Akademikerne udtræder af Forhandlingsfællesskabet
Når der næste gang skal forhandles nye overenskomster, vil ergo- og fysioterapeuterne sammen med jordemødrene og de øvrige akademikergrupper ikke længere være en del af Forhandlingsfællesskabet (FF).
”Det er afgørende for os at sikre, at vores medlemmer kan tilbydes de løsninger, som de efterspørger. Det har vi brug for mere fleksibilitet til at kunne skabe, og det kan vi bedst adressere ved at forhandle selv i AC, som vi også gjorde ved OK24”, siger Danske Fysioterapeuters formand, Jeanette Præstegaard.
Hun fortsætter:
”Vi har i FF opnået mange ting sammen, og vores udmeldelse er ikke et fravalg af samarbejdet med andre organisationer, men et tilvalg af det, vi vil løse for vores medlemmer. Der er mange vigtige områder, hvor vi har fælles interesser, og hvor vi vil søge samarbejdet. Det handler f.eks. om spørgsmål om at udvikle familievenlige løsninger og bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv. Vi skal og vil fortsat søge at opnå stærke resultater på det kommunale og regionale område i samarbejde med andre faglige organisationer.”
Ændrer ikke daglig praksis
At Akademikerne selv forhandler får ikke i praksis betydning for medlemmerne eller TR. Akademikerne vil udfylde den rolle, som Forhandlingsfællesskabet ellers ville have haft i kommuner og regioner.
”Danske Fysioterapeuter vil fortsat være en del af Akademikerne og vi vil stadig være en del af de lokale samarbejder og koordinere på tværs, og vi vil fortsat samarbejde om den fælles opgaveløsning på de enkelte arbejdspladser”, siger Jeanette Præstegaard.
På det lokale niveau er medarbejderstrukturen i MED-udvalgene baseret på deltagelse i valggrupper og afspejler medarbejdersammensætningen. En udmeldelse af Forhandlingsfællesskabet vil derfor som udgangspunkt ikke påvirke det formelle lokale samarbejde. Akademikerne er også fortsat en del af det statslige fællesskab CFU.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.