GLA:D vinder international pris

Målrettet træning af artrose-patienter er en billig og effektiv indsats. Netop de to forhold sikrer nu Godt Liv med Artrose i Danmark en fornem pris.
Her modtager en meget GLAD Søren Thorgaard Skou hovedprisen ved uddelingen af The Value Based Health Care Prize 2019. Foto: Ilja Huner

Godt Liv med Artrose i Danmark (GLA:D®) har betydet bedre helbred for patienterne med begrænsede udgifter. De to forhold har nu sikret GLA:D hovedprisen ved årets uddeling af ”the Value Based Health Care Prize 2019”.

”Det er virkelig en stor anerkendelse. Det er et kvalitetsstempel og vi kan bruge den anerkendelse til at sikre, at endnu flere mennesker modtager effektiv behandling i klinisk praksis,” siger fysioterapeut og lektor Søren Thorgaard Skou, der sammen med professor Ewa Roos startede GLA:D.

Tilgangen med at se på effekten for patienten målt i forhold til omkostninger bygger på arbejde af en af verdens mest kendte økonomer, Michael Porter, der opfandt begrebet værdibaseret sundhed (Value Based Health Care). Den oprindelse viser sig også tydeligt i sammensætningen af juryen, der både består af sundhedsfaglige og økonomer fra bl.a. Harvard Universitet.

”Prisen understreger, at vi har fat i noget, som ikke kun er interessant i Danmark men også uden for Danmark og i en bredere diskussion om økonomi i sundhedsvæsnet og hvilken tilgang, der gavner patienterne mest,” siger Søren Thorgaard Skou.

Ændret praksis

Prisen gives primært til indsatser, som ændrer praksis i sundhedsvæsnet og dermed gør livet bedre for patienter.

”Selvfølgelig er prisen også en anerkendelse af vores forskning, men da vi startede GLA:D for 6 år siden, så var det i frustration over, at klinisk praksis ikke afspejlede evidensen,” siger Søren Thorgaard Skou og fortsætter:

”Så prisen er i lige så høj grad en anerkendelse af, at vi har ændret praksis til gavn for patienter med artrose.”

Personligt er det også stort at vinde prisen.

”Jeg er blevet forsker for at forbedre behandlingen af patienter i klinisk praksis. Så personligt er det dejligt med anerkendelse af, at det vi laver rykker noget,” siger Søren Thorgaard Skou.

Nervepirrende eftermiddag

Selve prisoverrækkelsen var i øvrigt en nervepirrende eftermiddag. Modsat en del andre priser, så var vinderne ikke orienteret på forhånd og samtidig begyndte uddelingen med de mindre særpriser inden man nåede frem til hovedprisen.

”Da vi først nåede igennem alle de mindre priser og ikke havde vundet noget, så regnede jeg ikke med, at vi ville vinde, men det endte jo heldigvis lykkeligt,” griner Søren Thorgaard Skou.

Læs om Value Based Health Care og filosofien bag på vbhc.nl