Fysioterapeuter skal på sikkerhedskursus

Det siger reglerne
Som fysioterapeut må du frem til den 30. juni 2021 udføre nåleakupunktur på hele kroppen.
Fra den 1. juli 2021 må du kun udføre nåleakupunktur på brystkassen og noget af nakken, hvis du har gennemført det kommende sikkerhedskursus. Du må dog fortsat udføre nåleakupunktur på resten af kroppen uden kurset.
Fra den 1. juli 2021 skal fysioterapeuter og andre, der vil udføre nåleakupunktur på brystkassen, have taget et sikkerhedskursus. Læger, kiropraktorer og sygehuspersonale er undtaget.
Det er konsekvensen af en lovændring, som blev enstemmigt vedtaget den 9. april. Konsekvensen af de nye regler er, at fysioterapeuter, som ikke har været på styrelsens sikkerhedskursus senest den 30. juni 2021, skal ophøre med at behandle med nåle på brystkassen og noget af nakkeregionen.
Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at sikkerhedskurset endnu ikke er udviklet og udbudt, men at der vil blive informeret bredt, når kurset er tilgængeligt.
14 alvorlige tilfælde
Lovændringen blev iværksat efter flere tilfælde af fejlbehandlinger på patienter, som modtog akupunktur. Ifølge et høringssvar fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby, refereret i sundhedspolitisk tidskrift, er der i årene mellem 2005-17 indberettet 14 tilfælde af punkterede lunger efter akupunktur, og de syv gange er det foregået hos en fysioterapeut. De seks gange fik patienten akupunktur hos praktiserende læger og speciallæger.
Et enkelt tilfælde foregik hos en kiropraktor. Dertil kommer to tilfælde hos henholdsvis en massør og en alternativ behandler, som blev politianmeldt. Et af disse tilfælde førte til et dødsfald.
Protesterne nyttede ikke
Dansk Selskab for Akupunktur i Fysioterapi har siden 2013 arbejdet på at stille krav til udøvere af akupunktur og blandt andet gøre 250 timers akupunkturuddannelse obligatorisk for alle behandlere.
Og både selskabet og Danske Fysioterapeuter protesterede, da regeringen sidste år foreslog, at kun læger og lægers medhjælpere måtte bruge akupunktur. Det ville betyde, at fysioterapeuter kun måtte bruge akupunktur under supervision af en læge, og det lykkedes at bremse forslaget.
I stedet for har Folketinget vedtaget de nye regler med et krav om et 1-dages kursus, hvor man lærer at ”forebygge, erkende og håndtere” pneumothorax.
Dansk Selskab for Akupunktur i Fysioterapi
Selskabets formål er at uddanne fysioterapeuter som ønsker at opnå specialiserede kvalifikationer i at kunne behandle med akupunktur samt at opnå specialviden om klinisk smertehåndtering.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.