Kirsten Hindbo

Kandidat til byrådet i Viborg Kommune for Alternativet. Arbejder som fysioterapeut i Viborg Kommune.
Kirsten Hindbo er kandidat til byrådet i Viborg Kommune for Alternativet. Arbejder som fysioterapeut i Viborg Kommune.

Hvorfor har du valgt at stille op?

”Jeg er som mor optaget af klimaudfordringen for de kommende generationer og har som forperson for Bæredygtigt Viborg gennem de sidste fire år været med til at opstarte og drive undergrupper som bæredygtighedsfestival, fælleshave, RepairCafe Viborg og klimademonstrationer, der alle er med til at skubbe på den grønne omstilling. Skridtet ind i politik lå lige til højrebenet.”

Hvilke emner, synes du, er særlige vigtige ved valget? 

  • Kommunen skal gå ind i klimakampen. Timeglasset rinder ud inden for de næste fem til syv år.
  • Kommunen skal indføre et klimaborgerting. Borgerinddragelse er afgørende for at handle på den grønne omstilling. Ingen af os vil have trukket vindmøller eller solceller ned over hovedet. Hvis vi har medejerskab er store beslutninger mulige.
  • Der skal være tillid til offentligt ansatte, lærere, pædagoger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter og ergoterapeuter. Der skal ikke ske detaljestyring fra rådhuset.
  • Psykiatrien kan styrkes ved bedre brug af genoptræningsplaner og udvidelse af det faglige tilbud.

Hvad betyder din fysioterapeutiske baggrund i forhold til politik? 

”Fysioterapeuter er vant til at lave faglige ræsonnementer i en kompliceret hverdag. I politik er der stor brug for hurtigt at kunne opsamle viden og beslutte målrettet. Vi har fået en unik passus ind i vores overenskomst om støtte til den grønne omstilling. Det giver mig en rygstøtte.” 

Er der noget, du gerne vil sige til andre fysioterapeuter, der overvejer at stille op?

”Vi er som faggruppe vant til at tænke bredt og handle strategisk, specifikt og målrettet. Vi har en indsigt i det levede liv fra både patienter og ansatte. Der er vigtigt at få bragt ind i de politiske beslutninger. Særligt i den grønne omstilling.”

For Kirsten Hindbo er valgkamp også politik. Derfor er hendes valgkampagne bæredygtig med genbrugte og upcyclede valgplakater, blomsterfrø i kaffeposer, hjemmehæklede blomster af genbrugt bomuld og muleposer syet af genbrugsstoffer. Foto: Privat.

Læs nyhed om kommunalvalget