Specialiseret fysioterapi med olympisk potentiale
Specialiseringsordningen er din mulighed for at få papir på dine specialistkompetencer inden for ét af de 10 fysioterapeutiske specialer.
Med specialiseringen følger en titel som enten certificeret kliniker eller specialist, som du kan bruge i dit arbejde som fysioterapeut og som afsæt for yderligere udvikling af din karriere.
Bliv klædt på til ansøgning - se webinar
Du har mulighed for at blive klogere på, hvad der forventes, når du skal levere en ansøgning til specialiseringsordningen.
Se webinaret, hvor du bliver introduceret til, hvad det vil sige at blive godkendt som enten specialist eller certificeret kliniker og vi gennemgår trinvis ansøgningsprocedure og -skema.
Webinaret retter sig mod dem, der enten allerede er i gang med at skrive en ansøgning, eller som bare gerne vil vide mere om specialiseringsordningen.
Verdensmester og OL medaljevinder med speciale i sportsfysioterapi
Èn af de fysioterapeuter, som er blevet godkendt under specialiseringsordningen, er Anja David Greve, som både er indehaver af klinikken ADG Fysioterapi i Odense og fysioterapeut for det danske håndboldherrelandshold.
Anja er certificeret kliniker i sportsfysioterapi og har bl.a. taget eksamen i sportsfysioterapi under Dansk Selskab for Sportsfysioterapi. En uddannelse, som har udstyret hende med en række specialistkompetencer til behandling af sportsskader. Anja fortæller således:
”Som nyuddannet fysioterapeut kunne jeg mærke, at jeg gerne ville specialisere mig og blive bedre til at behandle idrætsskader. Derfor tog jeg hele pakken med alt om ankler, hofte, knæ osv. Når man tager grunduddannelsen, bliver man lidt god til mange ting. Men man bliver aldrig rigtig god inden for bestemte områder eller nicher af fysioterapien. Derfor valgte jeg at efteruddanne mig med hele kursusrækken under sportsfysioterapi, del A eksamen, som udbydes af Dansk Selskab for Sportsfysioterapi”.
Anja Greve peger samtidig på, at specialiseringen har gjort hende skarpere til at vurdere, hvilke problemstillinger hun har styr på og hvilke hun overlader til andre specialister og evt. andre faggrupper:
”Kurserne har gjort at jeg er blevet meget bedre til at gå ind og vurdere og teste skader. Jeg føler på den måde, at jeg har fået en langt større grundighed i mit arbejde. Som specialiseret fysioterapeut har jeg også et meget bedre indblik og forståelse af, hvad jeg er rigtig god til, men samtidig også blevet bedre til at forholde mig til områder eller typer af skader, hvor jeg har brug for at involvere andre specialister, som fx kiropraktorer eller læger. Jeg synes samtidig, at jeg i min specialisering er blevet dygtigere til at udrede ting. Generelt giver det mig en stor sikkerhed for at skelne i mellem, hvad jeg kan og hvad jeg ikke kan behandle”.
Anja slutter ydmygt af:
”Som sportsfysioterapeut er jeg hammer god til sportsskader, men omvendt så er der mange andre grene af fysioterapien, hvor jeg slet ikke ville føle mig sikker. Derfor er det også vigtigt, at der er fysioterapeuter, som specialiserer sig inden for alle specialer”.
Anja er netop nu på vej til Tokyo og de olympiske lege, hvor hun sammen med de danske håndboldherrer skal forsvare guldet fra OL i Rio i 2016. Og uden, at hun nok selv kan tage hele æren, så blev hun verdensmester ved håndbold VM på hjemmebane i 2019 og igen ved mesterskaberne i januar i år. Samtidig kan hun bryste sig af at være en del af staben omkring Odense Håndbolds bedste damehold. Holdet gjorde denne sæson rent bord ved at vinde både det danske mesterskaber og tage pokaltitlen.
Næste frist for ansøgninger til specialiseringsordningen er 1. september
Du behøver ikke nødvendigvis have ambitioner om at komme til OL eller blive verdensmester. Som Anja Greve nævner, er der mange veje til at blive specialiseret. Det vigtigste er, at du er bevidst om dine kvaliteter og har ambitioner på egne og fagets vegne.
Der er frist for, søge om godkendelse som enten specialist eller certificeret kliniker, to gange årligt. Næste frist er den 1. september 2021. Så hvis man har tid til overs i sin sommerferie og ellers opfylder kriterierne for at søge, så er der mulighed for at erhverve en godkendelse under specialiseringsordningen inden årets udgang.
Specialisering er med til at løfte kvalitet i faget
I takt med, at vi via forskning og evidensbaserede metoder bliver klogere på skader og behandlingsformer, så er der også behov for mere specialiseret fysioterapi. Dansk Selskab for Fysioterapi står sammen med de faglige selskaber bag specialiseringsordningen, som gør det muligt at få en officiel godkendelse af dine specialistkompetencer.
Mange fysioterapeuter vælger en karrierevej, hvor de med tiden bliver dygtige inden for ét smallere område af fysioterapien. Det kan både være af interesse for én bestemt type fysioterapi eller ønsket om at blive dygtig behandler af en bestemt type skader eller patienter.
For nogle starter interessen allerede på grunduddannelsen eller måske endnu tidligere. For andre kan det være mere eller mindre tilfældigt, at man måske på klinik er begyndt at interessere sig for et særligt område. Fællesnævneren er dog, at man via specialiseret viden sikrer høj kvalitet i behandlingen og samtidig bidrager til at løfte kvaliteten af faget.
Om specialiseringsordningen
Når man er godkendt under specialiseringsordningen har man papir på at være specialiseret i ét af de 10 fysioterapeutiske specialer. Det kræver en forberedelse, hvor man over en årrække har både beskæftiget sig med kliniske arbejde inden for specialist og desuden efteruddannet sig, med opnåelse af 40 ECTS med relevans for specialet.
I specialiseringsordningen kan du blive godkendt som enten ”specialist” eller som ”certificeret kliniker”. Væsentligste forskel er, at man som specialist skal have en akademisk overbygning i for af en kandidat- eller masteruddannelse.
Der er ansøgningsfrist to gange årligt, hvor den næste er den 1. september. Det er i sidste ende specialiseringsrådet, som er udpeget af Dansk Selskab for Fysioterapi, som behandler de indkommende ansøgninger og som står for endelig godkendelse.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.