Ledigheden steg markant - og faldt så igen
Da coronakrisen i marts ramte Danmark fik det store konsekvenser for mange danskere - herunder landets fysioterapeuter. Tal fra Danske Sundhedsorganisationers A-kasse viser, at antallet af ledighedsberørte fysioterapeuter steg kraftigt efter nedlukningen. Man er ledighedsberørt, når man modtager enten fuldtids- eller deltidsdagpenge.
Set i forhold til sidste år toppede forskellen på andelen af ledighedsberørte i begyndelsen af maj, hvor cirka 7 % af fysioterapeuterne var ramt af ledighed. På samme tidspunkt i 2019 var det cirka 4 %.
Ledigheden begyndte dog hurtigt at falde igen – og i oktober nåede antallet af ledighedsberørte fysioterapeuter ned på samme niveau som i oktober 2019.
Ledige kan få nedsat kontingent
Som ledig har du ret til nedsat kontingent i Danske Fysioterapeuter. Du kan få nedsat kontingent fra den 1. i en måned med én måneds varsel.
Du bevarer alle rettigheder i forhold til råd og vejledning, medlemstilbud mm.
Udsving over året
Antallet af ledige fysioterapeuter svinger normalt henover året. Især omkring juni og februar stiger antallet af ledighedsberørte, fordi nyuddannede fysioterapeuter kommer ind på arbejdsmarkedet.
Også under coronakrisen har udviklingen i ledighed været påvirket af disse udsving, og antallet af ledighedsberørte toppede derfor i juni 2020.
Det er særligt vigtigt, at nyuddannede fysioterapeuter hurtigt får en fod inden for på arbejdsmarkedet, da de ellers risikerer en længere periode med ledighed.
Der er forskel på ledigheden på tværs af landets regioner. Generelt er andelen af ledighedsberørte fysioterapeuter højest i Region Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark – både før og under coronakrisen.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.