Ny lejekontrakt lige på trapperne
I september måned sidste år lykkedes det Sektionen for arbejdstagere, lejere og selvstændige (SALS) og Sektionen for arbejdsgivere at blive enige om en ny lejekontrakt for selvstændige i praksissektoren.
Lejekontrakten fastsætter, hvad en lejekontrakt bør indeholde, og begge sektioner vil fremover rådgive deres medlemmer ud fra den aftalte lejekontrakt.
Herudover er der udarbejdet en aftale om midlertidig anvendelse af en ansat vikar indenfor sygesikringen, som begge sektioner ligeledes vil anbefale.
Hvad nu?
Siden september måned har der pågået en skriveproces, hvor de endelige formuleringer af bestemmelserne i lejekontrakten skulle falde på plads. Dette arbejde er nu afsluttet, og det forventes, at kontrakten sendes til afstemning blandt medlemmerne af de to sektioner inden for nærmeste fremtid.
I den kommende tid vil de to sektioner informere om detaljerne i kontrakten, og den vil også blive lagt på fysio.dk snarest muligt.
Fortsat individuel forhandling
Med den nye lejekontrakt er der fortsat tale om et samarbejde mellem to selvstændige, og således vil der i alle tilfælde blive tale om en individuel forhandling af aftalen mellem lejer og klinikken.
Det betyder, at de to sektioner alene kan anbefale den aftalte lejekontrakt, men at det ikke er muligt at pålægge lejere og klinikker at anvende den aftalte lejekontrakt. Det skyldes, at det er imod konkurrencelovgivningen, hvis man samlet fastsætter vilkår for selvstændige, fordi det opfattes som karteldannelse.
Om sektionerne
Sektionerne blev oprettet i 2018 i forbindelse med etableringen af arbejdsmarkedsmodellen på praksisområdet.
Læs om sektionen for arbejdsgivere med lejere og/eller ansatte
Læs om sektionen for ansatte, lejere og selvstændige uden arbejdsgiveransvar
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.