Barselsfond fra 1. januar
Som del af sidste års forhandlinger om finanslov, blev det besluttet at indføre en barselsfond for selvstændige. Partierne bag den aftale er nu også enige om modellen. Ordningen komme til at gælde fra 1. januar.
”Det er dagens gode nyhed, at der nu endelig kommer en ordning, der sikrer, at selvstændige kan gå på barsel med en rimelig økonomi,” siger formand Tina Lambrecht.
Konkret betyder aftalen, at selvstændige fremover bliver omfattet af Barsel.dk på samme vilkår som de privatansatte. Det betyder, at selvstændige oveni almindelige barselsdagpenge kan få kompensation fra ordningen. Beløbet bliver beregnet ud fra, hvor meget den enkelte selvstændige tjener.
Fælles pres
Danske Fysioterapeuter har presset på for at få en løsning sammen med blandt andre SMVdanmark, Journalistforbundet og Dansk Magisterforening. Og indsatsen har været hjulpet godt på vej af medlemmer, der har delt deres oplevelser af, hvad manglende dækning under barsel betyder.
”Det har gjort indtryk på politikerne, at folk belåner huset, korter deres barselsorlov ned eller helt fravælger at være selvstændige, fordi økonomien under barsel bliver så stram,” siger Tina Lambrecht.
Netop det, at nogle fravælger at blive selvstændige, er da også en udfordring Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) nævnte ved præsentationen af aftalen.
”Økonomisk usikkerhed under barsel skal selvfølgelig ikke afholde kvinder fra at springe ud i en tilværelse som selvstændig, så vi tager også et skridt i den rigtige retning, når det gælder ligestillingen på arbejdsmarkedet. Det har der længe været behov for,” sagde han.
Udover Socialdemokratiet er partierne bag aftalen SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.
Få nu - betal senere
Det er de selvstændige selv som kommer til at finansiere ordningen, men forslaget lægger op til, at der først skal indbetales fra oktober 2021 – selvom ordningen gælder fra januar.
”Det er rimeligt nok, at de selvstændige selv skal finansiere ordningen, men med den pressede likviditet, der er mange steder på grund af covid-19, så er det fornuftigt, at man offentligt finansierer ordningen til en start,” siger Tina Lambrecht.
Barsel.dk er en fælles udligningsordning, som alle private arbejdsgivere indbetaler til, hvis ikke de er med i en overenskomstfastsat udligningsordning. Arbejdsgiverne kan få refusion til at dække lønudgifterne til medarbejdere på barsel. Forslaget lægger op til, at selvstændige skal indbetale til ordningen fra oktober 2021, men få kompensation allerede fra april 2021, hvis de går på barsel - med tilbagevirkende kraft til januar 2021.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.