Foreningen er i trygge hænder

Danske Fysioterapeuter har den politiske ledelse på plads. Konstitueret formand Brian Errebo-Jensen og konstitueret næstformand Tine Nielsen er klar til de kommende måneders opgaver.
Brian Errebo-Jensen er konstitueret formand for Danske Fysioterapeuter frem til april, når medlemmerne har valgt en ny formand. Foto: Privat.

Med indgangen til december blev det skiftedag i Danske Fysioterapeuter. Tina Lambrecht fratrådte som formand, og den hidtidige næstformand Brian Errebo-Jensen blev konstitueret formand.

”Det skal nok blive både spændende og udfordrende. Blandt andet venter der overenskomstforhandlinger på praksisområdet, sundhedsudspil fra regeringen, drøftelser om opgaveudvikling, 10-årsplan for psykiatrien og mange andre spændende ting,” siger Brian Errebo-Jensen, der ved sin side har Tine Nielsen som konstitueret næstformand.

Tine Nielsen er desuden regionsformand i Region Hovedstaden.
De to vil varetage formandsskabet frem til april, når medlemmerne har valgt en ny formand.

Konstitueret regionsformand i Region Syddanmark

Mens Brian Errebo-Jensen er konstitueret formand, varetager Rikke Kruse posten som ”vikar” for ham i Region Syddanmark som konstitueret regionsformand.

Rikke Kruse træder i perioden også ind i Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse.

”Jeg er glad for, at Rikke Kruse træder til som konstitueret regionsformand. Rikke er dygtig og erfaren og vil løfte opgaven på bedste vis,” siger Brian Errebo-Jensen.

Se medlemmerne af hovedbestyrelsen

Læs mere om formandsvalget