Gratis influenza-vaccination
Hvis du arbejder tæt på ældre, kronikere eller førtidspensionister, så kan du i år blive gratis influenza-vaccineret. Det fremgår af ny bekendtgørelse fra Sundheds- og Ældreministeriet.
Der er ikke pligt til at blive vaccineret, men sundhedsminister Magnus Heunicke understregede i går på Twitter, at det er et ekstra vigtigt tilbud i år.
”Kampen mod influenzasygdom og mod coronavirus hænger sammen. Begge sygdomme er alvorlige - i kombination endnu værre,” skrev han i går på Twitter.
Pas godt på hinanden
Også Danske Fysioterapeuters formand Tina Lambrecht opfordrer alle, der arbejder med borgere eller patienter i risikogruppen til at lade sig vaccinere.
”Det er et vigtigt princip, at det er frivilligt, men jeg vil gerne ligesom Sundhedsministeren opfordre til, at man tager imod tilbuddet. Vi skal passe rigtig godt på hinanden og vores patienter, især i denne tid,” siger hun.
Statens Seruminstitut har oplyst til Danske Fysioterapeuter, at tilbuddet også gælder praktiserende fysioterapeuter.
Foregår på arbejdspladsen
Vaccination af sundhedspersonale sker som udgangspunkt på arbejdspladsen, men hvis det ikke bliver tilbudt dér eller man arbejder i praksis, så foregår vaccination ved egen læge. Her skal man oplyse, at man er fysioterapeut og arbejder med mennesker, der er i særlig risiko. Så kan man få vaccinationen gratis.
Udover at være farlig for især mennesker med dårligt helbred, så giver influenza også en række af de samme symptomer som covid-19. Influenza-vaccinationer er dermed også med til at begrænse behovet for test for covid-19.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.