Nej igen til verdenskongres i Dubai

Der er hverken respekt for menneskerettigheder eller faglige rettigheder i Dubai. Derfor vil Danske Fysioterapeuter ikke deltage i verdenskongressen 2023 i Dubai. Hovedbestyrelsen sagde også nej til at deltage i Dubai i 2020.

World Physiotherapy (WP) afholder generalforsamling og faglig kongres i 2023.

WP havde i 2020 planlagt en faglig kongres til afholdelse i Dubai, som er en del af de Forenede Arabiske Emirater. Denne blev pga. covid-pandemien ændret til virtuel afholdelse. 

Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse besluttede enstemmigt i 2019 sammen med en række vestlige lande ikke at deltage i kongressen med henvisning til problematiske forhold i De Forenede Arabiske Emirater med overtrædelse af grundlæggende menneskerettigheder.

Nu er WP verdenskongressen blevet annonceret til at skulle foregå i Dubai i sommeren 2023.

Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse har derfor ved sidste møde igen drøftet emnet.

Der var i hovedbestyrelsen enighed om igen at udeblive fra kongressen i Dubai i 2023. Både med fysisk deltagelse og ved deltagelse online.

”De systematiske overtrædelser af menneskerettigheder og forfølgelse af minoriteter strider mod vores værdier i Danske Fysioterapeuter”, siger Jeanette Præstegaard, ”og vi anbefaler vores medlemmer ikke at deltage i kongressen.”

Endnu ikke besluttet hvor generalforsamlingen kommer til at foregå

Det er endnu ikke besluttet hvor verdensorganisationens generalforsamling skal foregå. De nordiske lande har sammen for nyligt kraftigt anmodet WP om, at generalforsamlingen i 2023 ikke kommer til at foregå i Dubai.

Jeanette Præstegaard vurderer, at ”det vil være et demokratisk problem for verdensorganisationen, hvis en række lande ikke deltager i kongressen. Men vi kan som fagforening ikke etisk forsvare at deltage i hverken en kongres eller en generalforsamling i et land, der ikke tillader fagforeninger.”

Se tidligere nyheder om deltagelse i verdenskongres:

Nej til verdenskongres i Dubai

Sveriges fysioterapeuter siger nej til verdenskongres i Dubai

HB: Okay at deltage i verdenskongres (online)