Bonusaftaler kan være omfattet af reglerne for provision
Danske Fysioterapeuter har på vegne af et medlem fået medhold i, at en aftale om bonus, som medlemmet havde indgået med sin arbejdsgiver, skulle behandles efter reglerne for provision og ikke efter reglerne for bonus.
En del privat ansatte har indgået bonusaftaler med deres arbejdsgivere, og dommen kan derfor få betydning for nogle af disse bonusaftaler.
Provision – ikke bonus uanset aftalens navn
Ifølge bonusaftalen, der var udformet som et tillæg til Danske Fysioterapeuters Basiskontrakt for fastlønnede, skulle der betales en efter nærmere regler beregnet bonus på 80 % af differencen mellem medarbejderens omsætning og en aftalt minimumsomsætning. Både omsætningen og minimumsomsætningen havde således betydning for størrelsen af bonus, idet der i dommen blev lagt vægt på, at størrelsen af den aftalte bonus alene afhang af medlemmets omsætning, og af, at driften af klinikken gav overskud.
Provision under ferie og sygdom
Dommen gav derfor den ansatte fysioterapeut medhold i, at selv om hun og klinikken havde kaldt deres aftale for en bonusaftale, og selv om de havde aftalt, at den endelige bonus skulle opgøres på årsbasis, betød dette ikke, at de kunne tilsidesætte Ferielovens regler om, at en provisionslønnet ikke må miste sin provision under ferie.
Aftalen kunne heller ikke tilsidesætte Funktionærlovens regler om, at der under sygdom skal betales den provision, som funktionæren antagelig ville have optjent, hvis vedkommende ikke var blevet syg. Funktionærlovens regler kan nemlig ikke fraviges ved en aftale, der er til ugunst for den ansatte, fremgår det af dommen.
Kursusdage indgik ikke i beregning
Endvidere fik medlemmet medhold i, hvordan kursusdage skal indgå i beregningsgrundlaget. Det var aftalt i bonusaftalen, at kursusdage ikke skulle indgå i beregningen af bonusgrundlaget, og arbejdsgiveren mente derfor, at kravet til minimumsomsætning skulle være det samme uanset antallet af kursusdage. Fra den ansattes side påpegede Danske Fysioterapeuter, at det ville gøre det sværere at opnå minimumsomsætningen, jo flere kursusdage man havde, hvilket netop ville betyde, at kursusdagene ville påvirke beregningen af bonus.
Dommen gav den ansatte medhold og bestemte, at kravet til minimumsomsætning skulle reduceres svarende til antallet af kursusdage.
Dommens betydning
Dommen får betydning for fortolkningen af en række lignende bonusaftaler, som klinikker har indgået med deres fastlønnede personale på basiskontrakten. Den slår samtidig fast, at provisionslønnede har krav på kompensation for provision, der mistes på grund af ferie eller sygdom.
Endelig slår dommen fast, at det ikke er afgørende, om det er aftalt at kalde provisionen for bonus, hvis der reelt er tale om provision.
Danske Fysioterapeuter kan tjekke din bonusaftale
Hvis du har indgået en bonusaftale med din arbejdsgiver eller overvejer at gøre det, bør du få tjekket hos Danske Fysioterapeuter, at aftalen aflønner dig i overensstemmelse med reglerne og denne dom.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.