Inspiration til ældres hjemmetræning
Der er mange følgevirkninger af corona-epidemien, og især ældre rammes hårdt. For de ældre har ikke kun øget risiko for at få covid-19, men har også øget risiko for at miste knogle- og muskelmasse. De manglende muligheder for socialt samvær og angsten for at komme udenfor påvirker aktivitetsniveauet. Især for svækkede ældre vil epidemien let komme til at føre til yderligere funktionstab.
Men hvordan kan de ældre bevare motivationen og komme i gang med at træne, når de ikke har meget plads og er tvunget til at holde sig indendørs?
Det har en gruppe australske forskere, flere af dem fysioterapeuter, givet et kvalificeret bud på. De har lanceret en helt ny hjemmeside målrettet den ældre del af de australske befolkning. Hjemmesiden henvender sig til både borgere, fysioterapeuter og andet sundhedspersonale, og sproget er engelsk.
Træningsprogrammer i tre niveauer
Målet med den nye hjemmeside er at give borgerne og fysioterapeuter gode ideer til, hvordan de ældre kan holde sig aktive i hjemmet og med et enkelt træningsprogram bevare så meget af funktionsevnen som muligt.
Da øvelserne er kendte og illustrerede med tegninger, vil de fleste danske ældre også kunne bruge øvelsesarkene med træningsdagbog, der kan downloades fra hjemmesiden.
Øvelserne har fokus på balance, styrke i benene og udholdenhed og øvelserne er tilrettelagt, så udførelsen af dem bliver så sikker som muligt. Der er tre niveauer for træningen, så det er muligt at vælge det program, der passer bedst til den ældres funktionsniveau.
Ideen bag hjemmesiden er, at fysioterapeuter og sundhedspersonale anbefaler de ældre at bruge websitet som inspiration og gennemføre øvelserne dagligt og føre dagbog over træningen.
Da det for mange er svært at holde motivationen oppe, har de australske forskere formuleret en række gode råd, der kan hjælpe dem med at fastholde træningen.
Fysioterapeuter kan bruge websitet til inspiration. Del gerne jeres erfaringer med websitet eller andre træningsprogrammer for ældre i kommentarfeltet nedenfor.
Få inspiration på den australske hjemmeside om sikker hjemmetræning
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.