode. Samlet set er antallet af medarbejdere vokset 13%.

”Det understreger tydeligt, at der er et efterslæb generelt og især for terapeuter. Så der er rigtig store perspektiver i en genopretning – især fordi vi ved, at fysioterapeuter både kan behandle og medvirker til at nedbringe brugen af tvang,” siger Tina Lambrecht.

1.000 flere sygeplejersker

Næste år får regionerne 300 millioner kroner (stigende til 600 millioner i 2021) til at ansætte flere sygeplejersker.

”Vi ved alle sammen, at der mangler hænder på hospitalerne. Men når det er sagt, så kan jeg godt ærgre mig over at perspektivet er så snævert. Der er i den grad også brug for andre faggrupper – herunder fysioterapeuter,” siger Tina Lambrecht.

Hun peger samtidig på, at der ikke pt. går 1.000 ledige sygeplejersker rundt.

”De 1.000 sygeplejersker var jo et slogan i valgkampen, men lad os nu se, hvordan man løfter normeringerne konkret. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at patienterne på hospitalerne også vil have godt af flere fysioterapeutiske kompetencer,” siger Tina Lambrecht.

Se flere nyheder

Endnu to fysioterapeuter er udnævnt til professorer

Med Michael Rathleff og Kristian Thorborg er antallet af fysioterapeuter med professortitel oppe på 12.

3

Hypermobilitet øger risiko for ACL-skader

Generel hypermobilitet øger risikoen for korsbåndsskader især hos mænd. Der mangler konsensus om test af hypermobilitet i idrætten.

Nye løntal – så meget tjener din kollega

Lønberegneren er nu opdateret med de seneste løntal. Klik ind og se, hvad andre fysioterapeuter i samme type stilling får af løn, pension, ferie og meget mere.

10
Flere nyheder