Viden er den vigtigste faktor i fysioterapeutisk faglighed

Hvad er faglighed i fysioterapi? Spørgsmålet blev stillet til publikum i en fyldt sal på fagkongressens første session, og fysioterapeuterne var hurtige på tasterne med en bred vifte af svar:

”Kvalitet, evidensbaseret praksis, patientinddragelse, håndværk, relation, nysgerrighed, livskvalitet, relationer, udvikling, specialisering og evidensbaseret praksis,” lød buddene.

Baggrunden er en nyligt afsluttet undersøgelse, hvor alle medlemmer af Danske Fysioterapeuter blev spurgt om deres opfattelse af faglighed i fysioterapi.

Undersøgelsen viser, at ”viden” og ”evidens” er de vigtigste faktorer, når medlemmerne skal definere fysioterapeutisk faglighed. Tæt på ligger ”patientinddragelse”, ligesom ”relationer” og ”kommunikation” også scorer højt i undersøgelsen.

På scenen var et panel, der bestod af Michael Skovdal Rathleff, Stine Bøgh Pedersen, Morten Høgh og Heidi Marie Brogner. De er alle med i følgegruppen for projektet faglighed i fysioterapi og har kvalitetssikret retningen for undersøgelsen.

Faglighed er evidensbaseret fysioterapi

Heidi Marie Brogner var positivt overrasket over, at så mange peger på viden som en central del af fysioterapeutisk faglighed.

”Svarene fra undersøgelsen - evidens, erfaring, undersøgelse, klinisk ræsonnering, evidensbaseret praksis, forskning, kommunikation - afspejler tilsammen, at det er svaret på spørgsmålet: faglighed i fysioterapi er evidensbaseret fysioterapi.”

Patienternes outcome er målet

Morten Høgh pegede på, at man altid skal have patienterne for øje, når man diskuterer fagligheden.

”Vi forveksler midlet med målet. Når vi skal måle faglighed, skal vi måle på, om patienterne får det bedre. Evidensbaseret praksis og alt det andet er midler, og de ændrer sig undervejs. For tyve år siden var midlerne nogle andre, end de er i dag. Det, der aldrig ændrer sig i min optik, er, at vi skal være der for patienterne og måle på det det outcome, patienterne får. Det er faglighed i min optik.”

Morten Høgh tilføjede:

”Jeg kunne godt tænke mig at udfordre: Jeg tror ikke, der findes en behandlingsform, der hedder fysioterapi. Der findes fysioterapeuter, som har nogle kernekompetencer, og deres mål er at hjælpe patienterne. Vi vil gøre os alle sammen en tjeneste ved at rydde op i den tematik.” 

Nogle har mange fysioterapeutiske opgaver, andre få

Deltagerne i undersøgelsen blev også spurgt om, i hvor høj grad, de laver fysioterapi i deres arbejdstid. Her svarer knap halvdelen, at de arbejder med fysioterapi i hovedparten af arbejdsdagen. Men en mindre gruppe på 14 procent siger, at de udfører opgaver, som ikke har noget med fysioterapi at gøre, i over halvdelen af deres arbejdstid. Nogle arbejder med ledelse og administration. Andre har svaret, at han eller hun udfører intimhygiejne og spiser frokost med borgerne.

Det fik moderator, Niels Erik Kaaber Rasmussen, til at spørge panelet: Hvilke er fysioterapifaglige opgaver, og hvilke er ikke?

Salen var fyldt, mens den fysioterapeutiske faglighed blev drøftet.

Fysioterapeuten stikker patienten en elastik

Morten Høgh lagde ud med at pointere, at det er vigtigt at udvide arbejdsporteføljen, og at ledelse og forskning også er opgaver, som kommer patienterne til gode. Men når man taler bleskifte, begiver man sig ud i et felt, som har brug for skarpere definition:

”Der ligger et vigtigt skel her. Vi skal se på, hvad det er, fysioterapeuten kan? Vi har nogle kernekompetencer, og det skal gerne ende ud med, at patienten får det bedre.”

Michael Skovdal Rathleff nævnte, at fysioterapeuter har en udfordring i forhold til, hvordan omverdenen ser på fysioterapeuter. Nogle faggrupper har stadig den overbevisning, at en fysioterapeut er en, som stikker patienten en elastik og tre øvelser, som han kan lave derhjemme.

Udvikling er et must

Michael Skovdal Rathleff fortsatte:

”Der er behov for, at vi får fortalt omverdenen, hvad der definerer os, og hvad vi kan. Vi er en god ressource i sundhedsvæsenet. Men vi skal få fortalt om vores kompetencer.”

Stine Bøgh Pedersen var enig:

”Vi går jo altid rundt med en terapeutisk vinkel, uanset om vi sidder i HR-afdeling, arbejder med arbejdsmiljø eller er sundhedskonsulent i en kommune. Men vi skal komme ud og fortælle, hvad vi gerne vil lave. Jeg har ikke et ønske om, at vi hegner os ind i en grundfaglighed. For så tror jeg, vi går glip af en masse spændende opgaver.”

Heidi Marie Brogner understregede, at udvikling er central, når man taler om faglighed.

”Det er rigtigt, at vi står for nogle grundlæggende kompetencer. Når vi kigger på, hvad vi skal kunne ift. bekendtgørelsen, skal vi både kunne lede, udføre, koordinere og deltage i forskning og udvikling. Hvis man har de kompetencer og vi bliver ved med at udvikle os på dem, så er jeg ikke bange for, at vi låser os fast. For så udvikler vi os.”

Journalføring er nyttig og træls

Medlemmerne blev også spurgt til, hvor meget tid, de bruger på journalføring, og om det giver mening for dem rent fagligt. Her svarede 27 procent, at de bruger 90 minutter eller mere om dagen på dokumentation og journalføring. 47 procent bruger en time eller mere. 70 procent var enige i, at journalføringen understøtter arbejdet med patienterne.  40 procent gav udtryk for, at de bruger for meget tid på journalføringen.

Det fik Michael Rathleff til at lufte sin nysgerrighed:

”Når jeg tager forskerhatten på, er jeg nødt til at spørge: Nogle siger, at de bruger alt for meget tid på dokumentation og journalføring – men halvdelen siger, at det fremmer deres faglighed og skaber værdi. Viden er en del af vores faglighed, men at få den i spil i praksis er svært. Kan vi blive endnu bedre til at finde ud af, hvordan vi får den meningsfuldt i spil? Så den bliver en nyttig, frem for en træls ting.”

Opgør med bureaukratiet

Stine Bøgh Pedersen fortalte om sine egne erfaringer med bureaukrati og rigide systemer:

”Jeg kommer selv fra en kommunal arbejdsplads, hvor vi skulle dokumentere i et system, der ikke var terapeutfagligt. Der blev dokumentationen træls. For vi skulle gøre det mange gange, og det blev ikke brugt til noget. Hvorfor ikke bare få et samlet system, der underbygger de fagligheder, der skal bruge det? Det må kunne lade sig gøre.”